onsdag den 14. december 2011

Visselul, du gæve kæmpe

Vi har et meget stort birketræ i haven. Men i stedet for at stå i sin fulde højde og afskærme udsynet til og fra "bagboens" altan, ligger det nu i en stor bunke på græsset. 1 time og 10 minutter tog det at vælte et træ, der har brugt omkring 60 år på at nå op i højden. Normalt er jeg modstander af at fælde træer, og da jeg kom gående hjem fra børnehaveaflevering, fik jeg da også en lille klump i halsen, da jeg kunne høre, at motorsaven var i gang. Men når man er et træ, der er angrebet af svamp og risikerer at vælte uden varsel - også selvom det ikke stormer - så er det vist tid til at sige farvel.

Og når vi nu skal betale en formue for at få det væltet uden risiko for at skade både eget hus og bagboens garage, så må vi jo bare håbe, at der er rigtig mange dejlige, varme timer i træet, når det engang er klar til at komme ind i brændeovnen.

søndag den 11. december 2011

Så er den gal igen

Det er snart ved at være lidt trivielt, at jeg skal blive irriteret hver gang jeg læser avis, og langt de fleste gange gider jeg ikke engang kommentere det. Men altså, her nåede jeg kun til første ord i overskriften.





















Gad vide, om de ikke har stavekontrol på deres journalistcomputere.

lørdag den 12. november 2011

Hjælp, jeg er min mor

Eller ikke helt, for heldigvis er jeg en gang imellem udstyret med så meget selverkendelse, at jeg kan se, når den er gal.

I dag skulle vi have besøg af to damer, vi ikke kendte. To damer, hvis bedstefar i sin tid ejede vores hus. Derefter overtog deres far, og de er altså vokset op her i huset. Vi glædede os til at høre historier og se gamle billeder. Og så glædede vi os selvfølgelig også til at vise dem, hvad vi har nået at gøre ved huset i den tid, det har været vores. Og så måtte det selvfølgelig gerne tage sig lidt præsentabelt ud. Og vi er altså normalt ikke de mest pertentlige mennesker, så der var lige en del oprydning og rengøring, der måtte klares i løbet af formiddagen. For selvom vi har vidst længe, at de ville komme i dag, er det jo ikke ensbetydende med, at vi havde nået at få muget ud i løbet af ugen.

Så mor og far var travle, og StoreLille startede med at hjælpe til, men mistede så interessen og gav sig til noget andet. Og ville hele tiden gerne have hjælp til et eller andet. Have nogen til at være med i legen. Og snakke. Og spørge. Og jeg blev mere og mere stresset, travl, irriteret, kort for hovedet. Men lige pludselig kom jeg i tanke om, hvordan det var, da jeg var barn. Jeg hadede når vi skulle have gæster, for min mor var helt umulig at komme i kontakt med, inden gæsterne kom, og hun var stresset og sur. Og det har jeg da ikke lyst til at føre videre. Så da der blev kaldt fra stuen, fordi StoreLille havde brug for hjælp til et eller andet, gik jeg ind og hjalp hende. Og så sagde jeg undskyd for, at jeg havde været så irriteret på hende hele formiddagen, for det var jo ikke hendes skyld, at jeg havde travlt. Så det kunne jeg ikke være bekendt, og det var ikke i orden.

Jeg ved ikke, hvor meget af sådan en undskyldning, der egentlig trænger ind, men hun bliver altid (ja, jeg har været nødt til at undskylde andre ting tidligere) lidt stille, og jeg har på fornemmelsen, at hun tager godt imod det. Og det føles i hvert fald rart lige at få det sagt.

tirsdag den 8. november 2011

Et suk fra min indre sprognørd

Jeg har lidt svært ved at acceptere, at det skal være så svært for mig at finde arbejde, når der jo så tydeligt er brug for korrekturlæsning mange steder. F.eks. på JP, hvor journalisten da vist tog en lur i et af afsnittene i denne artikel.

Lig fundet i mystisk drabssag

Østjyllands Politi har efter intens eftersøgning fundet liget af en yngre mand i en sø.
(......)
Lige har manglet
Liget af den yngre mand har dog manglet i efterforskningen, og i den forbindelse har politiet haft bedt offentligheden om hjælp.
I forbindelse med drabet blev en mand set forlade gerningsstedet i en blå Fiat Punto. I bilen var der udover føreren to mellemstore hunde.
Køretøjet befandt sig i timerne efter branden i Østjylland, og det var politiets opfattelse, at køretøjet var blevet brugt til at skaffe den dræbte væk fra gerningsstedet.
Muligvis kunne liget være blevet efterladt i en søg, og i den forbindelse bedte politiet offentligheden om hjælp i weekenden.
(......)

onsdag den 2. november 2011

Altid

I perioder trækker det altså tænder ud at have en tre-årig. Hele tiden veksles der mellem lutter idyl og rent hysteri-helvede. De sidste par dage har der været en del trods, og til tider har det resulteret i at jeg er blevet vred og endda har skældt ud. Og nogle gange er der bare slet ikke hul igennem, og så må jeg altså bede hende om at gå et andet sted hen og rase ud, og så kan hun komme igen, når hun er klar.

I aftes var vi også igennem turen, men alt blev godt igen, og vi hyggede alle tre i sofaen, inden det blev tid til at tage nattøj på. StoreLille stod hos far, men pludselig kiggede hun på mig og spurgte: "Kan du stadig godt lide mig?"

.......

Og så var det at putteseancen også lige måtte indeholde lidt snak om at jeg a.l.t.i.d kan lide hende, men at jeg nogle gange ikke kan lide hendes opførsel og derfor nogle gange bliver vred. Men  at jeg a.l.t.i.d kan lide hende. ALTID. A.L.T.I.D!

tirsdag den 18. oktober 2011

Mor...

- Mor, jeg snotter.
- Mor, jeg er sulten.
- Mor, jeg kan ikke spise mere.
- Mor, jeg vil gerne have the med honning.
- Mor, jeg vil ikke have det.
- Mor, jeg vil gerne se børnefjernsyn.
- Mor, jeg kan ikke li' det der fjernsyn. Du skal finde noget andet.
- Mor, du skal sidde ved mig.
- Mor, jeg vil gerne sove.
- Mor, jeg kan ikke falde i søvn.
- Mor, jeg har ondt i min mave. Du skal massere den.
- Mor, jeg vil gerne male med vandfarver.
- Mor, jeg vil hellere male med tuscher.
- Mor ...... host, host, host, host.

Remsen  kører nu på fjerde dag. Eller rettere sagt, fjerde døgn, for mange af ønskerne fremsættes også om natten. Og mor er ved at være lidt træt. Men det hører jo med til jobbet. Og så må jeg bare glæde mig over, at der ikke er andre krævende arbejdsgivere i mit liv lige nu.

tirsdag den 11. oktober 2011

Min ven, støvsugeren

Egentlig må jeg ikke støvsuge for tiden pga. noget med et bækken, der brokker sig. Så det lader jeg være med. Men støvsugeren kan også bruges på en mere "utraditionel" måde, som ikke nødvendigvis provokerer bækkenet.

Som jeg skriver ude til venstre, deler vi hus med et ukendt antal edderkopper. Men nu ved jeg i hvert fald, hvor mange, vi er sluppet for. Jeg har nemlig været på jagt med min ven, støvsugeren. Rundt i hjørnerne i loftet. Og nu ligger der 21 døde edderkopper i støvsugerens mave. Førstesalen står for tur en anden dag, men man kan jo håbe, at rygtet spreder sig, så de uvelkomne logerende når at flytte af sig selv inden da.

mandag den 19. september 2011

Der vil jeg nok ikke bo

Set i ejendomsmæglers beskrivelse af et ellers dejligt hus:

Her får du masser af plads og muligheder til hele familien pakket ind i miljø og atmosfære fra verden gik af lave.

