fredag den 21. september 2012

Det' mig der står herud' og banker på

Sidder og kigger efter gamle kollegaer og bekendte på LinkedIn. Der var hende, jeg arbejdede sammen med for 19 år siden, og HOV, hun arbejder jo der, hvor jeg gerne vil. Hvad laver hun der? Hmm, den titel virker bekendt. Hov igen, hun er jo næsten lige startet ... for pokker, hun har jo fået MIT job! Hvad er oddsene lige for det?

Jeg kan se, at hun er kommet direkte fra et andet job over i det her, og det får mig til at tænke på, hvor mange af de ledige stillinger, der mon bliver besat på den måde. Altså af folk, der allerede har et arbejde. Så får de et nyt og siger op, og så bliver deres arbejde ledigt, og det bliver så besat af en anden, der allerede har et arbejde, som siges op, og som så skal besættes af....

Den anden dag fik jeg et afslag, hvor der stod, at de havde modtaget 681 ansøgninger. Så nej, Simon Emil, det er altså ikke så let at få foden inden for, som du tror.


mandag den 10. september 2012

Heldigt for hende at det bare var ørerne den var gal med

Lørdag eftermiddag. Jeg spørger Kæresten: "Skal vi hoppe med på Matador igen i aften?"
StoreLille spørger (med undren i stemmen): "Mor, skal vi spise lort i aften?"

Ja, hun har lidt væske i ørerne.

lørdag den 8. september 2012

Morgensure mokke

Nu vil jeg virkelig ikke have, at du ligger her i sengen længere. Klokken er jo langt over fem. Stå så op. Hvad siger du? Kan du ikke? Nå, men du kan i hvert fald heller ikke ligge, så hvad vælger du? Nå, så kom du endelig op. Så må du hellere gå lidt rundt. Nej, sæt dig ned. Så, nu har du spist morgenmad i 3 minutter. Op med dig. Bli'r du træt? Nåm'n så må du hellere sætte dig ned. Hahahahaha, troede du virkelig selv, du kunne sidde i sofaen? Op med dig. Og gå. Og gå. Nej sæt dig ned. Ja, den kontorstol er dejlig, ikke? Men prøv så at rejse dig op igen. Hvad? Råber du av? Og hvad vil du så gøre nu?

Jeg ville gerne sparke dig langt væk herfra, Iskias din morgensure mokke!

fredag den 7. september 2012

Der er kommet en nerve i vejen

Normalt ville jeg juble over, at mine unger kun havde forstyrret mig et par gange i løbet af natten. Men ikke i dag. Jeg ville faktisk have foretrukket at skulle give sut / lægge dyne på / finde bamse ca. en gang i timen i nat. For så havde jeg fået bevæget min iskias-nerve med jævne mellemrum og havde så nok haft lidt nemmere ved at komme ud af sengen i morges.

Og når jeg nu lige har taget mig sammen til at komme i gang med noget motion, så er det da irriterende, at jeg ikke kan fortsætte den gode stil og slide lidt på crosstraineren i aften. Så jeg trøstespiser bare i stedet. Hvad siger du? Hjælper det ikke på det planlagte vægttab? Hmm. Nåm'n i det mindste er søvn jo også en vigtig skrumpefaktor, så kan vi ikke bare sige, at jeg har været på kur i nat og holder fri i dag?

torsdag den 6. september 2012

Uønskede dørmænd

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at nogle uønskede personager havde sneget sig ind bag bloggen, og jeg aner ikke, hvor de pludselig kom fra. De troede, at de skulle stå der og lege sikkerhedsvagter ved kommentarfeltet og kunne åbenbart rigtig godt lide at udøve deres tiltuskede magt. Så ingen blev lukket ind. Men takket være et tip har jeg nu fjernet dem, og kommentarfeltet er åbent.

torsdag den 30. august 2012

Jeg ER altså glad for jer

Kære faste læsere.

