torsdag den 17. december 2015

Græder

Jeg græder. Græder for nogle mennesker, jeg ikke kender, men som jeg tit møder på min vej. Vores børn kender hinanden. Nu har de mistet. En lille gut, der ikke nåede at fejre sin første fødselsdag. Jeg kender dem ikke, men jeg græder. Græder ...

lørdag den 9. maj 2015

Det var en lørdag aften

... og Kæresten er ude at spise lækker mad og drikke øl.

Lillerne (som i parentes bemærket har været utålelige på skift hele dagen) ligger nu i deres senge, og den mindste sover endda allerede sødt.

Så nu skal mor drikke rødvin og spise slik og ... arbejde.

Glædelig lørdag aften.

torsdag den 2. april 2015

Forventningens glæde

Forventningens glæde er størst, sagde Kierkegaard. Men jeg er ikke enig!

Lige nu burde jeg have været meget tæt på at ankomme til Flensborg. Ja, meget eksotisk, jeg ved det. Men økonomien er ikke til den store påskeferie, og da jeg virkelig, virkelig, virkelig trænger til at komme væk og se noget andet, var det jo et oplagt valg. Bare en endagstur, men muligheden for at få noget lidt anderledes luft i lungerne har jeg glædet mig til i ugevis.

Men jeg sidder ikke i en bil. Jeg sidder hjemme i det sædvanlige rod på den sædvanlige kontorstol og veksler mellem at arbejde og tage mig af børn. Og den ene af dem ligger i stuen og kaster op. Jamen er det ikke skønt?

For længe siden annoncerede jeg, at jeg ville holde fri i påsken. Som i holde helt fri. Ikke noget arbejde overhovedet! Men jeg har ikke lige været så aktiv på det seneste, som jeg burde. Og de sidste tre dage har de to mindste i huset holdt påskeferie, og når man er alene med de to hele dagen, så er der altså ikke tid til andet end at servicere og underholde. Og så kom der også lige en opgave, hvilket jo er dejligt, men jeg skulle jo holde påskeferie ... Jeg kan måske nok godt nå det, jeg skal, efter påske, men når jeg nu alligevel befinder mig inden for 3 sekunders radius af hjemmekontoret, kan jeg vel lige så godt arbejde. Det var derfor, det ville være så fint med en tur væk. Det var derfor, jeg havde glædet mig sådan til at komme til Flensborg. Pis!

fredag den 9. januar 2015

Min dag

Problemfri aflevering af StoreLille i skolen. Derefter ud i regnen igen og afsted med klapvognen til LilleLilles nye børnehave, som ikke er den, vi ønskede, og som er den af byens børnehaver, der ligger længst væk fra, hvor vi bor.

Ind i børnehaven, af med det pladdervåde tøj, pakke LilleLille ud af hendes dejligt tørre flyverdragt (hurra for klapvogne og regnslag), ud i køkkenet med madpakken, og så sagde hun "farvel mor" med sin søde lille stemme. Jeg skulle dog først lige finde en voksen at aflevere hende og et par beskeder til. Alt godt, klar til aflevering ... og så kom der lige en hånd ind ad døren med en telefon til søde pædagogmedhjælper, som er et kendt ansigt fra vuggestuen, og den skulle hun selvfølgelig lige tage sig af. Så var der et par børn, der kom op at slås om legetøjet, og det skulle hun selvfølgelig lige tage sig af. Og så var det gode afleveringsøjeblik ligesom smuttet væk igen. Så mor ned på gulvet (stadig gennemblødt fra yderst til inderst) og i gang med at lege i 10 minutter, til der igen viste sig et godt tidspunkt for farvel.

Ud i gangen, i den våde jakke og de våde støvler, ud i blæsten og gå de 1,5 km hjem, hvor radiatorerne blev beklædt med vådt tøj.

Kaffetid (aaaah), og så i gang med at arbejde ... eller ... pis ... ingen energi ... ingen sammenhængende tanker ... men en deadline i horisonten, der kommer løbende nærmere med større og større skridt. Kom nu ... tag dig nu sammen. 

Og så ringede telefonen. LilleLille skulle for første gang sove i børnehaven, og så ville jeg hente hende, når hun vågnede. Men hun havde ikke sovet, og var nu klar til at komme hjem. 

Tøjet på radiatoren var ikke tørt, så op og finde noget andet. Og ud i regnen igen - nu tilsat en god portion blæst.

Dejligt gensyn med glad lille pige. Finde halvvåd flyverdragt og støvler og så afsted i noget, der nu lignede stormvejr. Nu knap så meget hurra for klapvogn med regnslag. Men det gik, og juhuu, nu var vi næsten hjemme. PIS! LilleLilles rygsæk! Den stod stadig i børnehaven. Så om igen. Den anden vej gennem blæsten og tilbage til børnehaven. 

Nu var klokken blevet så mange, at vi lige så godt kunne få købt ind, og så hente StoreLille plus veninde, når de fik fri fra skole.

Indkøb næsten uden kø og derefter et kvarters ventetid i postudleveringen, hvor damen ikke kunne finde LilleLilles fødselsdagsgave og insisterede på at kigge på alle pakker, selvom jeg blev ved med at sige, at hun godt kunne springe over de små og de bløde, fordi de umuligt kunne indeholde en ukulele. Men hun insisterede stadigvæk. Og var oven i købet sur imens. Endelig søgte hun hjælp hos mere erfaren kollega ... som heller ikke havde haft held med at finde pakken dagen før ... og da de var to sekunder fra at give give op, fandt de den. Selvfølgelig i første række, lige foran os, men med et forkert nummer skrevet på. Suk.

Men så manglede der jo kun en nem afhentning af to skolepiger. 

... troede jeg. For da jeg ankom til skolen, fik jeg at vide, at de var i hallen, som selvfølgelig er i den anden ende af skolen og op af en masse trapper. Så afsted med os, og endelig blev de lokaliseret. Er der forøvrigt nogen, der kan fortælle mig, hvorfor man skal gå i skole til klokken 14.35 på en fredag, når man går i 0. klasse? Og er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor understøttende undervisning i de sene timer på en fredag skal bestå af boldspil og generel forvirring i hallen på en dag, der i forvejen indeholder to idrætstimer, 1 sang og bevægelse og 1 legetime. Jeg forstår det ikke.

Men nu var jeg ikke langt fra målet, som var at komme hjem og drikke en kop kaffe. Der manglede kun lige den hurdle, at StoreLilles veninde brød sammen over, at jeg ikke kunne finde ud af at klappe hendes løbehjul ud. Og at jeg skulle kæmpe mig hjem gennem stormen med klapvogn med regnslag, indkøb, pakke, ekstratøj fra børnehave og skole, venindens ekstratøj, venindens løbehjul, tålmodig LilleLille, hjælpsom StoreLille og grædende veninde.

Og så var der kaffe. Og tre marcipanbrød! Jo, tre. Det må man gerne efter sådan en dag. Og især når skridtælleren står på 10.298 skridt i regn og storm.