søndag den 29. januar 2012

Søndagshygge

Sneen drysser ned udenfor. Indenfor er der ingen, der er kommet i tøjet endnu. Kæresten sidder ved sin computer og har også gang i et eller andet i køkkenet. StoreLille leger med modellervoks ved spisebordet. Jeg sidder i sofahjørnet og skifter lidt mellem computer og et babytæppe, der er færdighæklet lige om lidt. Og LilleLille sover sødt i kravlegården.

Ja, hun er kommet. Den 11/1. Egentlig var der planlagt kejsersnit til d. 13/1 - en dato, jeg ikke var helt sikker på, at jeg var begejstret for. Altså, er det mon smart at skulle skæres i fredag d. 13.? Men det blev jo så heller ikke aktuelt, for natten mellem d. 10. og 11. gik vandet, og så måtte vi jo afsted til et akut, planlagt kejsersnit. Dog ikke mere akut end at jeg fik lov til at have veer indtil klokken ni, hvor alle de mange mennesker på operationsstuen var klar til at tage imod mig. Og som jordemoderen, der tog imod os om natten, sagde, så var det jo bedre at have en vågen operatør end at skulle vække en midt om natten. Og det har hun jo nok ret i.

Jeg var ikke voldsomt begejstret for at skulle skæres i. Havde haft over tre år til at vænne mig til tanken, fordi det blev anbefalet efter StoreLilles fødsel, at vi overvejede kejsersnit, hvis vi skulle have et barn mere. Men nåede så også lige at forsøge at vænne mig til tanken om fødsel, for jordemoderen mente, det ville være en god idé, hvis vi forsøgte os med en almindelig fødsel. Både fordi det jo er det bedste for barnet, det er godt, hvis man kan undgå et kirurgisk indgreb, og fordi det ville være godt for mig at få en god fødselsoplevelse, hvis det var muligt. Så jeg brugte nogle måneder på at tænke, "uuuh, jeg tør da ikke at føde, for tænk nu, hvis det ikke går", "men måske går det, og så vil det da være skønt at slippe for en operation", "okay, jeg gør det, for de holder jo godt øje undervejs", "ih, jeg er bange for at føde, for det gør jo vildt ondt, og hvad nu, hvis det ikke går". Sådan gik det frem og tilbage, indtil vi efter to vægtscanninger blev anbefalet at vælge kejsersnit. Og hvad var min første tanke så? Jo, selvfølgelig at øv, så kom jeg jo aldrig til at prøve at føde igen. Altså, hvor kan jeg være svær at gøre tilpas.

Men kejsersnit blev det altså. Og så har jeg jo prøvet begge dele. Og hold da op, hvor jeg bare ikke forstår, at man kan finde på at vælge kejserersnit af "bekvemmelighedsårsager". Altså, hvis det anbefales af lægelige grunde, er det selvfølgelig det, man skal gøre. Men hvis det "bare" er fordi, man er bange for smerten ved en fødsel, så glem det. Jeg vil mange gange hellere tage smerten, mens det står på, end jeg vil
  • stikkes i ryggen, 
  • miste fornemmelsen af det meste af kroppen,
  • falde ned i et kæmpemæssigt kvalmehul, hvor jeg tænkte, at nu dør jeg da vist, indtil jeg fik noget medicin, der hev mig op igen,
  • vide, at lige der på den anden side af det grønne klæde, er de i gang med at skære min mave op,
  • have så mange smerter bagefter, at de kun kan dulmes med depotpiller og morfin (for pokker, hvor gjorde det ondt!),
  • have ondt så længe efter,
  • være så hæmmet i forhold til at bevæge mig og gøre praktiske ting.
Så jeg ville altså til enhver tid vælge en fødsel, hvis jeg kunne. Men nu skal jeg jo ikke have flere børn, så det bliver slet ikke aktuelt.

Og nu er søndagshyggen skiftet til almindelig børnefamilie-"hygge". StoreLille har haft en typisk 3-års-nedsmeltning (hun har forøvrigt taget rigtig godt imod sin nye rolle som storesøster), og nu er hun på vej ud for at skrabe sne med sin far, og LilleLille begynder at røre på sig, så det er nok snart ammetid igen. Heldigvis er det ikke længere forbundet med at tårerne springer frem i øjnene på mig, som det var den første uges tid.

Go' søndag.

tirsdag den 3. januar 2012

Motorsavsmassakre?

Jeg vågnede i nat kl. 03.42. Først troede jeg, at det var StoreLille, der sagde meget mærkelige lyde. Så gik det op for mig, at der var tale om en sav af en slags. Jeg stod op og gik rundt og lyttede lidt for at bestemme, hvor lyden kom fra. Skulle lige til at åbne vinduet for at høre det lidt bedre. Men så klagede StoreLille over ondt i maven, og jeg måtte lige massere hende lidt. Og bagefter var der stille igen. Hvem pokker har brug for at save midt om natten? Og hvorfor?