mandag den 28. februar 2011

Afsnit 87.000 i søvnsagaen

Da jeg lagde mig til at sove i lørdags omkring kl. 22.30, tænkte jeg, at det ville være ret så skønt, hvis jeg kunne få lov at sove første stræk indtil kl. fire. Og hold da lige op! Der var ikke bud efter mig fra den toåriges værelse før kl. 04.20. S.K.Ø.N.T. Og selvom man jo ikke sådan bli'r udhvilet efter en enkelt semigod nat, så blev der alligevel sat en lille smule ind på overskudskontoen.

----
Klip til natten mellem søndag og mandag.
----

Første gang barnet fik behov for hjælp til at finde sutten, var klokken halv et. Næste gang var den et. Så halv to. Halv tre. Og tyve minutter i fire.Tyve minutter i seks skulle jeg på toilettet. Kvart over seks stod kæresten op. Halv syv var det min tur.

Barnet var klar med aen på kinden ... "Så bliver du glad igen, mor" og "Skal vi ikke kramme?". Jo, jo.

Men hvad med mit overskud? Farvel planer om praktiske gøremål. Farvel gåpåmod til langt om længe at tage hul på den der skrump. Farvel planer om motion. Og hej igen til må sidde på sofa, må have en spand kaffe og MÅ.HAVE.SUKKER.

Og så blev der taget hul på en ny uge.

lørdag den 26. februar 2011

Forældet flytterod

For 10 måneder siden pakkede vi vores lejlighed ned i papkasser for at flytte ud i vores nye, gamle hus. Vi var ikke helt færdige med at renovere (faktisk flyttede vi ind på en byggeplads), men jeg havde da alligevel en formodning om, at jeg ville se mine ting igen i løbet af et par måneder. Men i første omgang blev de deponeret i vores uundværlige 55 m² store baghus. Hvilket nok er en af grundene til at udpakningen er trukket ud. Vi har jo ikke været nødt til at klatre rundt på kasserne for at komme fra det ene rum til det andet.

Men i dag skulle det så være. Altså i hvert fald noget af det. Så jeg har stået på hovedet i papkasse efter papkasse og genset ting og sager, som jeg jo egentlig har levet fint uden i 10 måneder. Bør man så bare lade kasserne være lukkede og køre dem direkte på genbrugsstationen? Jeg har i hvert fald fundet mange ting, der skal smides ud, og det kan man jo så argumentere for, at vi burde have gjort, inden de kom i flyttekasser, og vores stakkels flyttehjælpere skulle slæbe dem ned fra 3. sal. Men det bli'r vist sådan, at det vigtigste får lov at få en plads i huset. Det, vi ikke bruger, men ikke vil undvære, kommer tilbage i baghuset. Og det, der måske skal smides ud, får midlertidigt ophold i baghuset, så vi kan vænne os til tanken om at undvære. (Og på den måde får man lynhurtigt fyldt 55 m² op, er jeg bange for.)

For 5 år siden pakkede jeg også mine ejendele i papkasser for at flytte sammen med kæresten. Nogle af papkasserne kom direkte i kælderrum, og har kun været åbnet en gang siden, nemlig da der var oversvømmelse i kælderen, og det er faktisk også en ret effektiv måde at få smidt ting ud på. Nåm'n de kasser der har overlevet i 5 år, har jeg også åbnet i dag. Og FY DA FØJ DA. Alle tingene er gule og stinker af røg. Utroligt at det kan blive hængende så længe. Og dejligt, at den vane blev smidt ud, da den nu toårige meldte sin ankomst.

tirsdag den 22. februar 2011

Et omvendt vækkeur

Jeg forstår altså ikke rigtigt det der søvn. Måske er det fordi, vi ikke længere er sådan nogen, der bruger alt for meget tid sammen. Så er vi ikke længere så tætte og forstår ikke hinanden helt så godt. Jeg forstår nemlig ikke, hvorfor det skal være så svært at finde hinanden igen tidligt om morgenen. Når den toårige gi'r lyd f.eks. klokken fem, kan jeg de fleste gange godt glemme alt om lidt mere snorken den nat - altså udover kærestens, som jeg så kan ligge og lytte til. I morges var klokken 04.10, da der blev hostet i børneværelset, og så var det slut med den nat.

Altså bortset lige fra det, der sker næsten hver eneste morgen. Jeg hører kærestens vækkeur ringe. Og SÅ falder jeg i søvn. Måske registrerer jeg lige svagt, at han rejser sig og går ud i bad, men så er jeg også bare helt væk ... og helt skeløjet, når han kommer ind i soveværelset igen.

Hvad er der mon i vejen med det vækkeur?

fredag den 18. februar 2011

Luksus, løftekran og julesange

Der sad jeg så. I min elevationsseng. Mens kæresten raslede med gryder nede i køkkenet og var i fuld gang med aftensmaden. Og den toårige stod for min underholdning. Først skulle vi "ringe" til mormor, morfar, moster, onkel, fætter, farmor og farfar. Hun ringede op og sagde "Hej. Haft du det godt?" Og så var det min tur til at snakke med dem. Bagefter skulle jeg underholdes med Et barn er født i Betlehem og Nu' det jul igen. Så var det tid til at læse Peter Pedal og Cirkeline for mig. Og så var aftensmaden klar.