Jeg er ikke helt sikker på, om det er en atmosfære, jeg har lyst til at bo i. Godt at jeg kun kigger for sjov.

fredag den 16. september 2011

Godt at jeg bare skal holde styr på min egen gæld

Haha. Faldt lige over den her. Og indrømmer gerne, at jeg ikke forstår det der økonomisnak til bunds. Men jeg skal jo heller ikke være statsminister.

Kommer der mon børnefjernsyn i morgen?

Hvorfor er det lige, at det der valg skal have lov at tromle ind over hele sendefladen to dage i træk? Det er i hvert fald svært at forklare en 3-årig, der bare savner sin morgenafslapning til Benjamin Bjørn. Og så kan de voksne i husstanden altså også godt undre sig over, at en kanal (DR2) skal stå helt tom imens.

Egentlig har jeg også lyst til at skrive noget om det underlige i et system, der gør det muligt at have et historisk dårligt valg og alligevel blive den, der skal bestemme. Også selvom det er gået en del tilbage for ens kampmakker.

Jeg kunne også skrive noget om, at det er godt gået, at man kan storme frem på baggrund af et sødt ansigt. Det er faktisk ret godt skrevet på Facebook, hvor jeg har set, at "det er som at samle den smukke blaffer op, hvorefter alle tosserne vælter op af grøften".

Men det vil jeg lade være med og bare nøjes med at skrive det, jeg egentlig kom herind for. Og det er, at nu hvor Nicolai Wammen (ih, hvor har jeg lyst til at udskifte det sidste n med et l, men jeg styrer mig og opfører mig pænt) skal ind og hærge på Christiansborg, så er jeg meget, meget spændt på, hvordan vi mon fremover skal stave til Danmark.

Nåm'n jeg må løbe. Skal i banken og spørge, om de vil låne os de ekstra penge det nu vil koste at være medlem af familien Danmark.

tirsdag den 13. september 2011

Ingredienser i en stress-cocktail


  • En bank, der ikke vil give en iværksætter et lån på trods af, at staten kautionerer for 3/4 og iværksætteren selv er god for resten. Dermed farvel til svogers virksomhedsplaner og min mulighed for et job.
  • Ansøgninger, der skal skrives, selvom sandsynligheden for at nogen vil ansætte mig falder i takt med, at maven bliver større.
  • Tanken om, at lidt mere end 1½ års ledighed efterfulgt af 1 års barsel nok ikke giver de bedste forudsætninger for at finde nogen, der vil ansætte mig, når vi nærmer os 2013.
  • Bevidstheden om at barselsorloven, som normalt er en velkommen afbrydelse i arbejdslivet, i dette tilfælde bliver en forlængelse af allerede alt for mange dage hjemme. Nu bare med den forskel, at et lille væsen vil kræve opmærksomhed i døgndrift.
  • Udsigten til en økonomi, der skal bestå af en løn og en portion dagpenge i lang tid endnu.
  • Håndværkere der arbejder på højtryk og bevidstheden om, at renoveringskontoen skal suppleres på en eller anden måde, inden de sender de sidste regninger.
  • Tre års bearbejdelse af tanken om, at et evt. næste barn skulle fødes ved kejsersnit (på anbefaling af fødselslægen, som måtte hjælpe StoreLilles hjerte i gang og puste luft i hende, da hun endelig kom ud), som lige pludselig (på anbefaling af ny læge og ny jordemoder) skal laves om til, at vi forsøger os med en "naturlig" fødsel, som så kan risikere at ende i et akut kejsersnit.
  • Et bækken, der mere og mere modvilligt lader sig hvile tilbage til et smerteudgangspunkt på nul.
Tilsæt 3½ års dårlig søvn, en bunke graviditetshormoner og alt for lidt sommersol.
Bland det hele med bevidstheden om, at stress er dårligt for fosteret, og cocktailen er klar til at blive indtaget.

OBS: Vær opmærksom på mulige bivirkninger som træthed, kvalme og dårligt humør.

mandag den 12. september 2011

Telefonpli

Jeg er vokset op i en tid, hvor der var uskrevne regler for, hvornår man kunne tillade sig at ringe til folk. Det var dengang hver husstand havde én telefon (to, hvis det gik vildt for sig), som stod placeret et centralt sted i huset. Man ringede ikke tidligt om morgenen, og man ringede ikke sent om aftenen. Skulle jo nødig risikere at vække nogen.

Sådan er det ikke helt mere. Eller det der med at ringe er nok nogenlunde det samme. Men så har vi jo også fået muligheden for at sende en sms. Og den forstyrrer jo ikke så meget. Eller hvad? Altså min telefon gi'r i hvert fald lyd, når der kommer en sms. Og den lyd er nok til at vække mig. Det skal måske lige siges, at min telefon har fast natteplads ved siden af min seng. Så er det nemlig så nemt at se, hvad klokken er, alle de mange gange jeg står op i løbet af en nat. Og når jeg nu skal op så mange gange i løbet af natten, og når vækkeuret ringer kl. 6.15, ja så er jeg altså som regel at finde i min seng på et tidspunkt mellem 22 og 22.30. Og så synes jeg, det er møgirriterende at få en sms.

Er det virkelig blevet mere okay at sende en sms end at ringe? Og skal jeg bare bøje mig og lade min telefon blive nede i stuen? Eller skal jeg sende en sms med retningslinier til alle dem, der potentielt kunne finde på at skrive til mig? Er god gammeldags pli simpelt hen bare uddød med de nye teknologiske muligheder?

mandag den 5. september 2011

Hvor er selve maden?

Ja, det var hvad jeg tænkte, da jeg stod foran den veganske festbuffet og kiggede på det ene fad efter det andet fyldt med tilbehør.

Og ih, hvor jeg nød den franske hotdog, vi fik på vejen hjem.

torsdag den 1. september 2011

Bekymringer

Jeg er vokset op med bekymringer. Min mormors bekymringer. Min mors bekymringer. Og åh jo, jeg har det skam også siddende i generne. Men jeg gør hvad jeg kan for at komme af med den arv.

Min mor har lige ringet. Hun var bekymret over, at hun måske var kommet til at slette en sms. (Er nemlig også blevet temmelig forvirret i løbet af de seneste år.) Min søster og familie er færdige med deres sommerferievisit, og vendte i går bilen sydpå med destination 3.000 km herfra. Og min mor vil sikkert være bekymret til det øjeblik, de triller ind i deres egen garage. Nåm'n der er altså måske kommet en sms. Og den er hun måske kommet til at slette. Og den var måske fra min søster. Og hun skulle jo ikke skrive midt på dagen. Så måske er der sket noget?!

Jeg blev vist lidt træt i stemmen. Som det vist sker lidt for tit. Men lovede at sende en sms til søsteren og spørge, om hun havde sendt en sms. Og da jeg lagde røret på, var jeg bekymret for, om min mor nu gik rundt derhjemme alene og var bekymret og trist.

Lidt senere ringede min mor igen. Stadig bekymret. Nu også bekymret for, om min sms mon forstyrrede mens de kører bil.

Aaaaarrrgghhhh.

I det mindste fik jeg i anden omgang sagt til hende, at jeg synes hun skal øve sig i at gå uden om bekymringerne. For det er ikke til at holde til. For nogen af os.

mandag den 29. august 2011

Smålighed

Vores skoler er slidte, der spares på undervisningstimer. Sygehusene er slidte, der spares på plejetimer. Dem der er i arbejde, skal arbejde mere og hurtigere, flere og flere bukker under for stress.....
Afstanden mellem rig og fattig i Danmark bliver større og større.....
Er det så logisk tænkning, at vi donerer 50 mill til Afrika??..........jeg forstår det ikke helt. Og det er jo ikke den eneste indsamling vi præsterer i løbet af året.......


Det var, hvad der mødte mig i en opdatering på Facebook i morges. Efterfulgt af et par tilkendegivelser af enighed. Afsenderen er heldigvis en fætters eks-kone, så hun er et ret perifert bekendtskab, og jeg er glad for, at jeg ikke skal omgås så små sko til daglig. Jeg ved, at hun selv kæmper med noget langtidssygemelding og depression, så pengene er sikkert små. Og jeg kan se på den generelle trafik på hendes væg, at det samme vist er tilfældet for mange af hendes kontakter.