Det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på jer. Det gør jeg. Meget. På alle 14. (Hvorfor siger systemet forøvrigt, at Í er 16, når jeg kun kan se 14?) Men nu er jeg altså blevet træt af at se på det der felt med, at siden ikke kan indlæses. Jeg har ikke lige regnet ud, hvad det er man skal nu, så indtil jeg har formået at sætte mig ind i det der Google-noget, så kan man altså ikke se jer. Shame on you, Google!

Kærlig hilsen
GiSP

Tilbageblik

I morges for otte år siden stod jeg op, spiste to stykker toast med pålægschokolade morgenmad, tog et brusebad i delebadeværelset på den anden side af trappeopgangen, tog tøj på, smækkede døren og gik over for at fange bus nr. 25. Mens jeg ventede på bussen, røg jeg sikkert en cigaret. Jeg var glad i maven, forventningsfuld og klar til at tage hul på uge to af mit nye kursus. Ikke så meget på grund af kursusindholdet, men mere på grund af holdet, som bestod af en flok meget forskellige mennesker, og som allerede i løbet af den første uge havde fået en hel fantastisk dynamik.

I bussen sad jeg nok og tænkte på, at jeg hellere ville have cyklet, men det var jo ikke muligt. Et par uger forinden havde jeg nemlig haft den lidt tvivlsomme fornøjelse at støde sammen med en bildør, da jeg på cykel var på vej til stranden. Så i stedet for at ligge og læse en god bog i solen, måtte jeg en tur på skadestuen og derefter ringe efter mine forældre, så de kunne tage mig med hjem til observation for hjernerystelse og tage sig af mig, når nu mine knæ hverken ville bøje eller strække efter mødet med bildøren.

Det var ret ærgerligt at strandturen ikke blev til noget, for den var et billede på en bevidst indsats for at ændre mit liv. Faktisk var det ret stort, at jeg var på vej til stranden. Alene. At jeg tog afsted, fordi jeg havde lyst. Og ikke lod mig begrænse af, at veninderne var på arbejde og derfor ikke kunne tage med. Tidligere på sommeren sad jeg en dag på min søsters terrasse og kiggede op i den blå himmel. Røg en cigaret eller tre, tænkte på alt og ingenting, og fik pludselig en eller anden form for åbenbaring. Nu gad jeg simpelt hen ikke længere vente på, at prinsen på den hvide hest skulle komme og banke på min dør og redde mig ud af det liv, jeg var kørt lidt sur i. Jeg gad ikke engang lede efter ham længere. For det var da meget fint at være alene. Jeg kunne jo gøre, som jeg havde lyst til. Problemet var bare, at jeg sjældent gjorde, hvad jeg havde lyst til. For jeg var jo alene. Men nu skulle det altså være slut. Der var mig i mit liv, og kun mig til at sørge for indhold. Og det var faktisk okay. Kunne jeg mærke lige der.

Nå, men tilbage til morgenen og bus nr. 25. Eller rettere sagt, ud af bus nr. 25. Ind på kursusstedet. Godmorgen, godmorgen til alle de ansigter, som for bare en uge siden var helt nye, og som jeg i løbet af weekenden havde glædet mig til at se igen. Og så var der pludselig et nyt ansigt. En ny "dreng" i klassen, som var kommet på holdet en uge efter opstart. Mit gamle jeg ville have sneget sig hen til min plads, men mit nye jeg smilede og sagde godmorgen til den nye.

Det gjorde jeg så også i morges. Eller altså, smilede gjorde jeg måske ikke, for jeg var som sædvanlig skeløjet af søvnmangel. Men jeg sagde godmorgen til den nye. Som jo altså ikke er så ny længere. Og som hænger på et huslån sammen med mig og er far til mine to små piger.

fredag den 22. juni 2012

Kære SuperBest

(Og sikkert også alle de andre.)

Jeg køber altså ikke flere af jeres peberfrugter, bare fordi de ligger i et kunstigt lys og ser ud som om, de er lavet af meget farvestrålende og skinnende plastik. Faktisk får jeg helt lyst til at lade være med at købe dem, når I nu så åbenlyst forsøger at lokke mig. Men jeg skal bruge dem, så jeg køber et par stykker.

