onsdag den 27. november 2013

Panik før juletid

I spisestuen står et stort, gammelt skab, som Kærestens tipoldefar har lavet. Skabet er så højt, at jeg kun lige med nød og næppe kan nå op i de øverste rum. Hvilket gør det til et genialt sted at gemme ting, som Lillerne ikke lige skal have fingrene i. Derfor var det også der, jeg valgte at gemme pakkerne til årets pakkekalender, hver gang jeg havde køb... eller, altså hver gang nissen var kommet forbi med nogle.

I dag skulle jeg så lige danne mig et overblik, inden det i aften går løs med indpakning. Og så var lågen gået i baglås! Baglås, som i at den ikke kunne åbnes. G.L.U.P! 48 møjsommeligt indkøbte/hjemmelavede gaver låst inde i et gammelt skab. Panik. Skulle jeg virkelig bruge dagen i morgen på at finde 48 nye? Fredag og lørdag kan jeg ikke, for Kæresten skal på mandeweekend, og jeg kan jo ikke tage ungerne med på slæb. Shit, hvad gør jeg?

Kalder på Kæresten og bander over det gamle skab. Han forsøger med nøglen. Og forsøger igen. Og igen. Og endelig. H.U.R.R.A. Skabet gik op. Pakkerne er nu gemt i baggangen i stedet, og julen er reddet.

lørdag den 9. november 2013

Luksus i sigte

Kæresten og jeg var i biografen i går. Det har vi ikke været siden ... øøøhm ... siden ... i hvert fald ikke siden, vi flyttede fra midtbyen for 3½ år siden. Vi så "Kvinden i buret" og den kan helt klart anbefales. Normalt bliver jeg altid skuffet, hvis jeg læser bogen først og ser filmen bagefter, men her manglede jeg faktisk ingenting fra bogen. Alt det vigtige var med og den var fantastisk godt lavet. Eneste utilfredsheder var, at vi først skulle bruge 25 minutter på reklamer og forfilm og derefter, at den danske biografkultur ikke har ændret sig i den evighed, vi ikke har været der. Folk begynder stadig at fumle efter deres overtøj, inden billedet fra sidste scene er helt væk, og i samme splitsekund rulleteksten kommer på, tændes lyset. Det irriterer mig helt vildt, at man ikke kan få lov at blive i stemningen lidt endnu, sidde der i mørket og høre musikken (som nok er der af en årsag) og bare fordøje det, man lige har set, før man rejser sig op og bevæger sig ud til lyden af alle andres kommentarer til filmen.

Nå, men vi havde aftenen fri til en biograftur, fordi Lillerne var på prøveovernatning hos farmor og farfar. Kæresten har nemlig booket et herregårdsophold til os i næste weekend. Hvis jeg havde været inde over planlægningen, ville jeg jo nok have valgt en enkelt overnatning, men faren syntes da sagtens, at ungerne kunne passes i to nætter. Han havde bare lige glemt at tage højde for, at LilleLille aldrig har prøvet det før, og at StoreLille ikke har prøvet det, siden hun blev storesøster. Tanken om at kaste dem ud på dybt overnatningsvand, med mor og far mere end to timers kørsel væk, skar langt ind i morhjertet. Og overdøvede fuldstændig lysten til at tage afsted. Så der blev altså arrangeret en prøveovernatning, og vi fik en ekstra friaften. Overnatningen gik fint, så mon ikke man kan krydse fingre for, at det samme er tilfældet i næste weekend? Så der er vist ikke andet at sige, end: Yay - vi skal på forkælelsesweekend!

(Og så håber jeg, at jeg vil være i stand til at sidde roligt i bilen i stedet for at få øje på farlige situationer alle vegne i min frygt for, at der sker os noget, når vi nu er afsted begge to uden børn. Og at jeg kan slippe dem mentalt bare en gang imellem og forsikre mig om, at de ikke går i stykker af et par dage uden os.)

mandag den 14. oktober 2013

Weekend i nervepirrende venten

I lørdags kom der brev fra kommunen. Gad vide, hvad de ville? Jeg havde jo lige fået brev om, at min ansøgning om fodindlæg vil blive behandlet om 14 dage, så det kunne ikke være det? Mystisk. Nå, men så måtte jeg jo hellere åbne og se efter.