Men helt ærligt!!! (Er ellers ikke tilhænger af at misbruge udråbstegn, men her er der altså brug for tre.)

Hvor er det trist, at man kan få sig selv til at give udtryk for den form for smålighed. At man virkelig ikke kan se ud over egen næsetip og tænke, at ens børn i det mindste ikke dør af sult selvom de skal gå i en slidt skole og måske ikke lige får det nyeste mærketøj eller den seneste smartphone.

Jeg bliver helt dårlig.

fredag den 19. august 2011

Hørt i bussen

Den ene gymnasiepige til den anden: "Åh, jeg skal være fuld i aften. Jeg magter det ikke. Og jeg skal også være fuld i morgen."

Suk!

torsdag den 18. august 2011

Børnelogik

Da vi fortalte StoreLille, at hun skal være storesøster, var det også vigtigt at give hende et tidsperspektiv at forholde sig til. Og så er det jo dejligt, at vi kan sige, at lillesøster kommer, når det har været jul.

I går ved afhentning i børnehaven var en af drengenes mor også kommet for at hente ham, og hun havde en baby med. Vi snakkede lidt om babyen, og at det nok var drengens lillesøster.
StoreLille: "Jeg har også en lillesøster".
Mor: "Njah, ikke endnu. Hun kommer jo først, når det har været jul."
StoreLille: "Drengen har en lillesøster. Måske har det allerede været jul hjemme hos ham."

torsdag den 11. august 2011

Undvigemanøvre

Den toårige er blevet tre for en måneds tid siden. Og jeg skal da lige love for, at der er kommet ekstra meget gang i snakketøjet, og så er hun begyndt at reflektere meget over sin omverden og ikke mindst at kommentere og spørge rigtig meget. Det er fint, og selvfølgelig helt naturligt, at hun nu er interesseret i, hvordan det hele hænger sammen. Og det er altså svært at lade være med at trække på smilebåndet.

For eksempel da hun sad og kiggede på mig, mens jeg var ved at tage badedragt på:
- "Hvad er det, du har der, mor?"
- "Det er hår. Det får du også, når du bliver større."
- "Er din tissekone så inde bagved?"
- "Ja."
- "Må jeg se?"
- "Nej!"

Eller da hun var bekymret for, at fars tissemand så lidt bøjet ud inde under badebukserne.
- "Den er måske gået i stykker. Må jeg mærke, om den er ved at falde af?"
- "Nej!"

Hun har i et stykke tid været meget interesseret i babyer, der er inde i maven, eller som får mælk hos deres mor. (Sikkert fordi nogle af vores venner har fået en lille dreng for kort tid siden.) Og det er selvfølgelig ikke blevet mindre efter hun har fået at vide, at hun skal være storesøster. Det giver anledning til spørgsmål som "Får lillesøster mad nede i maven, når du spiser" og "Er lillesøster helt inde under huden?" Næste spørgsmål var "Tager man så huden af for at få babyen ind i maven?", og da jeg svarede nej, kunne jeg jo godt regne ud hvor det bar henad, så da hun spurgte, hvordan den så kom derind, var jeg allerede i gang med at lave noget andet og skyndte mig at undvige og afbryde med, "Hov, klokken er mange. Vi skal da ud og sige til far, at han skal komme ind nu." Sikke en kryster-mor. Men jeg skal altså bare liiiige have tænkt lidt mere over svaret på det spørgsmål inden jeg er klar til at komme med en forklaring, der passer til en treårig. Det bliver nemt nok at svare på, hvordan lillesøster kommer ud, for det skal ske ved kejsersnit, men jeg må nok også hellere lige tænke lidt over forklaringen på, hvordan hun selv kom ud. Og så må jeg hellere sætte hjernen op i et gear, der fremover kan fremtrylle svar på diverse spørgsmål lidt hurtigere, for det er nok ikke noget, der stopper lige foreløbig.

........
Og når nu Den toårige er blevet Den treårige, har jeg besluttet mig for en navneændring her, så jeg ikke skal omdøbe hende (og lillesøster) en gang om året. Da hun var mindre, kaldte vi hende tit "Hende den lille", og derfor er det jo nærliggende fremover at kalde dem StoreLille og LilleLille.

mandag den 27. juni 2011

Jeg må lære at spinde

Det er vist nu, jeg  må ty til ordsproget Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Men hvor lærer man det henne? I hvert fald kan jeg sige, at det dælme er dumt at blive gravid, når man i forvejen er sådan en, der har for mange kilo og derfor åbenbart ikke er interessant for tøjproducenter og -butikker. Hvor køber tykke gravide tøj i Århus? I hvert fald hverken hos Mummi eller Mamalicious. Og jeg forstår det ikke. Selvom jeg er blevet ret så omfangsrig, har jeg altså set piger, der er større end mig. Men de skal måske ikke have børn? Jeg har set et eller to steder på nettet, hvor jeg med lidt held kan snige mig ind i målene på deres største størrelse, men jeg er vist bare ikke helt klar til at købe tøj, når jeg ikke kan prøve det først. Men hvad gør jeg så? Jeg skal jo nok ikke regne med at blive mindre i løbet af det næste halve år. Kunne selvfølgelig overveje at tilbringe hele sommeren på en nudistcamping, men hvor er nudisterne henne om vinteren?

fredag den 17. juni 2011

Skoldkoppeskærmydsler

Jeg var sådan et barn, der åbenbart ikke kunne få børnesygdomme. Min mor gjorde ellers hvad hun kunne og sørgede for, at jeg besøgte alle, der var syge, så de kunne puste lidt på mig. Men det hjalp ikke. Til gengæld har det nok været meget rart for de syge at få lidt selskab i stedet for at ligge der og lide i isolation.

Da jeg var tre måneder havde jeg en eller anden sygdom, men lægen sagde, at jeg nok var for lille til, at det ville tælle i immunforsvaret. På et tidspunkt, hvor jeg alligevel skulle have taget en blodprøve, blev jeg dog nysgerrig, og fik derfor tappet lidt ekstra, som blev undersøgt for antistoffer for Røde hunde. Og bingo. Det var der. Og det er jo den sygdom, man altid får at vide er slem, hvis man er gravid. Så ingen ko på den is.

Så jeg blev gravid. Og udover et møde med en mand, der havde Lussingesyge (som jeg aldrig havde hørt om før), som så lige førte til lidt unødvendig bekymren, så gik det fint og jeg fik den nu snart treårige.

På et tidspunkt kunne jeg læse mig til, at man bliver særlig slemt ramt, hvis man får Skoldkopper som voksen, så jeg tænkte, at jeg nok hellere på et tidspunkt måtte få undersøgt, om jeg havde haft det eller ej. Det ville jo ikke være særlig fedt at skulle passe et skoldkoppesygt barn mens man selv var endnu mere syg. Men tiden gik, og jeg fik ikke rigtig gjort noget ved det, for der skal altså alligevel noget til, før jeg helt frivilligt beder om at få stukket en nål ind i armen. En dag, hvor jeg alligevel var hos lægen, blev jeg dog ramt af overmod og spurgte, om hun ikke syntes, jeg skulle få det undersøgt. Hendes holdning var, at det kunne jeg da godt, hvis jeg gerne ville vide det, men eftersom man jo ikke kunne gøre noget ved det, var det måske ikke helt så nødvendigt. Nå? Jeg havde da ellers læst, at man kunne vaccinere. Nej, det vaccinerer man ikke for, var svaret. Og ja, så kunne det jo egentlig være lige meget.

Altså lige indtil nu.

Sidste fredag så jeg nemlig et opslag om, at der er Skoldkopper i vuggestuen. Og søndag havde vi så et feberbarn, som i løbet af dagen fik lidt røde knopper rundt omkring. Søndag aften tænkte jeg så, at jeg hellere måtte prøve at kigge lidt på nettet og gøre mig lidt klogere. Og der kunne jeg så se, at gravide er i en særlig risikogruppe. (Og ja. Det er jeg. Gravid. Havde egentlig ikke tænkt mig at proklamere det endnu, men altså...). Man skal jo være på den sikre side, så jeg bestemte mig for at ringe til vagtlægen for lige at høre, hvordan jeg nu skulle forholde mig.