Og kan vi ikke godt blive enige om lidt konsekvens i forhold til, om man angiver kilopris eller stykpris. Når jeg ser begge dele inden for samme varegruppe, f.eks. rugbrød, så bliver jeg nemlig overbevist om, at I forsøger at vildlede mig. Og så får jeg lyst til at lade være med at købe noget. Men jeg skal jo bruge det, så jeg forsøger stædigt at regne ud, hvor jeg bliver mindst snydt.

Det kan også godt være det kommer bag på jer, men så vil jeg gerne fortælle jer en hemmelighed: Mødre taler sammen og give hinanden tips. Der er derfor ingen grund til, at I gemmer den billige babymælk i køleren i stedet for at stille den sammen med de dyre mærker henne ved resten af babymaden. Den skal ikke opbevares på køl før åbning. Og vi finder den jo alligevel.

Jeg skal jo købe mad. Og jeg er jo kommet ind i jeres supermarked. I skal nok få en del af mine penge. Vil I så ikke godt sørge for, at jeg ikke behøver at købe mad med en bismag af, at jeg er blevet snydt?

torsdag den 21. juni 2012

Fra børn og fulde folk

Når et dårligt selvværd og dermed følgende tanker og forestillinger bliver bekræftet i stedet for afkræftet der, hvor det burde være muligt at finde den største støtte...

Når forsøg på at hjælpe StoreLille med hendes store behov for nærhed belønnes med grænsesøgende og -overskridende hysterisk adfærd, som fører til en sur mor, en dårlig start på dagen og en dårlig samvittighed, der endnu en gang bider sig fast...

Når LilleLille er blevet rigtig svær at få til at spise og ikke længere sover de lange lure om dagen, som er livsnødvendige for hendes mor...

er det da bare prikken over i'et, når en lille pige i børnehaven kigger på min mave og helt uberettiget spørger: "Skal I have en mere baby?"

mandag den 18. juni 2012

Hvem sagde regnorm?

Jeg skal have rettet min forskudsopgørelse. Det har jeg skullet længe. Men nu er det halve af året allerede gået, og så bliver det af en eller anden grund bare nemmere og nemmere at udskyde (og glemme) det.

I søndags lavede jeg derfor en note på min telefon, som skulle minde mig om det mandag aften klokken otte. Ja jeg havde jo ikke tid søndag, nemlig, for sådan noget tager garanteret mindst 10 minutter. Jeg informerede også Kæresten om mine planer (hans skal også rettes), og sagde - næsten med løftet pegefinger - at så skulle vi altså også gøre det mandag. Der var ingen undskyldning for at lade være.

Derefter pakkede jeg begge unger og kørte på visit hos mine forældre. Med overnatning. Og i dag kom jeg så hjem igen. Godt brugt af at have forsøgt at dække alles behov bedst muligt. LilleLille, der naturligt bare skal bruge sin mor, når hun skal bruge hende. StoreLille, der er inde i en periode med stort behov for nærkontakt med sin mor. Og min mor, som vel egentlig også havde krav på, at jeg snakkede lidt med hende, når jeg nu var på besøg. (Og min far, men han var ikke så meget hjemme.)

Men altså, godt brugt var (og er) jeg. Og klokken otte, gav telefonen lyd. "Hvem er mon det, der skriver til mig nu", tænkte jeg, og gik ind efter telefonen.

Selvangivelse

stod der i displayet.

Jeg mindede Kæresten om vores aftale, sagde "det gider jeg fandme ikke nu" og satte en ny reminder til i morgen. Det hjælper garanteret!

Det har plaskregnet i dag. Måske er det derfor, regnormen dukker op (igen).