I kuverten lå der et kort brev. En ny kontanthjælpsreform træder i kraft pr. 1. januar, og det kan have betydning for dig. Kan have? Hvad mener I? Har det, eller har det ikke betydning for mig? Se mere i vedlagte brochure. Hmm. Samlevende får nu gensidig forsørgelsespligt. Det gælder for personer på kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Uddannelseshjælp? Er det mon Særlig uddannelsesydelse, de mener? Det er en overgangsordning, der betyder, at nedsættelsen kun sker med halv kraft i 2014. Hvad betyder det? Får man så det halve udbetalt, eller får man det hele i det halve år, eller hvad pokker mener de?

Gisp. Hvad er nu det for noget? Først får jeg brev om, at jeg kan få Særlig uddannelsesydelse frem til 29. juni, og nu sender de så det her? Betyder det så, at der er lukket for kassen d. 31. december? Shit. Så skal jeg virkelig i gang med at have fundet nogle kunder i biksen. Åh nej. Hvad gør vi, hvis det virkelig er rigtigt? Pis. Hvorfor får man også sådan et brev på en lørdag, hvor man ikke kan gøre noget som helst.

Vente, vente, vente. Forsøge at fortrænge. Det går jo nok. ... paniiiik. Nej, fortræng.

Endelig mandag! (Har jeg mon nogensinde sagt det før?)

Opringning til jobcenteret. Vores telefonvagter er begge optaget - vil du prøve igen senere? Ja, selvfølgelig er de optaget. Alle ringer jo ind i panik. Endelig kom jeg igennem. Nåeh, nej, det brev skulle du ikke have haft. Vi fik en meddelelse i fredags om, at det ved en fejl var blevet sendt ud til dem på Særlig uddannelsesydelse. L.e.t.t.e.l.s.e. Farvel og tak.

Og undren. Hvorfor formulerer man sig så vagt. Og hvordan sker det, at et brev bliver sendt ud til en masse forkerte. Ja, jeg ved godt, at jeg ser ud til at modtage kontanthjælp, når jeg logger på jobcenterets side, men hvorfor så ikke oprette en ny kategori? Og er det virkelig helt umuligt at sende en mail ud, når man opdager fejlen fredag? Det ville i hvert fald have sparet mig for en weekend med flere end de sædvanlige hovedbrud!

tirsdag den 1. oktober 2013

Jeg gjorde det

Sgu!

Og nu kan jeg så bare vente på, at der dumper et CVR-nummer ned i postkassen. Og så arbejde lidt videre selvfølgelig ...

G.L.U.P!

fredag den 20. september 2013

En smule ro i maven

Da jeg åbnede postkassen, fik jeg straks øje på en af de kuverter, der får det til at gibbe i mig. Du kender måske fornemmelsen fra når man kører i bil og får øje på en politibil. Man kører ikke for hurtigt og har ikke gjort noget galt, og alligevel kommer den der lille følelse af "ups, er der mon alligevel et eller andet i vejen?". Sådan får jeg det, når jeg ser en kuvert med jobcenterets logo. Ikke at jeg egentlig tror, der er nogen grund til det, men man ved jo alligevel aldrig helt, hvad de nu vil udsætte en for.

I dag var det dog en glædelig nyhed. Altså i forhold til de rammer, jeg opererer inden for lige i øjeblikket. Der er nemlig blevet vedtaget et lovforslag, som betyder, at min særlige uddannelsesydelse ikke udløber til nytår men fortsætter indtil 29/6-2014. Ikke at det er fedt at skulle være på nogen form for ydelse. Slet ikke, når man tænker på, at Kæresten med stor sandsynlighed er arbejdsløs ved udgangen af oktober så det tænker man ikke på. Blev der sagt! Men det giver alligevel en form for ro i maven, at det ikke hedder frit fald lige om lidt. Og at der er mulighed for lige at se livet som selvstændig an uden risiko for at stå helt uden indtægt. Ja, jeg er tættere på beslutningen. Måske er den faktisk allerede taget. Jeg skal bare liiiige ...