Han holdt i lang tid fast i, at det jo ikke var sikkert, at det var Skoldkopper, som havde ramt den toårige. Og at det jo ikke var sikkert, at jeg ikke havde haft det. Jeg blev ved med at henvise til, at hvis jeg havde været udsat for smitte, skulle jeg behandles forebyggende med noget, der hedder ZIG. Ja, det er ikke nemt at være læge i dag op imod det der internet. Han indrømmede dog, at han ikke vidste noget som helst om det, men først læste lidt på computeren, derefter i den store bog, og så måtte han give mig ret. Men det var jo ikke lige noget de havde. Og det havde apoteket måske heller ikke. Men han ville lige forhøre sig og så ringe tilbage. Det gjorde han en halv time senere, og her kunne han fortælle, at han havde været vidt omkring og var endt med at tale med bagvagten på en afdeling i Skejby. Denne havde sagt til ham, at jeg skulle komme ud og få taget en blodprøve, som jeg så ville kunne få svar på i løbet af 30 minutter. Okay. Tak for hjælpen og afsted med mig sent søndag aften.

Da jeg endelig fandt den rigtige afdeling, var de noget uforstående. For man kunne da ikke få svar på noget i aften. Og sikkert heller ikke i morgen, for det var jo pinse. Men fordi jeg nu var kørt helt derud, ville de da gerne stikke i mig, og så måtte jeg jo lige ringe og finde ud af hvordan og hvornår, jeg så kunne få svaret. Så lidt blod fattigere kørte jeg hjem igen med delvist uforrettet sag.

Næste dag ringede jeg så og talte med en meget sød sygeplejerske, som meget gerne lige ville undersøge sagen for mig. Da hun ringede tilbage, kunne hun fortælle, at der tidligst ville være svar tirsdag, men så ville hun få en læge til at ringe til mig. Tak for det. Og så gik de næste par dage med at vente, ringe op og blive ringet op. Heldigvis har jeg stadig bevaret mit indtryk af, at der kun er meget sympatiske mennesker ansat på det sygehus. Nå, men så var der besked om, at svaret ville komme torsdag kl. 14.00. Men nej, for så manglede de det der stof, som der skulle testes op imod. Så fredag ville svaret komme. Og det gjorde det så. Og på trods af, at alle har understreget for mig, at 98% af den voksne befolkning har haft Skoldkopper, ja så hører jeg altså til de sidste 2%. Jeg har IKKE haft det. Og hvad gør vi så nu? Jo, nu tager vi derud i aften, så den toårige kan blive stukket i armen. Og så har de lovet, at vi får svar i morgen (lad os nu se), på om det er Skoldkopper hun har. Og gad vide, hvad vi så gør, hvis det er det. For det der ZIG skal vist gives inden fem dage efter, at man har været udsat for smitte. Og det vil jo være lidt sent nu.

Ved 2% af de gravide, der får Skoldkopper, fører det til misdannelser hos fosteret. Og jeg vil altså ikke være blandt de 2%. Nu er jeg i den meget lille gruppe, som ikke har haft det. Og man havner vel ikke i sådan en lille gruppe to gange. Vel?

onsdag den 8. juni 2011

1.ste, 2.den, 3.dje

Jeg har meldt mig ud af min fagforening. Ved en gennemgang af budgettet gik det op for mig, hvor mange penge, jeg sendte den vej hver måned uden overhovedet at gøre brug af nogen af deres tilbud. Så en dyb indånding og farvel og tak for efterhånden mange bunker medlemsblade.

Det er jo ikke nødvendigt at hænge nogen ud og nævne navne. Men jeg kan da sige, at fagforeningens medlemmer er nogen, der kan noget med sprog og med at kommunikere. Og det er selvfølgelg ikke ensbetydende med, at de ansatte nødvendigvis skal kunne det samme. Men jeg blev alligevel en smule overrasket over, at følgende var kommet igennem korrekturen i et brev, der bekræfter min udmeldelse:

"Da udmeldelse sker med én måneds varsel til den 1.ste i en måned, betaler du og er medlem indtil..."

tirsdag den 31. maj 2011

Jamen dog

Så kom blogger til sig selv igen. Jeg har ellers været afskåret fra at skrive nye indlæg og at kommentere hos andre. Alle vegne var blogger bare vild efter at kaste en side i hovedet på mig, der opfordrede mig til at lave min egen blog. Nej tak. Jeg har en, faktisk. Vil bare gerne ha' lov at komme ind på den. På kærestens computer kunne man godt komme ind, så jeg troede også et kort øjeblik, at det var min, den var gal med. Indtil jeg kunne læse rundt omkring, at det også opførte sig mærkeligt hos andre. Var lige ved at overveje at flytte til Wordpress, men nu er jeg her sørme igen. Så må vi se, hvornor de der Blogger-folk laver sjov med systemet næste gang.

onsdag den 18. maj 2011

Godt sagt

Jeg så lige en reklame for et program med Bubber i morgen. Meget kort klip. Men med en af de mest rammende udtalelser, jeg længe har hørt:

"Hvis man ikke tror på sig selv, er man jo nødt til at tro på noget andet."

Sagt af en ex-nasist.

God selvindsigt!

(Og jeg har ikke glemt, at Helle har skrevet nogle meget pæne ord om mig. Eller at jeg så også skal finde på lidt at skrive om mig. Jeg tænker lige. Og holder weekend. Så kommer der nok et eller andet.)

torsdag den 12. maj 2011

De kører på små hjul

Altså nu er jeg simpelthen nødt til at være politisk ukorrekt. Jeg synes, at handicappede er begyndt at gå i meget små sko. Og dem, der ikke kan gå, har så åbenbart fået for små hjul på køretøjet. Undskyld mig, men jeg bliver da noget så forarget, når jeg flere aftener i træk skal se, at handicappede går rundt og anmelder husejere for at have en niveauforskel på over 2,5 cm mellem terrasse og hus. "Jo altså, for hvis jeg måske gerne vil købe dit hus, så kan jeg jo ikke komme ind med min kørestol." Helt ærligt, altså. Så udse dig dog et andet hus at købe. Jeg er helt med på, at det i det offentlige rum skal være muligt at færdes for os allesammen. Men private hjem! Så stemmer jeg altså også for, at det skal være forbudt med lavloftede huse, så jeg er fri for at slå hovedet hver dag, hvis jeg nu skulle finde på at købe et af dem en dag ude i fremtiden.

mandag den 9. maj 2011

Giv nu slip

"Mor har lige noget, hun skal fortælle dig". Sagde en dame i mit fjernsyn i går. Til sin søn. På 42.

42!

Så er det, jeg ikke kan lade være med at tænke, at det måske er i den kommunikationsform mellem mor og søn, at man kan lede efter grunden til, at han er skilt. Og er med i et tv-program, fordi han ikke kan finde ud af at styre sin privatøkonomi.

lørdag den 7. maj 2011

Tandlæger - oh gru!

Jeg har været ved tandlægen. Det skulle jeg egentlig have været for 9 måneder siden, men jeg har udsat og udsat. Og så lige udsat lidt mere. Lige indtil en veninde tog mig i hånden og sagde: "Kom, nu skal vi hen og bestille tid ved tandlægen." Og vi fik endda en tid samme dag. Ærgerligt, at der ikke er rum til dobbeltbehandling, ligesom det massagerum vi så, da vi var i spa fornylig. Eller måske egentlig meget godt, nu jeg tænker mig om.