(Og så taler vi ikke om, at det kunne have været ordnet på den tid, det tog at skrive dette indlæg.)

søndag den 10. juni 2012

Kortvarig udgangstilladelse

Jeg har været på udgang. For første gang i 5 måneder har jeg været afsted helt uden børn. Meget mærkelig oplevelse at sidde i bilen kun med følgeskab af den, nu gennem fire år, allestedsnærværende træthed og uden lyden af et konstant "Moooaar?" fra bagsædet. Nåm'n jeg kørte ind og hentede veninden og så blev kursen sat mod midtbyen, hvor der var bestilt bord på en restaurant. Hvilket, vi så fandt ud af, ikke er nødvendigt, når der er fodbold i fjernsynet. Men så var der da mere plads til os ved buffeten og ro til at få snakket. Og det er ret rart at finde ud af, at sådan en bølgelængde sagtens kan indstilles, selvom der er gået et stykke tid, og der de sidste mange gange har været små satelitter der har kredset omkring os og kommet med forstyrrende afbrydelser. (Jeg har i skrivende stund sådan en satellit i fast kredsløb omkring min stol, hvilket ikke gør noget godt for koncentrationen.)

Nå, men vi fik fulgt op på nutidig status på forskellige emner, vi fik set lidt tilbage, fik fælles flashbacks til gamle grin, og havde det i det hele taget rigtig hyggeligt. Kaffen blev indtaget på en café, hvor jeg ikke har været ret meget de seneste år. Og jeg ved ikke, hvad de har gjort ved deres spejl i mellemtiden, men da jeg kom op på toilettet og mine øjne strejfede spejlet, fik jeg et voldsomt chok: "AAAARRRRRGGH, hvem er dog det fede læs?" Og sådan kan man så blive hevet tilbage til den grumme virkelighed. Men der var det også alligevel ved at være tid til at bryde op i erkendelsen af, at der ikke er meget sjov i at være sent ude, når man ved, at man skal tidligt op.

Og der skal jeg da love for, at jeg fik ret, for her er natten i glimt:

23:30 - Lyset slukkes.
01:30 - LilleLille ligger uroligt, men ikke nok til at skulle have mad, så jeg slumrer lidt.
02:30 - LilleLille bliver fodret og lægges tilbage i tremmesengen.
..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest .....
04:00 - Festen ebber ud, og jeg kan lægge mig og prøve at sove lidt.
05:00 - LilleLille vågner. Får lidt at spise og - oh fryd - falder i søvn.
05:10 - LilleLille løftes forsigtigt, meget forsigtigt (!) i seng igen.
05:15 - Lytter panikslagent til bevægelse fra tremmesengen, men der bliver ro igen.
06:15 - LilleLille vågner, får tilbudt mad, men er ikke interesseret.
..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest .....
06:50 - Kæresten vågner og tager LilleLille med nedenunder.
07:05 - Jeg øver mig igen i at falde i søvn og får vist held med det.
07:20 - StoreLille råber "Moooaar". Kæresten løber op ad trappen.
07:21 - StoreLille siger "Mooaar". Kæresten går ned til LilleLille.
07:22 - StoreLille græder "Mooaar".
07:23 - Jeg står op, henter hende ind i sengen. Jeg hviler lidt, mens hun hopper.

Gi'r op og står op.

Godmorgen og velkommen hjem til Døgndriften.

torsdag den 17. maj 2012

Små bobler

Jeg stod i carporten og ventede på, at LilleLille skulle falde til ro i barnevognen. Den iskolde vind (hvad sker der lige for det midt i maj?) insisterede på at flytte alt mit hår fra nakken og om i øjnene. Men gennem det flagrende hår stod jeg og kiggede ned i haven. På gyngerne. Sandkassen. Baghuset. Og ud på markerne bagved. De grønne bakker med en stor stribe gult midt i.

Og så mærkede jeg den der lille boble. Den der lige i et glimt siger "hold da op, hvor er her skønt".

Faktisk mærker jeg jævnligt den slags små, flygtige bobler. Midt i al trætheden og fremtidsusikkerheden og børn-der-går-mig-på-nerverne-heden.

Hurra for at være landet på den helt rigtige bolighylde.

mandag den 7. maj 2012

Hund

Dette er en hund. Og den er vist tilknyttet et modelbureau.



