Græder

Jeg græder. Græder for nogle mennesker, jeg ikke kender, men som jeg tit møder på min vej. Vores børn kender hinanden. Nu har de mistet. En lille gut, der ikke nåede at fejre sin første fødselsdag. Jeg kender dem ikke, men jeg græder. Græder ...

Det var en lørdag aften

... og Kæresten er ude at spise lækker mad og drikke øl.

Lillerne (som i parentes bemærket har været utålelige på skift hele dagen) ligger nu i deres senge, og den mindste sover endda allerede sødt.

Så nu skal mor drikke rødvin og spise slik og ... arbejde.

Glædelig lørdag aften.

Forventningens glæde

Forventningens glæde er størst, sagde Kierkegaard. Men jeg er ikke enig!

Lige nu burde jeg have været meget tæt på at ankomme til Flensborg. Ja, meget eksotisk, jeg ved det. Men økonomien er ikke til den store påskeferie, og da jeg virkelig, virkelig, virkelig trænger til at komme væk og se noget andet, var det jo et oplagt valg. Bare en endagstur, men muligheden for at få noget lidt anderledes luft i lungerne har jeg glædet mig til i ugevis.

Men jeg sidder ikke i en bil. Jeg sidder hjemme i det sædvanlige rod på den sædvanlige kontorstol og veksler mellem at arbejde og tage mig af børn. Og den ene af dem ligger i stuen og kaster op. Jamen er det ikke skønt?

For længe siden annoncerede jeg, at jeg ville holde fri i påsken. Som i holde helt fri. Ikke noget arbejde overhovedet! Men jeg har ikke lige været så aktiv på det seneste, som jeg burde. Og de sidste tre dage har de to mindste i huset holdt påskeferie, og når man er alene med de to hele dagen, så er der altså ikke tid til andet end at servicere og underholde. Og så kom der også lige en opgave, hvilket jo er dejligt, men jeg skulle jo holde påskeferie ... Jeg kan måske nok godt nå det, jeg skal, efter påske, men når jeg nu alligevel befinder mig inden for 3 sekunders radius af hjemmekontoret, kan jeg vel lige så godt arbejde. Det var derfor, det ville være så fint med en tur væk. Det var derfor, jeg havde glædet mig sådan til at komme til Flensborg. Pis!

Min dag

Problemfri aflevering af StoreLille i skolen. Derefter ud i regnen igen og afsted med klapvognen til LilleLilles nye børnehave, som ikke er den, vi ønskede, og som er den af byens børnehaver, der ligger længst væk fra, hvor vi bor.

Ind i børnehaven, af med det pladdervåde tøj, pakke LilleLille ud af hendes dejligt tørre flyverdragt (hurra for klapvogne og regnslag), ud i køkkenet med madpakken, og så sagde hun "farvel mor" med sin søde lille stemme. Jeg skulle dog først lige finde en voksen at aflevere hende og et par beskeder til. Alt godt, klar til aflevering ... og så kom der lige en hånd ind ad døren med en telefon til søde pædagogmedhjælper, som er et kendt ansigt fra vuggestuen, og den skulle hun selvfølgelig lige tage sig af. Så var der et par børn, der kom op at slås om legetøjet, og det skulle hun selvfølgelig lige tage sig af. Og så var det gode afleveringsøjeblik ligesom smuttet væk igen. Så mor ned på gulvet (stadig gennemblødt fra yderst til inderst) og i gang med at lege i 10 minutter, til der igen viste sig et godt tidspunkt for farvel.

Ud i gangen, i den våde jakke og de våde støvler, ud i blæsten og gå de 1,5 km hjem, hvor radiatorerne blev beklædt med vådt tøj.

Kaffetid (aaaah), og så i gang med at arbejde ... eller ... pis ... ingen energi ... ingen sammenhængende tanker ... men en deadline i horisonten, der kommer løbende nærmere med større og større skridt. Kom nu ... tag dig nu sammen. 

Og så ringede telefonen. LilleLille skulle for første gang sove i børnehaven, og så ville jeg hente hende, når hun vågnede. Men hun havde ikke sovet, og var nu klar til at komme hjem. 

Tøjet på radiatoren var ikke tørt, så op og finde noget andet. Og ud i regnen igen - nu tilsat en god portion blæst.