Nå, men jeg havde altså udskudt det der besøg, fordi jeg jo godt var klar over, at den  var gal. Og så snyder jeg dem jo bare ved ikke at komme, for så ved de jo slet ikke at den er gal. Men det er den altså. Min graviditet havde den dumme bivirkning, at jeg udover et barn også fik paradontose.Og jeg har altså ikke været så god til at bekæmpe her det sidste års tid. For efter graviditeten har jeg været velsignet med en enorm træthed, som gør det ret så svært at tage sig (mig) sammen til at stå og fægte med små dumme mellemrumstandbørster hver dag.

Men som altid med sådan noget, er det jo faktisk kun mig selv, jeg har snydt. Så jeg kan nu se frem til (læs: frygte) tre tandlægebesøg mere - og det bliver jo nok ikke helt billigt. Hun mente også, at jeg havde nogle plomber, der snart skal skiftes, men at vi lige venter lidt her oven i alt det andet. Og der knækker min film altså. For nej, der er jo ingen grund til at skifte plomber. Altså andet end, at det varmer i tandlægens lomme.

Og så var det, at min søster fortalte om sin tandlæge. Som siger, at eftersyn er gratis. Altså som i nul huller = nul regning. Og at gamle plomber bare skal sidde så længe de overhovedet kan. Og som er smadder god til at lade være med at gøre ondt, når han skal lave noget. Åh, ham vil jeg også have. Bare ærgerligt, at han er 3.000 km væk. Må huske at lægge en tandlægetid ind i næste ferie sydpå.

mandag den 25. april 2011

Tik tak

Det der 40 rumsterer stadig temmelig meget og vil ikke helt falde på plads. Det vil ikke engang falde så meget til ro, at jeg lige kan nå at få kigget grundigt på det og finde ud af, hvad jeg egentlig synes om det. Det spæner bare rundt og råber ind imellem ord, som jeg så skal forsøge forholde mig til. Som f.eks. karriere. Ikke at jeg egentlig er karrieremenneske. Overhovedet ikke faktisk. Men noget skal man jo lave for at få penge ind på kontoen. Og det må faktisk gerne være snart. Og så må det også gerne være noget, der er værd at bruge en stor del af de vågne timer på. Der råbes også noget andet, men det kan nogle gange være lidt svært at høre oven i det der larmende TIK TAK. For hvert tik kommer der et højere tak, så et endnu højere tik, og sådan larmer det bare afsted. Jeg mangler en dingenot, der kan aflæse, hvor meget batteri, der er tilbage i det der biologiske ur. Altså bare for at vide, om jeg virkelig skal skynde mig nu, eller om jeg godt kan tage den lidt med ro.

tirsdag den 19. april 2011

Lettere løshed?

Der må vist være sket et eller andet her i tidsrummet mellem tekstskrivning og fotografering.

Hans J. Wegner 1914 -2007. Gyngestol, bøg . Hans J. Wegner. Gyngestol af lakeret bøgetræ, sæde med flettet papirgarn. Fremstillet hos FDB. Model J16. Fremstår med få brugsspor dog lettere løshed ved det ene armlæn. Varenr: 2213861

torsdag den 14. april 2011

De tre F'er

For nogle dage siden mødte jeg en, jeg ikke har set i 10 år. Vi vidste godt, at vi begge er flyttet til den samme lilleby, men stødte altså først ind i hinanden nu. Eller stødte ind i er måske så meget sagt. Jeg fik øje på hende og overvejede et øjeblik at lade som ingenting, men tog mig så sammen og sagde hendes navn. Og blev så efter lidt ventetid nødt til at sige mit eget også, før det gik op for hende hvem jeg var. Straks tænkte jeg, at det jo er alle de ekstra kilo, jeg har raget til mig, som var skyld i, at jeg var uigenkendelig. Og jeg har vist før skrevet om det der med graviditet, rygestop og sovestop som har sat sig på mine sideben og alle andre steder. Et lidt grimmere ord for det er Fed, og her har vi så det første F.

Det der sovestop gør jo også, at jeg er blevet ret så tung i det i overført betydning. Altså træt. Og langt de fleste dage føler jeg mig helt Færdig, før dagen overhovedet er begyndt. Og her var så det andet F.

Behøver jeg nu at nævne det tredje F, eller er der mon nogen, der allerede har gættet, hvad det er? Nemlig. Fyrre. Det tredje F rammer om få timer.

Og mit næste indlæg kommer vist til at handle om de tanker, jeg gør mig om det. Men det bliver ikke nu. Nu er jeg nemlig færdig for i dag, og vil placere mit fede legeme i sofaen og vente på, at det tredje F kommer snigende.

tirsdag den 5. april 2011

Et slags køn

Jeg er mere kuldskær end kæresten. Og der er måske også en grund til, at mænd igennem hele historien har tilbudt kvinder deres overtøj - altså udover, at de gerne vil være galante og at kvinder er nogle fjolser til at klæde sig ordentligt på. Så der er ikke den store overraskelse i denne artikel fra JP. Ikke i selve artiklens budskab i hvert fald. Men det overrasker mig, at man kan slippe afsted med at formulere sig så dårligt, når man nu er sådan en, der lever af at formulere sig. Og jeg ved godt, at det er vigtigt at skrive noget, som fanger og får folk til at læse artiklen. Men "Særligt et slags køn fryser mest...". Helt ærligt!

tirsdag den 29. marts 2011

Kan du forstå andre end din nabo?

Jeg er lidt en sprognørd. Også på dansk. Så jeg syntes det var ret sjovt at tage denne test om dialekter.

Mit resultat er:

Du fik 15 point ud af 21 mulige.
Sprogøre! Du har gættet flere byer helt korrekt.


Hvad er dit?

Tænk lige en gang mere

Gentænk. Det hedder et stort projekt, som Århus nu skal kaste 100 millioner efter. For vi skal være europæisk kulturhovedstad i 2017, hvis det står til borgmesteren (som har meddelt han stikker af, så snart der bliver en lille mulighed for at rejse til Christiansborg). Det der kulturhovedstad gør nemlig, at man bliver kendt i heeele Europa. Og måske endda verden. Og universet. Så det kan vi sagtens bruge en masse penge på. Se bare, hvor kendte de er blevet, dem der er så heldige at være kulturhovedstæder i år. (Bliv hængende hen til slutningen af klippet. Der bliver det virkelig ... morsomt. Eller pinligt, er vist det ord, jeg lige ledte efter.)




Kan vi ikke bare sige, at der er så meget andet, vi hellere vil bruge penge på? Og så kan vi også godt lige nå at droppe den der Aa-fadæse, som også koster penge, og som heller ikke vil gøre en s... for at bringe Århus ud til verden.

mandag den 28. marts 2011

Ting, der undrer

Jeg er stødt på et par ting, der undrer mig, og det er lidt som om det smitter. Altså, når jeg nu først har fået undrebrillerne på, blive der bare ved med at dukke ting op.

For eksempel:

● Jeg synes, det er mærkeligt, at et barn (mit) for det meste sover fint og stille de første timer efter putningen. Det vil sige, de timer hvor mor og far stadig er vågne. Men når mor og far så går i seng, sker der pludselig ting og sager, og sutten begynder at falde ud, dynen falder af, bamsen bliver væk. Og selvom man er en ret selvhjulpen toårig i løbet af dagen, er det altså ikke ensbetydende med, at det også gælder om natten.

● Fredag eftermiddag indkøbes 6 liter mælk. Søndag er familien ikke hjemme det meste af dagen. Mandag morgen er der 1½ liter tilbage. Fordamper det i køleskabet, eller hvad sker der?

● Hvorfor har skobutikker ikke lyst til at tjene mest muligt? I fredags var vi på jagt efter sko til den toårige. Vi var i to butikker, men måtte tage hjem igen uden nye sko. Størrelse 26 var nemlig udsolgt. I efteråret fik vi fat i det, der vist var tæt på det sidste par vinterstøvler i hele verden. Sidste sommer voksede hun ud af sine sandaler i starten af augsut. Men der kan man altså ikke købe sandaler. For de er tilsyneladende alle sammen blevet solgt i marts. Hvorfor skal man hamstre skoene, længe før de skal bruges og forsøge at gætte sig til,  hvilken størrelse de så skal være? Tænk, hvis butikkerne kunne finde ud af at disponere, så en masse kunder ikke skulle gå forgæves.