mandag den 16. september 2013

Den arbejdsløses privilegier

Morgenens tidsplan lå rimelig fast. Kæresten stod op 05.50. Da badeværelset var ledigt 06.05 stod jeg op og gik derefter ned og hjalp med at smøre madpakkerne. Lillerne blev vækket 06.30, og så var der tid til morgenmad og hygge i god ro og orden, inden Kæresten kørte på arbejde 07.30. LilleLille (som er på deltid i vuggestuen) havde i dag tilladt ankomsttidspunkt kl. 08.30, så det sigtede jeg efter. Afgang hjemmefra lidt forsinket og ankomst til børnehaven 08.25. Da StoreLille var godt afleveret, stødte jeg på en anden mor, som jeg lige måtte vende verdenssituationen med. Ankomsten til vuggestuen hed derfor lige pludselig 08.50. Og inde på stuen var der kun vikaren, som er et kendt ansigt, men som vist ikke er kendt nok til at det er sjovt at blive afleveret til hende. I torsdags måtte jeg i hvert fald gå fra en skrigende flitsbue for at nå min bus ind til det kursus, jeg er på for tiden. Men i dag var der ingen bus med i planerne. Jeg skulle bare hjem og nå 117 ting, men det kunne jo vente. Så jeg satte mig på gulvet og legede med LilleLille, indtil en af yndlingspersonerne var færdig med at putte en lille ny, og så fik jeg afleveret i god ro og orden uden gråd.

Jeg e.l.s.k.e.r de morgener, hvor der er mulighed for at aflevere i børnenes tempo og på deres præmisser! Og så sagde vi, at det var nu, jeg kom i gang med at få lavet det firma, så det privilegium kan fortsætte samtidig med, at der kommer penge ind på kontoen.

søndag den 15. september 2013

Fun

I overensstemmelse med den nye trend, hvor man åbenbart skal vold-reklamere for sit produkt i blogland (nej, jeg er ikke begejstret for konceptet og bliver for det meste bare træt af at få et eller andet produkt smidt i hovedet alle vegne), var der rigtig mange bloggere, der skulle anmelde Funs nye saftevand, der er sødet med stevia i stedet for sukker. Der blev skrevet meget om, hvor naturlig denne nye saftevand er, og jeg forstod det ikke helt, for jeg synes, at Fun er noget af det mest syntetiske saftevand, man kan få. Men det kunne da godt være, at de havde lavet helt om på konceptet i det nye produkt. Jeg fik en fornemmelse af, at der var lagt op til, at her havde vi at gøre med en saftevand, der kunne finde nåde hos selv den mest inkarnerede speltmor, og derfor undrede jeg mig over, at de ikke havde gjort mere ud af flasken. Bevares, den ser da også lidt anderledes ud, men hvorfor ikke vælge en glasflaske, der måske giver et lidt mere eksklusivt udtryk.

Nå, men fornylig skulle vi så af sted med madpakke og drikkevarer. Med tanke på mit slankeprojekt som er lidt udfordret for tiden, fandt jeg på, at det da var nu, vi skulle prøve den der fantastiske saftevand med 0 kalorier. Og så var det, jeg forstod, hvorfor de ikke har gjort det store ud af at lave en ny flaske. Den smager nemlig lige nøjagtig lige så syntetisk som en Fun-saftevand skal smage.

fredag den 30. august 2013

Fly Away

Kæresten er taget på forlænget weekend. Fem venner fejrer femogtyve års jubilæum i Berlin med fadøl og fri fra familien.

Imens har jeg fornøjelsen af det fuldtidsarbejde, der følger med, når mor er alene hjemme med Store- og LilleLille. Der er gået to dage, hvor den første dag, måske ikke tæller helt, for der var de trods alt i deres sædvanlige dagsopbevaring. Men i dag og i morgen og i overmorgen er non-stop arbejde, for selvfølgelig soves der pludselig ikke igennem, når far ikke er hjemme, og vi skal da også tidligere op end sædvanligt og få noget ud af dagen.

