Eller kære Skæbne. Eller kære, hvem der nu end bestemmer den slags.
Jeg sender lige et stort ønske ud til dig. Det der job, som jeg lige har ringet om, det er altså til mig. Ikke noget med at give det til andre, vel? Opgaverne passer jo lige til mig. Arbejdstiden er rigtig børnevenlig. Beliggenheden er fin. Og nu er det min tur! Så pyt med, at jeg nu er i gang med at melde mig til den særlige uddannelsesydelse, fordi dagpengeretten udløber på søndag. Pyt med, at jeg er i gang med at minimere udgifter og standse pensionsindbetaling osv. Det kan jeg leve med. Når altså bare jeg ved, at for enden af denne lidt lange proces med at behandle ansøgningerne, så er det mig, der står med kontrakten i hånden. Mig! Ikke? Kom nu, kom nu. Åh, kære du, lad det nu blive mig!