● Hvorfor skal en hund parkeres uden for en butik i en halv time (indtil videre, den er ikke gået endnu), når den bare står og kalder og kalder på sit menneske hele tiden? Ville den måske ikke have bedre af at være blevet hjemme? Og hvordan kan man være inde i den butik så længe? Og burde jeg gå over og efterlyse ejeren, så jeg kunne få lidt ro?

● I går så jeg igen Den som dræber. Det kan stadig være svært at høre dialogen, men en af replikkerne hørte jeg klart og tydeligt. Det er et langt skud, blev der sagt. Er det noget, vi siger nu? Jeg kan glæde mig over, at det ikke dukker op, når man søger i KorpusDK, men det kan jo være det kommer. Måske bliver det snart lige så brugt som hænge ud. Og hvornår blev det egentlig moderne at gå rundt og lyde som en dårlig oversættelse?

● Hvorfor er der nogle børn, der bare konstant har en kæmpe, tyk snotklat smurt ud over hele ansigtet? Uanset hvornår man ser dem på legepladsen. Det er altid de samme børn, jeg forsøger at undgå at se for meget på, fordi jeg rent ud sagt får brækfornemmelser af det. Og det er jo synd. Og også lidt svært, når nu en af dem altid kommer springende med et stort smil, fordi min toårige er en af yndlings-legekammeraterne lige i øjeblikket. Heldigvis er hun ikke plaget af den slags vedhæng. Ikke engang når hun er virkelig forkølet. (Og nej, Nemesis, det var ikke en invitation.)

● Hvofor løber tiden så hurtigt? Jeg synes lige, jeg er kommet tilbage efter aflevering i vuggestuen, og nu er det allerede tid til at hente igen...

mandag den 14. marts 2011

Hvad siger han, Misse?

Nogle gange indtager fru Fernando Møghe vores sofa sammen med sin tvilling. Forstået på den måde at både kæresten og jeg gang på gang udbryder "hvad siger han?". Og længes efter et hørerør. Eller bliver helt bekymrede for, om vi synkront er blevet ramt af en ondsindet virus i ørerne. Eller om vi snart får ondt i lommerne, fordi fjernsynet er ved at gå i stykker, og vi er nødt til at købe et nyt. For det synkrone høretab sker nemlig når vi ser fjernsyn. Eller rettere sagt, så sker det, når vi ser danske film og serier i fjernsynet. I går var den gal igen, da der var premiere på Den som dræber på TV2.

Men i dag fandt jeg så heldigvis denne anmeldelse hvor der bl.a. står ting som:
  • elendig lyd
  • give lydsiden en gevaldig gang efterbehandling
  • overveje undertekster
  • ny danmarksrekord i replik-mumleri
Og det er jo altid rart at vide, at man ikke er alene.

lørdag den 12. marts 2011

Jeg havde jo mine bange anelser

Og de blev så bare bekræftet i denne artikel, som jeg blev gjort opmærksom på ovre hos mor med mere. Men selvom man måske godt lidt vidste det, er det da alligevel super deprimerende læsning. Altså, det giver jo i det mindste lidt forklaring på de mange afslag. Men når det nu er noget, jeg ikke kan ændre, så er det altså ret så frustrerende. Må hellere printe den og tage den med til næste møde hos Anden Aktør. Så kan hun få den, når hun spørger, hvorfor der ikke er sket noget siden sidst. Og må så hellere igen få kigget lidt nærmere på den der idé med selv at finde på noget at lave. Eller købe en Lotto-kupon.

fredag den 11. marts 2011

Hvad små ører hører

For nogle dage siden var jeg med den toårige en tur på legepladsen i det kvarter, hvor jeg boede som barn. Fra legepladsen kan man se et hus, hvor en af mine barndoms-veninder boede, og pludselig kom jeg i tanke om en lidt sjov historie.

Jeg tror, vi har været 8-10 år, og vi sad i vinduet på hendes værelse og kiggede på genboens hus. Et lille dobbelthus, som i den ene side så lidt forhutlet ud med rodede vinduer og grimme gardiner.

Veninde: Hende der bor derovre er mager.

Jeg: Mager? Hvad mener du?

Veninde: Ja, altså. Det betyder en, der er ligesom en luder, men bare ikke tager penge for det.

Nu jeg tænker over det, burde jeg jo så nok have sagt: Luder? Hvad mener du? For hvad vidste jeg om den slags dengang?

Nå, men egentlig gad jeg rigtig godt vide, hvad det var for en samtale, veninden havde overhørt mellem sine forældre. Jeg kan forestille mig noget i stil med, at hun da godtnok var meget mager, hende genboen, og havde hun ikke lige rigeligt mange herrebesøg. Hvordan kan en lille barnehjerne ellers komme frem til den betegnelse og forklaring?

tirsdag den 8. marts 2011

Foreningen af Forkælede Forældre

Vi vil have fleksibilitet i folkeskolen. Nu har vi endelig fået flekstid på jobbet, og så kan det altså ikke være rigtigt, at vi alligevel skal stå tidligt op for at sende ungerne i skole. Vi vil altså også hellere holde ferie i uge 41 og 43, så det dur ikke, at børnene har ferie i uge 42.

Okay, jeg håber, at der ligger lidt andre overvejelser bag end ovenstående. Men alligevel synes jeg altså, det er en ret forkælet holdning. Skal lærerne så have deres arbejdsdag forlænget, så de er der til at servicere eleverne, der flekser ind og ud? Og hvordan er det lige, matematiklæreren skal holde styr på, at både prinsesse Unika og prins Uniko (her sad jeg længe og forsøgte at finde på navne, men kan simpelt hen ikke finde på noget, der er mærkeligere end det, folk i virkeligheden kalder deres børn - det er vist et blogindlæg for sig) har været igennem side 23 i bogen?

Nå, men jeg er jo stadig så priviligeret, at jeg selv kan bestemme over vuggestuetid og fridage, så det kan jo være jeg ændrer holdning, når vi når til folkeskolealderen.

lørdag den 5. marts 2011

Massekampagne

Jeg kan se rundt omkring, at det igen er blevet tid til massiv reklamekampagne i blogland. Fairtrade har sendt produkter til bloggere, der så som tak skal skrive noget fantastisk om Fairtrade. Og det er  jo sikkert nemt nok, når der nu er tale om et godt koncept.

MEN. Jeg har det altså med at blive Rasmus Modsat, når noget skal markedsføres i så stor stil, at jeg får det klasket i synet alle vegne. Så bli'r jeg bare træt og gider slet ikke have noget med produktet at gøre. Det samme gælder, hvis en elendig reklame kører i loop i mit fjernsyn. Eller når økologer og speltdronninger kammer helt over i noget, der ligner fanatisme. Så står jeg helt af og får endda også lyst til at gå en tur helt over i den modsatte grøft. Bare fordi jeg kan.

fredag den 4. marts 2011

Kunne I høre braget?

BANG! Det var vist mere eller mindre sådan, det lød, da bunden røg ud af den smule humør, jeg havde mobiliseret i dag. Jeg har nemlig været til samtale hos Anden Aktør, og det er altså meget svært at se noget positivt i det. En ting er, at man i det daglige skal forsøge at bevare en smule optimisme og selvværd, når de eneste mails i indbakken er afslag. Og måske skulle man synes, at det hjælper, når de skriver "vi har modtaget 317 ansøgninger". Altså, så er det jo ikke nødvendigvis mig, der er noget galt med, men på den anden side, er det da en helt uoverskuelig kø at stå i.

Nåm'n altså, så er det jo, at man også bliver indkaldt til de der samtaler, som jeg var til i dag. Og her skal man så sidde og forsvare, hvorfor man ikke har fået arbejde endnu. Fortælle, hvad man har gjort, og hvad man har tænkt sig at gøre, og så lige komme med et passende modsvar til "jamen, hvorfor har du ikke allerede gjort det noget før?". Hallo, blonde mokke, man skal jo ligesom lige få idéen først, og man kan jo altså heller ikke søge 100 jobs om ugen. For slet ikke at nævne, at man jo også er nødt til at gemme nogle idéer, så man har noget at komme med på næste møde.