Dejligt gensyn med glad lille pige. Finde halvvåd flyverdragt og støvler og så afsted i noget, der nu lignede stormvejr. Nu knap så meget hurra for klapvogn med regnslag. Men det gik, og juhuu, nu var vi næsten hjemme. PIS! LilleLilles rygsæk! Den stod stadig i børnehaven. Så om igen. Den anden vej gennem blæsten og tilbage til børnehaven. 

Nu var klokken blevet så mange, at vi lige så godt kunne få købt ind, og så hente StoreLille plus veninde, når de fik fri fra skole.

Indkøb næsten uden kø og derefter et kvarters ventetid i postudleveringen, hvor damen ikke kunne finde LilleLilles fødselsdagsgave og insisterede på at kigge på alle pakker, selvom jeg blev ved med at sige, at hun godt kunne springe over de små og de bløde, fordi de umuligt kunne indeholde en ukulele. Men hun insisterede stadigvæk. Og var oven i købet sur imens. Endelig søgte hun hjælp hos mere erfaren kollega ... som heller ikke havde haft held med at finde pakken dagen før ... og da de var to sekunder fra at give give op, fandt de den. Selvfølgelig i første række, lige foran os, men med et forkert nummer skrevet på. Suk.

Men så manglede der jo kun en nem afhentning af to skolepiger. 

... troede jeg. For da jeg ankom til skolen, fik jeg at vide, at de var i hallen, som selvfølgelig er i den anden ende af skolen og op af en masse trapper. Så afsted med os, og endelig blev de lokaliseret. Er der forøvrigt nogen, der kan fortælle mig, hvorfor man skal gå i skole til klokken 14.35 på en fredag, når man går i 0. klasse? Og er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor understøttende undervisning i de sene timer på en fredag skal bestå af boldspil og generel forvirring i hallen på en dag, der i forvejen indeholder to idrætstimer, 1 sang og bevægelse og 1 legetime. Jeg forstår det ikke.

Men nu var jeg ikke langt fra målet, som var at komme hjem og drikke en kop kaffe. Der manglede kun lige den hurdle, at StoreLilles veninde brød sammen over, at jeg ikke kunne finde ud af at klappe hendes løbehjul ud. Og at jeg skulle kæmpe mig hjem gennem stormen med klapvogn med regnslag, indkøb, pakke, ekstratøj fra børnehave og skole, venindens ekstratøj, venindens løbehjul, tålmodig LilleLille, hjælpsom StoreLille og grædende veninde.

Og så var der kaffe. Og tre marcipanbrød! Jo, tre. Det må man gerne efter sådan en dag. Og især når skridtælleren står på 10.298 skridt i regn og storm.

Kan man dø af ad?

Det kan være svært for nogen at finde ud af, hvornår man skal skrive ad, og hvornår man skal skrive af. Her vælger jeg begge dele lige efter hinanden, og det har en helt logisk forklaring.

På førstesalen i det her gamle hus har vi et uudnyttet depotrum, som - engang, når vi kommer til penge - skal inddrages i boligen. Men nu står det altså ret tomt og råt. Hov råt ... det kan jo godt lede tankerne hen i retning af rotter, og jo tak, dem har vi haft besøg af.

For tre år siden, fik vi for første gang besøg af ubudne gæster (udover edderkopper) i form af mus. Jeg aner ikke, hvordan de kom ind, men ind, det kom de. Det lykkedes dog at få dem udryddet ved hjælp af nogle strategisk godt placerede musefælder.

Året efter blev gæsterne noget større og noget mere ubudne. Jep, her kom rotterne. Heldigvis var de så venlige at blive inde i depotrummet, og der kunne de så lokkes til at blive fladmast i en fælde. Det år var der også en endnu større gæst, nemlig en mår. Ikke helt så klam, men dog alligevel ikke særlig rart, når den gik rundt og lavede lort i etageadskillelsen. Det var dog ikke helt så svært at finde dens indgangsdør, så den blev spærret og farvel mår,.

Sidste år var vi lykkeligt fri for ubudne gæster (igen bortset fra edderkopperne), og vi tænkte, at det måske var fordi, vi havde anskaffet en kat. Den døde så. Desværre. Men vi har fået en ny, så egentlig burde der jo ikke være noget i år ...

Men så begyndte der pludselig at komme fluer.

...

Ad!

...