Og kære journalist, kan vi så ikke bare blive enige om, at der ikke behøver være billeder på alle artikler? Især ikke, hvis du ikke kan finde på en bedre billedtekst end "Hund (modelfoto)".

mandag den 23. april 2012

Naturlovsdag

Jeg havde planer om en masse, der skulle gøres i dag. Så derfor kom Naturlov 1 selvfølgelig sørgede for, at natten ikke bød på meget søvn. Men det kunne måske afhjælpes med en formiddagslur?

Nix. Naturlov 2 giver StoreLille ondt i øret, så hun må blive hjemme fra børnehaven.

StoreLille parkeret foran fjernsynet. Mor slapper lidt af med computer og kaffe. Skal lige på toilettet. Enter Naturlov 3: LilleLille brokker sig i barnevognen.

Har nu droppet alt om at forsøge at overholde dagens planer. Nu vil jeg bare vente på, at Naturlov 4 gør, at LilleLille ikke snupper sine sædvanlige lange lure. Derefter kan Naturlov 5 sørge for, at Kæresten skal arbejde over i dag.

torsdag den 29. marts 2012

Lige børn(emishandlere) leger bedst

Arj, men helt ærligt. Den kvinde må da have nogle seriøse defekter med i bagagen, hvis det er rigtigt, at hun nu har forelsket sig i endnu et monster!

http://jp.dk/indland/krimi/article2736974.ece

onsdag den 28. marts 2012

Vent lige lidt

Mit ønskejob er lige blevet slået op. Opgaverne er lige mig. Timetallet passer mig perfekt. Jeg har længe haft firmaet i kikkerten som en mulig arbejdsplads.

Jeg gider det bare rigtig godt!

Men stillingen skal besættes senest 1. maj. Og jeg er på barsel til 28. november.

Mon ikke de kan klare sig lidt uden en medarbejder i den funktion ... altså bare i 7 måneder?

mandag den 27. februar 2012

Hvor er det nemt at være klog, når man er rig

Da jeg tændte for ammefjernsynet her til morgen, havnede jeg midt i Go'morgen Danmarks karrierepanel. Det handlede om efteruddannelse, som de tre panelfolk synes er en fremragende idé. Men hvis man er på dagpenge, kan der jo være begrænsninger på, hvad man kan få lov til at bruge tiden på.

Lisbeth Østergaard stiller så det "geniale" spørgsmål, om det kan være en fordel at melde sig ud af dagpengesystemet. Hvortil Christian Stadil svarer, at det kan det godt, for nogle gange virker dagpenge som sådan en fastlåsende fælde, og så sidder man fast i det. Og Sune Bang supplerer med at uddannelse er svaret for 2/3 af verdens befolkning, hvor man så sparer på maden eller sparer på nogle andre ting i en periode for at lave et step op. Og han fortsætter med at mene, at vi måske er en lille smule forkælede her i Danmark, hvor vi tænker, at vi skal ikke gå ned på nogen som helst måde, og at man i en periode må sige, at fint, nu har man ikke så mange penge. Sofia Manning er selvfølgelig enig og mener, at det vil give en enormt stor livsglæde at tilsidesætte noget for at investere i sig selv.

Undskyld mig. Men hvilken verden lever de i? Hvis jeg skal ud og finde livsglæde ved at investere i mig selv, hvem kommer så og betaler mine faste udgifter? Når det i forvejen kører på pumperne med en løn og en gang dagpenge her i huset, har jeg altså meget svært ved at se, hvordan vi skulle få mad på bordet. Og jeg tvivler på, at kreditforeningen, forsikringsselskabet, elselskabet og alle de andre vil tage til takke med et brev om, at de kan få del i min livsglæde.

Hvor åndssvagt!