Så er der jo muligheden for at komme i offentligt løntilskud i seks måneder. Her kan man så bruge 37 timer om ugen, mens man venter på, at jobbet efter de seks måneder gives videre til den næste stakkel, der skal i aktivering. Derudover er jeg vist et meget mærkeligt menneske, der ikke kan se fordelen i at arbejde gratis. Eller, man får jo "løn", men når den på kroner og øre svarer til dagpengene, så falder jeg ikke på halen af begejstring. Heller ikke over, at "man jo får pension og feriepenge". Hurra. For mig at se, er det en form for statsstøttet slavehandel. Og billig arbejdskraft for det offentlige.

Så hellere arbejde gratis i 4 uger, og derfor blev aftalen endnu en gang virksomhedspraktik.

For pokker. Det er efterhånden svært at se en vej ud af det her. Lige bortset fra den store Lotto-gevinst. Så hey, skæbne.... skææææbneee ... hører du efter? Den store skal gerne ramme lige her i morgen, ikke? Der er brug for den. Tak.

mandag den 28. februar 2011

Afsnit 87.000 i søvnsagaen

Da jeg lagde mig til at sove i lørdags omkring kl. 22.30, tænkte jeg, at det ville være ret så skønt, hvis jeg kunne få lov at sove første stræk indtil kl. fire. Og hold da lige op! Der var ikke bud efter mig fra den toåriges værelse før kl. 04.20. S.K.Ø.N.T. Og selvom man jo ikke sådan bli'r udhvilet efter en enkelt semigod nat, så blev der alligevel sat en lille smule ind på overskudskontoen.

----
Klip til natten mellem søndag og mandag.
----

Første gang barnet fik behov for hjælp til at finde sutten, var klokken halv et. Næste gang var den et. Så halv to. Halv tre. Og tyve minutter i fire.Tyve minutter i seks skulle jeg på toilettet. Kvart over seks stod kæresten op. Halv syv var det min tur.

Barnet var klar med aen på kinden ... "Så bliver du glad igen, mor" og "Skal vi ikke kramme?". Jo, jo.

Men hvad med mit overskud? Farvel planer om praktiske gøremål. Farvel gåpåmod til langt om længe at tage hul på den der skrump. Farvel planer om motion. Og hej igen til må sidde på sofa, må have en spand kaffe og MÅ.HAVE.SUKKER.

Og så blev der taget hul på en ny uge.

lørdag den 26. februar 2011

Forældet flytterod

For 10 måneder siden pakkede vi vores lejlighed ned i papkasser for at flytte ud i vores nye, gamle hus. Vi var ikke helt færdige med at renovere (faktisk flyttede vi ind på en byggeplads), men jeg havde da alligevel en formodning om, at jeg ville se mine ting igen i løbet af et par måneder. Men i første omgang blev de deponeret i vores uundværlige 55 m² store baghus. Hvilket nok er en af grundene til at udpakningen er trukket ud. Vi har jo ikke været nødt til at klatre rundt på kasserne for at komme fra det ene rum til det andet.

Men i dag skulle det så være. Altså i hvert fald noget af det. Så jeg har stået på hovedet i papkasse efter papkasse og genset ting og sager, som jeg jo egentlig har levet fint uden i 10 måneder. Bør man så bare lade kasserne være lukkede og køre dem direkte på genbrugsstationen? Jeg har i hvert fald fundet mange ting, der skal smides ud, og det kan man jo så argumentere for, at vi burde have gjort, inden de kom i flyttekasser, og vores stakkels flyttehjælpere skulle slæbe dem ned fra 3. sal. Men det bli'r vist sådan, at det vigtigste får lov at få en plads i huset. Det, vi ikke bruger, men ikke vil undvære, kommer tilbage i baghuset. Og det, der måske skal smides ud, får midlertidigt ophold i baghuset, så vi kan vænne os til tanken om at undvære. (Og på den måde får man lynhurtigt fyldt 55 m² op, er jeg bange for.)

For 5 år siden pakkede jeg også mine ejendele i papkasser for at flytte sammen med kæresten. Nogle af papkasserne kom direkte i kælderrum, og har kun været åbnet en gang siden, nemlig da der var oversvømmelse i kælderen, og det er faktisk også en ret effektiv måde at få smidt ting ud på. Nåm'n de kasser der har overlevet i 5 år, har jeg også åbnet i dag. Og FY DA FØJ DA. Alle tingene er gule og stinker af røg. Utroligt at det kan blive hængende så længe. Og dejligt, at den vane blev smidt ud, da den nu toårige meldte sin ankomst.

tirsdag den 22. februar 2011

Et omvendt vækkeur

Jeg forstår altså ikke rigtigt det der søvn. Måske er det fordi, vi ikke længere er sådan nogen, der bruger alt for meget tid sammen. Så er vi ikke længere så tætte og forstår ikke hinanden helt så godt. Jeg forstår nemlig ikke, hvorfor det skal være så svært at finde hinanden igen tidligt om morgenen. Når den toårige gi'r lyd f.eks. klokken fem, kan jeg de fleste gange godt glemme alt om lidt mere snorken den nat - altså udover kærestens, som jeg så kan ligge og lytte til. I morges var klokken 04.10, da der blev hostet i børneværelset, og så var det slut med den nat.

Altså bortset lige fra det, der sker næsten hver eneste morgen. Jeg hører kærestens vækkeur ringe. Og SÅ falder jeg i søvn. Måske registrerer jeg lige svagt, at han rejser sig og går ud i bad, men så er jeg også bare helt væk ... og helt skeløjet, når han kommer ind i soveværelset igen.

Hvad er der mon i vejen med det vækkeur?

fredag den 18. februar 2011

Luksus, løftekran og julesange

Der sad jeg så. I min elevationsseng. Mens kæresten raslede med gryder nede i køkkenet og var i fuld gang med aftensmaden. Og den toårige stod for min underholdning. Først skulle vi "ringe" til mormor, morfar, moster, onkel, fætter, farmor og farfar. Hun ringede op og sagde "Hej. Haft du det godt?" Og så var det min tur til at snakke med dem. Bagefter skulle jeg underholdes med Et barn er født i Betlehem og Nu' det jul igen. Så var det tid til at læse Peter Pedal og Cirkeline for mig. Og så var aftensmaden klar.

Det er da luksus!

Og sådan en luksus var lige, hvad jeg havde brug for efter en dag, der startede sådan lidt langsomt. Med en ryg, der nægtede at lade mig slippe ud af sengen, før der var gået 1½ time fra første forsøg. Tak for stærk kæreste, der kan fungere som løftekran og madlaver. Og tak for toårig, der kan stå for underholdningen.

tirsdag den 15. februar 2011

Jeg vil også være med

Så her kommer lige endnu et indlæg om den der dag i går, som rigtig mange har kommenteret. Hvis man bli'r glad af den, så fred være med det. Hvis man ikke gider den, så er det også helt fint. Her i huset hører vi begge til sidste kategori, og den bliver bare ignoreret - så vidt det nu er muligt, når den bliver klasket i synet på os alle steder. Men det der undrer mig MEGET er, at rigtig-rigtig mange kvinder skriver om, hvorvidt deres mand/kæreste går op i dagen eller ej. Altså om de får blomster og chokolade og plyshjerter og bamser og så videre. Øøøhm? Altså selvom jeg ikke bruger den dag til noget, så troede jeg faktisk, at gave-kærlighedserklæringerne skulle gå begge veje. Hvor mange af de kvindelige Valentine-fans har mon givet deres mand et eller andet i går i stedet for bare at sidde og vente på at få noget selv?

søndag den 13. februar 2011

Se eller tri

Jeg har lige hørt Helle Thorning forsøge at komme med en forklaring på, hvorfor de unge skal piskes igennem uddannelsessystemet og blive hurtigere færdige. Hun mener også, at det vil være en fordel at dele året op i tre semestre i stedet for to? Tre semestre? Nåh, ja, så kan man selvfølgelig også nå noget mere. Men skal de studerende så leve i en anden tid end os andre. Eller skal vi allesammen have et længere år? Og hvordan finder man lige ud af det i forhold til årstider ... og jul og nytår? Og sommerferie?