Fik jeg nævnt, at jeg ikke har været ude at rejse i 4½ år? Noget med huskøb og arbejdsløshed, der ikke harmonerer helt godt med flybilletter. Siden StoreLille kom til for fem år siden, har jeg haft børnefri overnatninger tre gange - en nat pr. gang - sammen med Kæresten pga. fest, kroophold og maleprojekt hjemme. Kæresten har været på flere weekendture (i Danmark, dog), og han ville her indskyde, at det ikke er fordi, han ikke har opfordret mig til at tage af sted. Og det har han sådan set ret i. Jeg har bare ikke vidst, hvor jeg skulle tage hen, med hvem og for hvilke penge.

Jeg har fået nogle rejse-sms'er, og her er det så, at den grimme misundelse borer sig gennem min krop. Jeg kan faktisk mærke helt fysisk i maven, at jeg synes, det er helt vildt snyd, at han nu går rundt i Berlin og kigger på skøn by, drikker dejlige øl, spiser herlig mad og i det hele taget bare slapper af med gode venner væk fra hverdagens alt for mange bekymringer. Er jeg en dårlig kæreste, der ikke under ham det? Måske. Eller, jeg under ham det jo helt fint (næsten), men jeg bliver bare så edderspændt misundelig og træt langt ind i knoglerne, når jeg skal tage dagens konflikt nummer 27 med StoreLille og for 117. gang forhindre LilleLille i at gøre skade på sig selv eller omgivelserne.

Lenny Kravitz er et glimrende soundtrack til, hvordan jeg har det.


lørdag den 17. august 2013

Mindre af mig

Jeg har altid været tynd. I folkeskolen gik jeg en overgang til kontrolvejning hos sundhedsplejersken, fordi hun havde mig mistænkt for at have nervøs spisevægring. Det havde jeg ikke. Jeg var bare kræsen. Og tynd af natur.

Men man er jo aldrig tilfreds, så jeg brugte mine tynde år på at føle mig stor og klodset på grund af min højde (altså bare omkring de 175 - ikke noget alarmerende) og mit kraftige skelet, der gav mig brede hofter.

Så blev jeg gravid, holdt op med at ryge, holdt op med at sove og blev gravid igen. Og vupti. 5½ år senere siger vægten pludselig +36,5 kg. Og det vil jeg ikke være med til mere. Første skridt var at lære at sove igen. Lillerne vækker mig ikke helt så tit, som de plejer, men det var alligevel lige nødvendigt med et par måneder alene i gæsteværelset, så jeg kunne lære at sove igen. Nu går det nogenlunde, eller så nogenlunde, som det nu kan i en almindelig småbørnsfamilie. Næste skridt var at lave en klub med en veninde, som også gerne vil af med noget af det overflødige. Vi har endda en præmie, at se frem til, når vi rammer vores mål. Så skal vi nemlig på tøsetur og være lækre og smækre og tynde. Hvorhen ved vi ikke endnu, da det afhænger af vores økonomiske formåen på det tidspunkt, men hvis alt går efter er planen, er vi begge i mål om et lille års tid. Den ta'r vi lige igen. Et lille ÅRS tid! Hold da fast, det er lang tid.

I dag har jeg været på skrump i en uge. For første gang i mit liv sådan for alvor på skrump. Og det er hårdt, skulle jeg hilse og sige. Jeg bruger madlog.dk, og den siger, at jeg ikke må spise ret meget. I hvert fald har jeg været konstant sulten i en uge nu. Altså lige bortset fra i går aftes, hvor jeg til sommerfest i børnehaven blev overmandet af, at jeg altså var nødt til at prøve lidt af hvert fra buffet'en. Og man skal jo også have lov til at være med i det virkelige liv en gang imellem.

Jeg har hurtigt lært, at hvis jeg fortæller Madlog, at jeg har været ude at gå en tur, giver den mig lov til at spise lidt mere. Så det gør jeg. Går en tur altså. Og spiser lidt mere. Heldigvis foregår noget af min gåtur med denne udsigt:

 
 
Så er det faktisk ikke så slemt at tage sig sammen til lidt motion, og det er lykkedes at komme af sted (ja, det er i to ord, selvom det ser fuldstændig fjollet ud) 6 dage ud af 7. Det er ikke så tosset. Desværre er det dog endnu ikke lykkedes mig at holde mig inden for det tilladte antal kalorier, men jeg skal jo også lige lære ... Og i morges kvitterede vægten med at sige -1,7. Hurra! (Og så taler vi ikke om, at de slankekloge siger, at det er nemmest i starten og sikkert vil gå i stå på et tidspunkt.)
 