(http://go.tv2.dk/morgentv/id-48490486.html)

fredag den 24. februar 2012

Der er jo nogen, der skal være professorer

Sådan sagde børnehavepædagogen til mig i går, da jeg spurgte, hvordan det gik med vores fælles projekt vedr. StoreLille. Pigen er nemlig intelligent. Åbenbart en del over gennemsnittet. Og det er jo godt. Men åbenbart også et problem, når man er 3½. I hvert fald fik vi for en måneds tid siden at vide, at de var i gang med at lære hende, at hun altså ikke skal bestemme alt, bare fordi hun er hurtig til at gennemskue ting. Når man nu kan tænke abstrakt og bruge sin fantasiverden, kan det nemlig være et problem at lege med jævnaldrende, som ikke lige er der endnu og derfor ikke vil være med til de regler, man sætter for legen. Det kan også være svært at have tålmodighed til at lege med dem, der ikke har helt så meget styr på ordene, som man selv har.

De andre børn ville gerne lege med hende, men når de spurgte, sagde hun tit nej, og ville hellere sidde selv med noget puslespil eller en tegning. Hun ville også meget gerne hjælpe, hvis en anden havde problemer med puslespillet. Børnehaven foreslog, at vi både der og hjemme skulle arbejde med, at tage lidt af bestemmelysten fra hende. Og samtidig lære hende at vente lige et øjeblik længere, før hun blev frustreret og ked af det, hvis noget ikke lige gik hendes vej. Og det virker. Men der er åbenbart et stykke vej endnu.

Hun er en glad pige, og hun elsker at have legeaftaler. Herhjemme ser vi ikke problemet så udtalt, som de gør i børnehaven, så det kan være lidt svært at sætte sig ind i det. Når jeg kommer for at hente hende, sidder hun nogle gange og laver noget selv, men hun er også tit i gang med en leg med andre. Og fortæller glad, hvem hun har leget med i løbet af dagen. Og så længe barnet ikke selv ser noget problem i forhold til at være en del af gruppen, så er der vel heller ikke et problem, eller hvad? Det gør lidt ondt i morhjertet, at man ikke bare kan glæde sig over, at hun er en glad og dygtig pige, men at der lige skal være fokus på et problem. Men jeg kan selvfølgelig godt se, at det er vigtigt at gøre hvad vi kan for at hjælpe hende med at finde sin plads i gruppen.

I går sagde pædagogen: "Intelligente børn har det bare svært socialt". Og der ramte hun noget. Jeg har også altid haft nemt ved tingene i skolen, men har altid haft svært ved at begå mig i store grupper. Med andre ord havde jeg selvtilliden i orden, men ikke noget selvværd. Det har derfor været vigtigt for mig, at få puttet masser af selvværd ind i StoreLille, og det siger de, at hun har. Så jeg må indrømme, at jeg er ved at være lidt forvirret over, hvad hendes problem så er.

De har også luftet tanken om, at hun skal rykke i storebørnsgruppe et år for tidligt og derefter for tidligt i skole eller evt. blive i storebørnsgruppen i 2 år, hvis hun ikke lige har fået det sociale med. Her er jeg også ret ambivalent. Jeg startede selv i skole et år for tidligt, og der er både fordele og ulemper. Selvfølgelig skal vi passe på, at hun ikke kommer til at kede sig. Hun skal udfordres. På den anden side, skal hun ikke gøres anderledes ved at være 2 år, hvor man normalt kun er i et år. Og hun skal også have lov at være et barn, der leger og bare går i børnehave uden krav. Men så er jeg jo egentlig også tilhænger af, at børn skal lære, når de er motiverede for det, så måske er det bare med at komme afsted? Åh, det er svært! Heldigvis skal der ikke tages nogen beslutninger det første halve års tid, så vi må jo bare vente og se det an.

Og glæde os over, at hendes selvværd og intelligens nok vil gøre, at vi ikke kommer til at se hende sådan her:

fredag den 10. februar 2012

Man må gerne græde over spildt blod

I går stod vi lidt tidligere op end tidligt. LilleLille skulle have taget blodprøver, og jeg ville gerne nøjes med at have fornøjelsen af buskørsel den ene vej. Derfor måtte vi skynde os lidt ekstra fra morgenstunden, StoreLille blev afleveret i børnehaven tidligere end normalt, og LilleLille og jeg kunne så køre med Kæresten ind til byen. Det lykkedes næsten at komme afsted til planlagt tid, og Kæresten kom kun lidt for sent på arbejde.