Det lyder lidt besværligt. Men måske mener hun bare, at året skal deles op i trimestre. Det lyder i hvert fald lidt nemmere.

torsdag den 10. februar 2011

Der læres nyt hele tiden

"Faar. Faar, hallooo."

"Faar. Faar, kig på mig."

Ja, den toårige har fornøjelsen af dobbeltsidet mellemørebetændelse, og det bli'r man lidt døv af. Men altså ikke mere døv, end at man godt kan lære nyt. Så når mor siger "halloo" og "kig på mig" for at være sikker på at nå igennem til de små halvdøve ører, så kan man da bare bruge samme tricks, når man skal have fars opmærksomhed.

onsdag den 9. februar 2011

1001 nats eventyr

Jeg kom lige til at tænke på hvor mange nætter, der er på tre år. Og hvis jeg er lidt rundhåndet og positiv, så kan vi da godt sige at omkringe 50 af dem har været okay. Men så er der altså stadig mere end 1000 tilbage. 1000 nætter med dårlig søvn. Det er godtnok mange. Og det ser ud som om, der er gode chancer for at den rekord kan blive fordoblet i løbet af de næste tre år.

Kan vi så ikke bare sige, at det nye skønhedsideal er sorte poser under øjnene og et BMI, der ligger faretruende på grænsen mellem overvægtig og svært overvægtig?

fredag den 4. februar 2011

Kan vi sige, det er nok nu?

Jeg tror, 2011 har bestemt sig for, at hele årets ration af virus og baktusser skal skydes af her i de første måneder. Der er jo syge børn overalt. Den toårige (som ellers ikke tidligere har ladet sig kue af diverse vuggestuebakterier) har nu taget hul på sin 3. feberperiode på 4 uger. I den forbindelse kan man da sige, det er heldigt, jeg ikke har arbejde for tiden, for så har vi i det mindste ikke det at stresse over.

Det er så synd for hende, at hun skal have det så dårligt. I denne omgang skydes der fra lægevidenskaben på, at der er tale om mellemørebetændelse x 2 og måske en falsk strubehoste. Så moren har rigtig ondt af det lille pus.

Men moren er også lidt sur på sig selv og meget sur på lægedamen. Den toårige har normalt ikke noget problem med at blive undersøgt, men når man har over 39 i feber og har det rigtig skidt, kan det godt være svært at skulle stå model til. Sidst blev det håndteret rigtig fint af den lægestudernede. Men denne gang ramte akuttiden en af de "rigtige" læger. Som tog den meget hårde stemme på og sagde til grædende og utrygt barn: "jeg kan altså ikke lytte på dig, når du græder, så det er du nødt til at lade være med". Og senere insisterede på, at jeg holdt barnets hænder og pande, da der skulle kigges i hals. Jeg er SÅ træt af, at jeg ikke protesterede. På den anden side havde det nok ikke hjulpet på situationen og trygheden at piske en stemning op. Men jeg ved i hvert fald, hvem jeg ikke bestiller en tid hos næste gang!

søndag den 30. januar 2011

Den der indsamling

Jeg synes, det er rigtig dejligt, at der kan samles en hel masse penge ind til et godt formål. Men jeg har det bare lidt sådan, at når man nu skal navngive sådan et koncept, så burde man måske alliere sig med en, der kan garantere den sproglige korrekthed i navnet. Det er lidt ærgerligt (og irriterer mig temmelig meget), at det skrives Danmarks Indsamling, når de nu alle sammen siger Danmarksindsamling. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor de der falske mellemrum efterhånden sniger sig ind alle vegne.

søndag den 23. januar 2011

Yoghurtmafiaen

Ved I godt, at vi bliver snydt? Jeg opdagede det ved en tilfældighed, da kæresten gjorde opmærksom på et reklameskilt uden for det lokale supermarked, hvor der stod: 1.000 g A38. Det var da åndssvagt skrevet, og der var vist en skilteskriver, der havde sovet lidt på jobbet. Men så var det jo, at jeg kom til at kigge på yoghurten herjemme, og der står sørme også 1.000 g. Mærkeligt!

Og så alligevel ikke så mærkeligt. For jeg kan nemlig se på answers.com, at 1 liter yoghurt vejer mellem 1.042 og 1.071 gram, og så er det jo en fed fidus at begynde at sælge 1.000 gram i stedet for 1 liter. Til samme pris, selvfølgelig. Og i samme emballage, for så opdager kunderne jo slet ikke, at de bliver snydt. Eller hvad? Og sjovt nok er alle producenter åbenbart blevet enige om at gøre det samme.

Ak ja, vi bliver snydt og bedraget.

Og nu har jeg skrevet yoghurt så mange gange, at det ser helt forkert ud, så var lige nødt til at konsultere retskrivningsordbogen for en sikkerheds skyld. Og det er rigtigt nok. Men man må også gerne skrive jogurt. Seriøst? J.O.G.U.R.T? Hvis jeg så det på en emballage, ville jeg da undre mig over, hvad det var for et produkt.

lørdag den 1. januar 2011

Godt nytår

Jeg kom for sent ind i det nye år. Gad vide, om det lægger stilen for 2011? Kiggede ellers på telefonens ur klokken 23.54 og vurderede, at der var tid til at gå på toilettet og derefter kunne jeg også lige nå at finde 12 druer til svogeren, så han kunne overholde sine spanske nytårstraditioner. Men da jeg kom ind i stuen, var rådhusklokkerne allerede begyndt at bimle. Jeg plejer ellers altid lige at bruge de sidste par minutter i året på lidt nostalgisk eftertanke, men det må 2010 altså undvære.

Men hvad var det så, jeg ville have tænkt på i de der minutter, hvis nu telefonens ur ikke havde været to minutter bagefter?

Først og fremmest at 2010 blev året, hvor vi sagde farvel til midtbyen og flyttede ud i vores hus. Et stort spring ind i voksenverdenen. Og et spring, der ikke blev så svært, som jeg havde frygtet. Det viste sig, at jeg ikke er ved at dø af længsel efter at bo i midtbyen. Men jeg er glad for, at den ikke er alt for langt væk. Og så er jeg allermest glad for, at det lige netop var det her hus, vi endte med at købe efter at have kigget i tre år. Bevares, vi har fået vores andel af overraskelser undervejs, men vi vidste jo, at det ville være sådan med et gammelt hus. Og vi kan stadig se, at når vi engang bliver helt færdige, bliver det lige præscis vores drømmehus, og så kan man vist ikke forlange meget mere.

2010 blev også året, hvor jeg tog en beslutning, som det ikke er nemt at tage, når man er nybagt husejer og midt i en finanskrise. Jeg sagde mit job op. Og selvom det endnu ikke er lykkedes mig at finde et nyt, var det den helt rigtige beslutning. Faktisk kunne det slet ikke være anderledes. Fornylig havde jeg besøg af en tidligere kollega, som også har taget den beslutning, og vi er enige om, at det var rigtig godt, vi slap væk. Og så må vi bare håbe, at 2011 bliver året, hvor de nye og helt rigtige muligheder dukker op og bliver til virkelighed.

Derudover har jeg et par nytårsforsætter. Det er ellers ikke noget, jeg plejer at bruge, men i år vil jeg prøve at se, om det kan lade sig gøre at sætte 1. januar som skæringsdato for nogle ting, som alligevel skal gøres og ændres.

Og så bliver 2011 også året, hvor jeg vil begå en form for civil ulydighed men rette mig efter dansk retstavning. Jeg nægter at begynde at skrive Aa - min by hedder nemlig Århus!

Kom an, 2011! Jeg håber, du bringer en masse godt med dig.