Jeg håber bare, at det snart bliver mere rutine og en naturlig del af hverdagen, for den sidste uge har min hjerne konstant været opmærksom på, at jeg er på kur. Det fylder alt for meget. Men forhåbentlig lykkes det, så jeg om et års tid fylder meget mindre!

fredag den 19. juli 2013

Status

Nåm'n det blev selvfølgelig et afslag. Ikke engang en sølle samtale, kunne det blive til.

Og når jeg logger ind på jobnet, står der Du er meldt jobsøgende og er kontanthjælpsmodtager. Kan det blive mere deprimerende?

Pis med det. Jeg skrider på ferie og prøver at smide alle bekymringerne i Storebælt, når vi kører over broen.

onsdag den 26. juni 2013

Kære Univers

Eller kære Skæbne. Eller kære, hvem der nu end bestemmer den slags.

Jeg sender lige et stort ønske ud til dig. Det der job, som jeg lige har ringet om, det er altså til mig. Ikke noget med at give det til andre, vel? Opgaverne passer jo lige til mig. Arbejdstiden er rigtig børnevenlig. Beliggenheden er fin. Og nu er det min tur! Så pyt med, at jeg nu er i gang med at melde mig til den særlige uddannelsesydelse, fordi dagpengeretten udløber på søndag. Pyt med, at jeg er i gang med at minimere udgifter og standse pensionsindbetaling osv. Det kan jeg leve med. Når altså bare jeg ved, at for enden af denne lidt lange proces med at behandle ansøgningerne, så er det mig, der står med kontrakten i hånden. Mig! Ikke? Kom nu, kom nu. Åh, kære du, lad det nu blive mig!

onsdag den 22. maj 2013

Åh hvilken herlig dag

Jeg har fået lidt arbejde på min gamle arbejdsplads. Og så er det jo selvfølgelig sådan, at når man endelig skal afsted til noget bestemt, så er der et barn, der får feber. Heldigvis kunne farmor træde til, og når hun alligevel kom i bil, kunne jeg jo låne den, så Kæresten kunne tage vores egen på arbejde og slippe for to busture.

LilleLille blev afleveret i vuggestuen. Farmor ankom. Bilnøglen blev overdraget. Farvel-farvel og lad os tales ved om, hvordan det går med StoreLille. Ud på landevejen ... i en bil, der opførte sig lidt mærkeligt. Og mere mærkeligt. Indtil jeg til sidst bestemte mig for at vende om og trille hjem igen. Det nåede jeg bare ikke, inden koblingen bestemte sig for at stå helt af, og så var det slut med den køretur. Ringe til farmor, som ikke vidste, om de havde autohjælp. Skrive sms til farfar, som er indlagt på sygehuset. Finde papir med Falcks telefonnummer, ringe til Falck og få at vide, at der ikke var noget abonnement. Ringes op af farfar, som kunne fortælle, at de ikke har autohjælp. Ringe til Kæresten, som måtte forlade sit arbejde for at hente mig og køre mig frem til mit arbejde. Arbejde 3 timer. Få kollega til at køre mig hjem. Hente LilleLille i vuggestuen. Vente på, at Kæresten kom sent hjem. Spise aftensmad. Farvel og tak for i dag til farmor, som Kæresten kørte hjem. Putte børn.

Glemte jeg at nævne den der regn, der bare har væltet ned hele dagen uden pause? Og at der i morgen venter en dag med hjemmearbejde (var så forudseende at tage noget med hjem, hvis nu StoreLille ikke på mirakuløs vis blev helt frisk til i morgen), en dag, hvor Kæresten igen kommer sent hjem, og en dag med ikke bare et men nu hele to feberbørn.