Det er da luksus!

Og sådan en luksus var lige, hvad jeg havde brug for efter en dag, der startede sådan lidt langsomt. Med en ryg, der nægtede at lade mig slippe ud af sengen, før der var gået 1½ time fra første forsøg. Tak for stærk kæreste, der kan fungere som løftekran og madlaver. Og tak for toårig, der kan stå for underholdningen.

tirsdag den 15. februar 2011

Jeg vil også være med

Så her kommer lige endnu et indlæg om den der dag i går, som rigtig mange har kommenteret. Hvis man bli'r glad af den, så fred være med det. Hvis man ikke gider den, så er det også helt fint. Her i huset hører vi begge til sidste kategori, og den bliver bare ignoreret - så vidt det nu er muligt, når den bliver klasket i synet på os alle steder. Men det der undrer mig MEGET er, at rigtig-rigtig mange kvinder skriver om, hvorvidt deres mand/kæreste går op i dagen eller ej. Altså om de får blomster og chokolade og plyshjerter og bamser og så videre. Øøøhm? Altså selvom jeg ikke bruger den dag til noget, så troede jeg faktisk, at gave-kærlighedserklæringerne skulle gå begge veje. Hvor mange af de kvindelige Valentine-fans har mon givet deres mand et eller andet i går i stedet for bare at sidde og vente på at få noget selv?

søndag den 13. februar 2011

Se eller tri

Jeg har lige hørt Helle Thorning forsøge at komme med en forklaring på, hvorfor de unge skal piskes igennem uddannelsessystemet og blive hurtigere færdige. Hun mener også, at det vil være en fordel at dele året op i tre semestre i stedet for to? Tre semestre? Nåh, ja, så kan man selvfølgelig også nå noget mere. Men skal de studerende så leve i en anden tid end os andre. Eller skal vi allesammen have et længere år? Og hvordan finder man lige ud af det i forhold til årstider ... og jul og nytår? Og sommerferie?

Det lyder lidt besværligt. Men måske mener hun bare, at året skal deles op i trimestre. Det lyder i hvert fald lidt nemmere.

torsdag den 10. februar 2011

Der læres nyt hele tiden

"Faar. Faar, hallooo."

"Faar. Faar, kig på mig."

Ja, den toårige har fornøjelsen af dobbeltsidet mellemørebetændelse, og det bli'r man lidt døv af. Men altså ikke mere døv, end at man godt kan lære nyt. Så når mor siger "halloo" og "kig på mig" for at være sikker på at nå igennem til de små halvdøve ører, så kan man da bare bruge samme tricks, når man skal have fars opmærksomhed.

onsdag den 9. februar 2011

1001 nats eventyr

Jeg kom lige til at tænke på hvor mange nætter, der er på tre år. Og hvis jeg er lidt rundhåndet og positiv, så kan vi da godt sige at omkringe 50 af dem har været okay. Men så er der altså stadig mere end 1000 tilbage. 1000 nætter med dårlig søvn. Det er godtnok mange. Og det ser ud som om, der er gode chancer for at den rekord kan blive fordoblet i løbet af de næste tre år.

Kan vi så ikke bare sige, at det nye skønhedsideal er sorte poser under øjnene og et BMI, der ligger faretruende på grænsen mellem overvægtig og svært overvægtig?

fredag den 4. februar 2011

Kan vi sige, det er nok nu?

Jeg tror, 2011 har bestemt sig for, at hele årets ration af virus og baktusser skal skydes af her i de første måneder. Der er jo syge børn overalt. Den toårige (som ellers ikke tidligere har ladet sig kue af diverse vuggestuebakterier) har nu taget hul på sin 3. feberperiode på 4 uger. I den forbindelse kan man da sige, det er heldigt, jeg ikke har arbejde for tiden, for så har vi i det mindste ikke det at stresse over.

Det er så synd for hende, at hun skal have det så dårligt. I denne omgang skydes der fra lægevidenskaben på, at der er tale om mellemørebetændelse x 2 og måske en falsk strubehoste. Så moren har rigtig ondt af det lille pus.

Men moren er også lidt sur på sig selv og meget sur på lægedamen. Den toårige har normalt ikke noget problem med at blive undersøgt, men når man har over 39 i feber og har det rigtig skidt, kan det godt være svært at skulle stå model til. Sidst blev det håndteret rigtig fint af den lægestudernede. Men denne gang ramte akuttiden en af de "rigtige" læger. Som tog den meget hårde stemme på og sagde til grædende og utrygt barn: "jeg kan altså ikke lytte på dig, når du græder, så det er du nødt til at lade være med". Og senere insisterede på, at jeg holdt barnets hænder og pande, da der skulle kigges i hals. Jeg er SÅ træt af, at jeg ikke protesterede. På den anden side havde det nok ikke hjulpet på situationen og trygheden at piske en stemning op. Men jeg ved i hvert fald, hvem jeg ikke bestiller en tid hos næste gang!