mandag den 3. marts 2014

Hej mandag

I dag havde jeg en aftale om noget arbejde ude af huset. Og så er det jo typisk, at jeg i går blev ramt af noget mavehalløj. Da jeg stod op i morges, tænkte jeg dog, at det kunne jeg da godt klare, så op med mig og i gang med morgenrutinerne. Kunne dog ikke finde madpakkeentusiasmen frem, så den droppede jeg. Morgenen gik nogenlunde smerte- og gnidningsfrit, og så var jeg klar til afgang. Men hey, hvor er nu bilnøglen? Den lå da lige her. Gjorde den ikke? Lede, lede, lede. Nå, det er der ikke noget at gøre ved. Ind efter ekstranøglen (den uden fjernbetjening), LilleLille ind i bilen og så af sted til vuggestuen ... hvor det gik op for mig, at jeg havde husket ekstratøj, sovetøj, hjemmesko, bamse, sut, fastelavnstøj (altså bare en tylnederdel og et pandebånd med sommerfuglevinger - ikke noget fancy her) og frugt, men glemt madpakken (altså den, som faren havde lavet til barnet). Nå, så kunne faren da få en ekstra gåtur efter aflevering af StoreLille ... som havde fået lov til at sove længe pga. hoste, hoste og atter hoste, der havde forhindret hende i at sove ordentligt. Måske noget med noget mælkeallergi, der er blusset helt op igen. Eller måske noget andet, hun ikke kan tåle, men det vil vi ikke tænke på endnu, så vi dropper den smule mælk, hun kunne tåle og håber på snarlig bedring.

Nå, af sted til arbejdet. Kunne dog godt mærke, at den der kvalme var ret insisterende, så det blev til, at jeg hentede de nødvendige papirer for så at køre hjem igen og lave arbejdet herhjemme. "Jamen kunne hun da ikke bare melde sig syg?" tænker du nu, og jo, det kunne jeg da godt ... hvis det altså ikke var for den dårlige planlægning, der gjorde, at en anden er afhængig af mit arbejde for at kunne arbejde tirsdag og onsdag.

Halv tolv ringede børnehaven så og sagde, at StoreLille var for træt og hostende til at være der, så hjem igen med hende. Købte, efter lægens anbefaling, noget hostestillende på apoteket, men det har vist ikke den store effekt. Lige nu ligger hun og sover, og i morgen må vi vist hellere komme hen til lægen og snakke om noget astmamedicin, så hun ikke hoster halsen og lungerne helt i stykker.

Da det blev tid til at hente LilleLille, tog Kæresten ekstranøglen til bilen (den anden er endnu ikke dukket op), og så ville han (sammen med StoreLille) køre i vuggestuen og derefter en tur i Harald Nyborg. Jeg var lige blevet færdig med dagens arbejde og tænkte, aaaahhh sofatid ... lige indtil Kæresten kom ind igen og sagde, at nu var der knækket et hjulophæng. Jeg tror måske, det knækkede, allerede da jeg var på vej hjem i morges, for der var i hvert fald en mærkelig lyd lige pludselig. Og det passer så meget godt med, at den er knækket helt, da han skulle bakke ud af carporten. Øv! Men sørme da heldigt, at det skete herhjemme og ikke da jeg skulle hjem fra arbejdet eller mens han havde ungerne med i Harald Nyborg.

Så nu sidder jeg her. StoreLille sover oppe i min seng, Kæresten er lige stået op efter en lur (han har haft fornøjelsen af at "sove" ved siden af hosteren i nat), og LilleLille sidder ved skrivebordet over for mig og ser Teletubbies.

Nu må jeg vist hellere komme ind i Netbanken og bestille den der kassekredit.