På ambulatoriet sørgede tre hvidklædte damer for henholdsvis at holde, trøste og stikke i LilleLille, mens moren sad på en stol og var kylling. Vi kunne selvfølgelig også bare sige, at der ikke var plads til mig ved briksen, men sandheden er jo, at jeg ikke er voldsomt god til det der med nåle. Og så tænkte jeg, at ingen jo havde nogen glæde af også at skulle tage sig af en besvimet mor. Så jeg holdt mig i baggrunden, mens stakkels, stakkels lille pige skreg og græd. Med tårer! Åh altså, at se små tårer løbe ned over det lillebitte ansigt. Av.

Men blodprøven blev overstået. Jeg fik trøstet LilleLille, som heldigvis faldt ret hurtigt i søvn igen. Og vi kom med bussen hjem. Altså efter lige at have ventet i de der 20 minutter, som jeg fortalte om i går.

I dag skulle jeg så ringe til lægen og få svaret. Er LilleLilles gulsot på vej retur, eller hvad skal der eventuelt gøres ved det? Men der var bare ikke noget svar. For blodprøverne var gået i stykker! Vi tager den lige igen. Blodprøverne var gået i stykker!!! Lægen forstod ikke helt, hvad det var, de havde skrevet, men det korte af det lange er, at vi må afsted igen.

Jeg venter til på mandag, så det stakkels barn ikke skal stikkes to dage i træk. Men altså! Helt ærligt! Fjolser!

torsdag den 9. februar 2012

Bus-logik

LilleLille, som heldigvis var faldet i søvn igen efter at have skreget og sprøjtet tårer ud over blodprøveambulatoriet, blev pakket ned i barnevognen. Et hurtigt kig på uret sagde 8 minutter til busafgang. Det skulle kunne lade sig gøre. Afsted i friskt tempo - altså så friskt, som jeg nu kan præstere 4 uger efter snittet - og hen mod stoppestedet. 30 meter før målet kunne jeg så se bussen. Den kom lige på slaget. Og da der ikke stod nogen og ventede, kørte den videre. ØV! Men måtte jo så bare vente på den næste bus, som ville komme om 15 minutter ... 16 ... 17 ... 18 ... 19 ... 20.

Hvorfor er det, at busser altid er forsinkede? Altså lige undtagen når man har brug for det!

søndag den 5. februar 2012

Manden, der ville vide, hvem der havde lavet lort

Efter morgenmaden sad jeg i spisestuen med LilleLille og kunne konstatere, at der var en velkendt lugt fra hendes ble. StoreLille gik derfor ud i køkkenet og sagde:

"Faar, hun har lavet lort."

"Hvem har lavet lort?", spurgte han så.

.....

Vi er fire personer i huset. Tre af os kan omtales som hun. Den ene hun er den, der overbringer beskeden. Så er der to tilbage. LilleLille. Og mig. Kan godt forstå, at han havde brug for at få præciseret, hvem der havde lavet lort!

søndag den 29. januar 2012

Søndagshygge

Sneen drysser ned udenfor. Indenfor er der ingen, der er kommet i tøjet endnu. Kæresten sidder ved sin computer og har også gang i et eller andet i køkkenet. StoreLille leger med modellervoks ved spisebordet. Jeg sidder i sofahjørnet og skifter lidt mellem computer og et babytæppe, der er færdighæklet lige om lidt. Og LilleLille sover sødt i kravlegården.

Ja, hun er kommet. Den 11/1. Egentlig var der planlagt kejsersnit til d. 13/1 - en dato, jeg ikke var helt sikker på, at jeg var begejstret for. Altså, er det mon smart at skulle skæres i fredag d. 13.? Men det blev jo så heller ikke aktuelt, for natten mellem d. 10. og 11. gik vandet, og så måtte vi jo afsted til et akut, planlagt kejsersnit. Dog ikke mere akut end at jeg fik lov til at have veer indtil klokken ni, hvor alle de mange mennesker på operationsstuen var klar til at tage imod mig. Og som jordemoderen, der tog imod os om natten, sagde, så var det jo bedre at have en vågen operatør end at skulle vække en midt om natten. Og det har hun jo nok ret i.

