fredag den 21. september 2012

Det' mig der står herud' og banker på

Sidder og kigger efter gamle kollegaer og bekendte på LinkedIn. Der var hende, jeg arbejdede sammen med for 19 år siden, og HOV, hun arbejder jo der, hvor jeg gerne vil. Hvad laver hun der? Hmm, den titel virker bekendt. Hov igen, hun er jo næsten lige startet ... for pokker, hun har jo fået MIT job! Hvad er oddsene lige for det?

Jeg kan se, at hun er kommet direkte fra et andet job over i det her, og det får mig til at tænke på, hvor mange af de ledige stillinger, der mon bliver besat på den måde. Altså af folk, der allerede har et arbejde. Så får de et nyt og siger op, og så bliver deres arbejde ledigt, og det bliver så besat af en anden, der allerede har et arbejde, som siges op, og som så skal besættes af....

Den anden dag fik jeg et afslag, hvor der stod, at de havde modtaget 681 ansøgninger. Så nej, Simon Emil, det er altså ikke så let at få foden inden for, som du tror.


mandag den 10. september 2012

Heldigt for hende at det bare var ørerne den var gal med

Lørdag eftermiddag. Jeg spørger Kæresten: "Skal vi hoppe med på Matador igen i aften?"
StoreLille spørger (med undren i stemmen): "Mor, skal vi spise lort i aften?"

Ja, hun har lidt væske i ørerne.

lørdag den 8. september 2012

Morgensure mokke

Nu vil jeg virkelig ikke have, at du ligger her i sengen længere. Klokken er jo langt over fem. Stå så op. Hvad siger du? Kan du ikke? Nå, men du kan i hvert fald heller ikke ligge, så hvad vælger du? Nå, så kom du endelig op. Så må du hellere gå lidt rundt. Nej, sæt dig ned. Så, nu har du spist morgenmad i 3 minutter. Op med dig. Bli'r du træt? Nåm'n så må du hellere sætte dig ned. Hahahahaha, troede du virkelig selv, du kunne sidde i sofaen? Op med dig. Og gå. Og gå. Nej sæt dig ned. Ja, den kontorstol er dejlig, ikke? Men prøv så at rejse dig op igen. Hvad? Råber du av? Og hvad vil du så gøre nu?

Jeg ville gerne sparke dig langt væk herfra, Iskias din morgensure mokke!

fredag den 7. september 2012

Der er kommet en nerve i vejen

Normalt ville jeg juble over, at mine unger kun havde forstyrret mig et par gange i løbet af natten. Men ikke i dag. Jeg ville faktisk have foretrukket at skulle give sut / lægge dyne på / finde bamse ca. en gang i timen i nat. For så havde jeg fået bevæget min iskias-nerve med jævne mellemrum og havde så nok haft lidt nemmere ved at komme ud af sengen i morges.

Og når jeg nu lige har taget mig sammen til at komme i gang med noget motion, så er det da irriterende, at jeg ikke kan fortsætte den gode stil og slide lidt på crosstraineren i aften. Så jeg trøstespiser bare i stedet. Hvad siger du? Hjælper det ikke på det planlagte vægttab? Hmm. Nåm'n i det mindste er søvn jo også en vigtig skrumpefaktor, så kan vi ikke bare sige, at jeg har været på kur i nat og holder fri i dag?

torsdag den 6. september 2012

Uønskede dørmænd

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at nogle uønskede personager havde sneget sig ind bag bloggen, og jeg aner ikke, hvor de pludselig kom fra. De troede, at de skulle stå der og lege sikkerhedsvagter ved kommentarfeltet og kunne åbenbart rigtig godt lide at udøve deres tiltuskede magt. Så ingen blev lukket ind. Men takket være et tip har jeg nu fjernet dem, og kommentarfeltet er åbent.