Så Kæresten åbnede døren til depotrummet og fandt en mast mus i rottefælden. Den havde vist ligget der nogle dage - deraf fluerne. Ad! Men han var jo heldigvis hjemme og kunne tage en tur med fluesmækkeren. Og så skulle man jo tro, at alt var i skønneste orden igen, ikke?

Nej!

For det er jo sådan, at jeg bruger hele dagen på at sidde herhjemme og arbejde. Alene. Og for lidt siden skulle jeg så lige ovenpå og hente noget. Og så var der fluer igen. Og jeg har aldrig slået en flue ihjel. Seriøst. Jeg synes, det er SÅ ulækkert. Altså, jeg har da min andel af edderkoppeliv på samvittigheden, men det er jo fordi, de kan slås ihjel i en støvsuger.

Men der var altså fluer. Så jeg havde to valg: 1) Gå nedenunder og prøve at glemme, at jeg havde set dem, eller 2) gå i gang med at bruge fluesmækkeren.

Så nu har jeg lige slået en bunke fluer ihjel - ligene ligger der stadig som bevis, og så kan Kæresten få lov at fjerne dem, når han kommer hjem.

Men nu jeg tror altså også lige, at jeg dør af AD!

Aftensmad

Jeg nævnte jo lige i forbifarten, at vi skulle have aftensmad fra Aarstiderne. Vi havde snakket om det længe, og da  hende.dk skrev om det, blev jeg lige inspireret til, at nu skulle det være nu.

Det er SÅ smart, at man bare kan hive en kasse mad ind ad døren om mandagen, og så er der 5 dage, hvor man er fri for at spekulere over, hvad man dog skal finde på til aftensmad.Og jeg skal da også lige love for, at vi har fået prøvet noget lækkert mad, vi aldrig ville have fundet på selv. Vi valgte en kasse til 4 personer, og der er så alt for meget mad til os 4, men jeg tænker, at der vil være for lidt i en kasse til 2 personer. Det er lidt dyrt, men når man så ser på, at jeg ikke kommer hen i supermarkedet og bliver fristet til at putte alt muligt ekstra i kurven, går det nok lige op.

Og så skulle man jo tro, at vi kunne råbe hurra og bare fortsætte med succesen, ikke? Men det er jo lidt svært at ignorere, at i to uger med måltidskasser har de to Liller nærmest ikke spist aftensmad. Så nu er kassen afbestilt og jeg har indtaget min sædvanlige plads foran køledisken.

Er der nogen, der kender en måltidskasseudbyder, der laver lidt mere børnevenlige kasser?

Stilhedssøndag med sokker og skrivning

Her er stille. Helt stille. De sædvanlige lyde af StoreLille, der hører mgp-sange, og LilleLille, der snakker med alle dukkerne og laver mad til dem, er her ikke i dag. Det eneste, der høres er to forskellige rytmer af klippediklap på to tastaturer tilsat lidt Elverhøj i baggrunden. Her skrives. Så egentlig er det en lidt fjollet pause-overspringshandling at skrive. Men pyt.

Når jeg ikke skriver her, skriver jeg på en formandsberetning, som jeg skal holde om en uges tid. Det er ikke kendetegnende for mig at være ude i så god tid, men jeg kan se frem til en virkelig travl uge med deadlines både her og der og en bog, der pludselig kom ind fra højre - eller i hvert fald dumper ned i min postkasse i morgen - og gerne vil hasteoversættes. Og så er der jo ikke andet for end at prøve at arbejde lidt foran, hvor man kan.

Overfor mig sidder Kæresten. Han skriver også. På en artikel, som havde deadline den 1. september, så her kan man vist ikke lige tale om at arbejde foran.

Udenfor er det koldt, så jeg er spændt på om Lillerne - som de skrivende forældre var nødt til at sende til søndagsunderholdning hos farmor og farfar - får opfyldt deres ønske om noget gåtur og en legeplads. Indenfor har det i hvert fald været nødvendigt at finde både sokker og tyk striktrøje frem, og frokosten bestod af skoldhed hyldebærsuppe af bær fra egen have.

Senere, når skrivningen er indstillet og Lillerne er hentet hjem, forestiller jeg mig, at det kunne være hyggeligt med noget sofa, strik og buldrende brændeovn. Men jeg tænker, at det bliver overhalet indenom af børn, der skal i bad, aftensmad (fra Aarstiderne - mere om det en anden gang), der skal laves og mandagstasker, der skal pakkes.

Pause slut!