Jeg var ikke voldsomt begejstret for at skulle skæres i. Havde haft over tre år til at vænne mig til tanken, fordi det blev anbefalet efter StoreLilles fødsel, at vi overvejede kejsersnit, hvis vi skulle have et barn mere. Men nåede så også lige at forsøge at vænne mig til tanken om fødsel, for jordemoderen mente, det ville være en god idé, hvis vi forsøgte os med en almindelig fødsel. Både fordi det jo er det bedste for barnet, det er godt, hvis man kan undgå et kirurgisk indgreb, og fordi det ville være godt for mig at få en god fødselsoplevelse, hvis det var muligt. Så jeg brugte nogle måneder på at tænke, "uuuh, jeg tør da ikke at føde, for tænk nu, hvis det ikke går", "men måske går det, og så vil det da være skønt at slippe for en operation", "okay, jeg gør det, for de holder jo godt øje undervejs", "ih, jeg er bange for at føde, for det gør jo vildt ondt, og hvad nu, hvis det ikke går". Sådan gik det frem og tilbage, indtil vi efter to vægtscanninger blev anbefalet at vælge kejsersnit. Og hvad var min første tanke så? Jo, selvfølgelig at øv, så kom jeg jo aldrig til at prøve at føde igen. Altså, hvor kan jeg være svær at gøre tilpas.

Men kejsersnit blev det altså. Og så har jeg jo prøvet begge dele. Og hold da op, hvor jeg bare ikke forstår, at man kan finde på at vælge kejserersnit af "bekvemmelighedsårsager". Altså, hvis det anbefales af lægelige grunde, er det selvfølgelig det, man skal gøre. Men hvis det "bare" er fordi, man er bange for smerten ved en fødsel, så glem det. Jeg vil mange gange hellere tage smerten, mens det står på, end jeg vil
  • stikkes i ryggen, 
  • miste fornemmelsen af det meste af kroppen,
  • falde ned i et kæmpemæssigt kvalmehul, hvor jeg tænkte, at nu dør jeg da vist, indtil jeg fik noget medicin, der hev mig op igen,
  • vide, at lige der på den anden side af det grønne klæde, er de i gang med at skære min mave op,
  • have så mange smerter bagefter, at de kun kan dulmes med depotpiller og morfin (for pokker, hvor gjorde det ondt!),
  • have ondt så længe efter,
  • være så hæmmet i forhold til at bevæge mig og gøre praktiske ting.
Så jeg ville altså til enhver tid vælge en fødsel, hvis jeg kunne. Men nu skal jeg jo ikke have flere børn, så det bliver slet ikke aktuelt.

Og nu er søndagshyggen skiftet til almindelig børnefamilie-"hygge". StoreLille har haft en typisk 3-års-nedsmeltning (hun har forøvrigt taget rigtig godt imod sin nye rolle som storesøster), og nu er hun på vej ud for at skrabe sne med sin far, og LilleLille begynder at røre på sig, så det er nok snart ammetid igen. Heldigvis er det ikke længere forbundet med at tårerne springer frem i øjnene på mig, som det var den første uges tid.

Go' søndag.

tirsdag den 3. januar 2012

Motorsavsmassakre?

Jeg vågnede i nat kl. 03.42. Først troede jeg, at det var StoreLille, der sagde meget mærkelige lyde. Så gik det op for mig, at der var tale om en sav af en slags. Jeg stod op og gik rundt og lyttede lidt for at bestemme, hvor lyden kom fra. Skulle lige til at åbne vinduet for at høre det lidt bedre. Men så klagede StoreLille over ondt i maven, og jeg måtte lige massere hende lidt. Og bagefter var der stille igen. Hvem pokker har brug for at save midt om natten? Og hvorfor?