torsdag den 21. februar 2013

Adrenalin til morgenkaffen

Børnene var afleveret, der var kaffe i glasset og knækbrød på tallerkenen. Sad ved spisebordet og kiggede på computerskærmen. Indtil jeg registrerede en lille bevægelse inde i stuen. Jeg var alene hjemme, så det kunne jo ikke passe. Gad vide, om der var faldet noget tøj ned fra den stol, der er blevet opholdssted for aftaget børnetøj. Men det kan det jo ikke bare helt af sig selv. Glup, der var en bevægelse igen! Inde under sofaen. Shit, shit, shit. Tanker om rotter og mårer, der dog plejer at nøjes med at boltre sig i etageadskillelsen. Flygt. Ud af huset. Hvad skal jeg tage med? Telefonen, så jeg kan ringe og kommandere Kæresten hjem fra arbejde. 1000 tanker på et milisekund. Og inden jeg når at flytte mig, kommer der en kat spankulerende ud midt på gulvet. Og da jeg rejser mig og spørger, hvor den kommer fra, tager den flugten i fuldt firspring ind i kontoret, op over skrivebordene og ud af det vindue, jeg har glemt at lukke efter morgenens udluftning. Pyyyh. Må vist hellere patruljere området i morgen, når der skal luftes ud.

onsdag den 20. februar 2013

Vi er stadig kørende

Vi vidste, at det var ved at være tiden. Men da indkaldelsen til syn så rent faktisk ankom, skabte det lidt uro og snak frem og tilbage, for hvad nu hvis...? Vi har en gammel bil. Gamle biler har skavanker. Og vores har et par stykker. Og som bekendt har vi ikke en kiste med guld stående på loftet, så vi har vendt sandsynligheden for at skulle lære at være børnefamilie uden bil. Bilen skulle synes senest i slutningen af marts, så vi skulle vist snart tage os sammen til at køre forbi værkstedet og få et overblik over omfanget. Men så kom Kæresten i tanke om, at vi da også kunne køre den til syn, og så ville vi jo automatisk få et vide, hvad der skulle laves. Smart idé, for vi er ikke helt sikre på, om man kan stole på, at en mekaniker kun påpeger det, der er absolut nødvendigt at få lavet. Kald os bare fordomsfulde, men for to år siden havde vi en perfekt kørende bil, som efter synstjek fik den ene skavank efter den anden og tømte vores konto op til flere gange.

I går var så skæbnedagen, hvor bilen skulle synes.



... Og den gik igennem ...



Hold da op. Altså, beskeden var, at den med stor sandsynlighed ikke kan gå igennem næste gang, og at hvis der kommer en større reparation, skal vi nok overveje at lade være. Men hold da op. Vi har stadig bil. På lånt tid, men alligevel ... hurra!

onsdag den 6. februar 2013

Hverdagen er svær at finde

Mandag lykkedes det at få alle mand ud af huset - altså selvfølgelig lige undtagen mig - og jeg gik i gang med en ambitiøs gang forårsrengøring. Ja altså, for når man nu skal rundt i alle hjørner på sådan et stort hus, kan man  lige så godt starte i god tid. Og samtidig håbe, at det kunne lokke forårsvejret lidt nærmere.

Tirsdag var det endelig blevet tid til at tage til Skejby med StoreLille og blive lidt klogere på mælkeallergien. Fik dog ikke meget mere ud af det end et par symptomskemaer der skal udfyldes den næste måned. Derudover fik vi den nedslående besked, at sandsynligheden for at vokse fra det er ret lille, når man er 4 år. Og så fik vi tilbudt noget kostvejledning, men det kan jo sådan set være lige meget nu. For 4 måneder siden ville vi have råbt ja tak, da vi stod og følte os helt alene i en ny verden, men nu har vi jo altså efterhånden fundet ud af det selv. Men åh, hvor blev jeg lige kastet tilbage i frustrationerne over, at det så er sådan hendes (og vores) liv skal se ud. Ovre hos Blogsbjerg bliver der talt om mad for tiden, og det gør ondt i mig, at StoreLille skal være den, der er nødt til selv at have mad med til sociale sammenkomster eller at "være besværlig" og få maden tilberedt specielt til hende. Der er bare et fællesskab omkring mad, som hun bliver sat udenfor med den rådne allergi.

Onsdag skulle så være dagen, hvor jeg genoptog forårsrengøringen og også lige fik skrevet 5 ansøgninger. Men nej, for LilleLille vågnede op med feber. Har fået en tid hos lægen igen-igen, og ser med længsel frem til sidst på måneden, hvor vi skal en tur forbi ørelægen.

Og så var det jo, at jeg i det sidste indlæg mente, at jeg skulle til at forsøge at finde de positive sider i hverdagen, så her er en: Hvor er det godt, at jeg ikke har et arbejde, som jeg ville blive fyret fra pga. alle de børnesygedage.