Smålighed

Vores skoler er slidte, der spares på undervisningstimer. Sygehusene er slidte, der spares på plejetimer. Dem der er i arbejde, skal arbejde mere og hurtigere, flere og flere bukker under for stress.....
Afstanden mellem rig og fattig i Danmark bliver større og større.....
Er det så logisk tænkning, at vi donerer 50 mill til Afrika??..........jeg forstår det ikke helt. Og det er jo ikke den eneste indsamling vi præsterer i løbet af året.......

Det var, hvad der mødte mig i en opdatering på Facebook i morges. Efterfulgt af et par tilkendegivelser af enighed. Afsenderen er heldigvis en fætters eks-kone, så hun er et ret perifert bekendtskab, og jeg er glad for, at jeg ikke skal omgås så små sko til daglig. Jeg ved, at hun selv kæmper med noget langtidssygemelding og depression, så pengene er sikkert små. Og jeg kan se på den generelle trafik på hendes væg, at det samme vist er tilfældet for mange af hendes kontakter.

Men helt ærligt!!! (Er ellers ikke tilhænger af at misbruge udråbstegn, men her er der altså brug for tre.)

Hvor er det trist, at man kan få sig selv til at give udtryk for den form for smålighed. At man virkelig ikke kan se ud over egen næsetip og tænke, at ens børn i det mindste ikke dør af sult selvom de skal gå i en slidt skole og måske ikke lige får det nyeste mærketøj eller den seneste smartphone.

Jeg bliver helt dårlig.

Hørt i bussen

Den ene gymnasiepige til den anden: "Åh, jeg skal være fuld i aften. Jeg magter det ikke. Og jeg skal også være fuld i morgen."

Suk!

Børnelogik

Da vi fortalte StoreLille, at hun skal være storesøster, var det også vigtigt at give hende et tidsperspektiv at forholde sig til. Og så er det jo dejligt, at vi kan sige, at lillesøster kommer, når det har været jul.

I går ved afhentning i børnehaven var en af drengenes mor også kommet for at hente ham, og hun havde en baby med. Vi snakkede lidt om babyen, og at det nok var drengens lillesøster.
StoreLille: "Jeg har også en lillesøster".
Mor: "Njah, ikke endnu. Hun kommer jo først, når det har været jul."
StoreLille: "Drengen har en lillesøster. Måske har det allerede været jul hjemme hos ham."

Undvigemanøvre

Den toårige er blevet tre for en måneds tid siden. Og jeg skal da lige love for, at der er kommet ekstra meget gang i snakketøjet, og så er hun begyndt at reflektere meget over sin omverden og ikke mindst at kommentere og spørge rigtig meget. Det er fint, og selvfølgelig helt naturligt, at hun nu er interesseret i, hvordan det hele hænger sammen. Og det er altså svært at lade være med at trække på smilebåndet.

For eksempel da hun sad og kiggede på mig, mens jeg var ved at tage badedragt på:
- "Hvad er det, du har der, mor?"
- "Det er hår. Det får du også, når du bliver større."
- "Er din tissekone så inde bagved?"
- "Ja."
- "Må jeg se?"
- "Nej!"

Eller da hun var bekymret for, at fars tissemand så lidt bøjet ud inde under badebukserne.
- "Den er måske gået i stykker. Må jeg mærke, om den er ved at falde af?"
- "Nej!"

Hun har i et stykke tid været meget interesseret i babyer, der er inde i maven, eller som får mælk hos deres mor. (Sikkert fordi nogle af vores venner har fået en lille dreng for kort tid siden.) Og det er selvfølgelig ikke blevet mindre efter hun har fået at vide, at hun skal være storesøster. Det giver anledning til spørgsmål som "Får lillesøster mad nede i maven, når du spiser" og "Er lillesøster helt inde under huden?" Næste spørgsmål var "Tager man så huden af for at få babyen ind i maven?", og da jeg svarede nej, kunne jeg jo godt regne ud hvor det bar henad, så da hun spurgte, hvordan den så kom derind, var jeg allerede i gang med at lave noget andet og skyndte mig at undvige og afbryde med, "Hov, klokken er mange. Vi skal da ud og sige til far, at han skal komme ind nu." Sikke en kryster-mor. Men jeg skal altså bare liiiige have tænkt lidt mere over svaret på det spørgsmål inden jeg er klar til at komme med en forklaring, der passer til en treårig. Det bliver nemt nok at svare på, hvordan lillesøster kommer ud, for det skal ske ved kejsersnit, men jeg må nok også hellere lige tænke lidt over forklaringen på, hvordan hun selv kom ud. Og så må jeg hellere sætte hjernen op i et gear, der fremover kan fremtrylle svar på diverse spørgsmål lidt hurtigere, for det er nok ikke noget, der stopper lige foreløbig.

........
Og når nu Den toårige er blevet Den treårige, har jeg besluttet mig for en navneændring her, så jeg ikke skal omdøbe hende (og lillesøster) en gang om året. Da hun var mindre, kaldte vi hende tit "Hende den lille", og derfor er det jo nærliggende fremover at kalde dem StoreLille og LilleLille.