Livet er skønt!

onsdag den 1. maj 2013

Ulidelig spænding

I sidste uge var der spændende indhold i min indbakke, nemlig indkaldelser til jobsamtaler. Jep, flertal. To samtaler. Den ene til et job, jeg rigtig gerne ville have, og den anden til et vikariat, som jeg sagtens kunne se mig selv i, imens jeg fandt mig noget andet. Lad os bare kalde dem job1 og job2.

Onsdag var jeg til samtale om job1. 81 ansøgere, 10 kaldt til samtale. Jeg var velforberedt efter en gang samtaleøvelse med Kæresten aftenen før. Fin samtale med god stemning, og jeg gik derfra i godt humør.  Fik allerede samme eftermiddag invitation til at komme igen, og de bad om lov til at indhente referencer. Skrev straks til tidligere chef, som skrev tilbage et par dage efter, at nu havde han talt med hende, og hun lød meget positivt indstillet over for mig.

Mandag var der samtale om job2. 188 ansøgere, 5 kaldt til samtale. Jeg var nok ikke voldsomt velforberedt, men det gik rigtig godt alligevel, og jeg gik derfra i godt humør. Ville få besked i løbet af et par dage.

Mandag aften kom jeg i den opløftede stemning til at gå lidt amok med mit dankort i en tøjbutik på nettet, for jeg har jo absolut intet at tage på, når jeg skal til at arbejde hver dag.

Tirsdag var der igen samtale om job1. 3 indkaldt til 2. runde. Havde allerede tilladt mig at drømme og snakket praktiske ting med Kæresten. Altså sådan: "så kan vi aflevere et barn hver om morgenen, og så kan vi følges ind til byen, og så kan vi ... bla. bla. bla." Samtalen gik sindssygt godt, og jeg var helt flyvende, da jeg gik derfra.

Tændte telefonen og fandt en besked fra job2, som gerne ville i kontakt med mig. Uuuh, hvor spændende! Valgte dog at vente lidt med at ringe tilbage, for job1 ville give lyd samme eftermiddag, og da det var det job, jeg helst ville have, ville jeg lige have svaret fra dem først. Ja altså, for ikke først at sige ja til job2 og derefter skulle ringe og sige nej tak, fordi jeg havde fået tilbudt job1.

Så der ventede nogle timer i ulidelig spænding. Årh, tænk hvis man skulle være sådan en, der fik tilbudt to jobs på samme dag. Vildt. Helt vildt. Nå, koldt vand i blodet, det bliver sikkert afslag. Neeej. Mit navn er skrevet hele vejen hen over job1, det kan simpelt hen ikke være anderledes. Jeg kunne næsten ikke holde det ud i maven.

Gik hen i vuggestuen og hentede LilleLille. Havde min telefon i hånden hele vejen, for jeg skulle ikke risikere, at den ringede, uden jeg hørte det. Kom hjem og fik hende placeret ved spisebordet med noget eftermiddagsmad, og kunne så lige snige mig ud på toilettet ...

Riiiiiing. Shit. Det er nu. Drønede ind til telefonen. Det var job1. Ååååh, de sommerfugle. Jeg kan næsten ikke koncentrere mig om at høre, hvad hun siger. Nå, jeg har skrevet en rigtig god ansøgning og gjort det rigtig godt til samtalerne. De var nødt til at tage en beslutning ud fra marginalerne, og der var desværre en anden, som lige havde lidt mere erfaring med et af områderne.

BANG!

Drømme og humør bragede ned i køkkengulvet.

Nå, men så måtte jeg jo ringe og "tage til takke" med job2. Afslag. WTF?? Nåeh, intern kandidat. Jamen hvorfor så spilde min tid i første omgang?

Pispispispispispis. Det kan man få for at tillade sig at lege med tanken om at få tilbud hele 2 jobs. Det kan man få for at tillade sig at tænke hvis-nu-tanken til ende og allerede nærmest have smurt madpakken og være klar til at gå i gang med ønskejobbet. I stedet kan jeg pludselig mærke, at bevidstheden om dagpengestop 30. juni tynger noget mere end for en uge siden. I stedet står den nu på mere jobsøgning.

Gæt selv, om jeg er motiveret.

mandag den 29. april 2013

Sundhedssystem i koma

Hørte lige følgende sætning fra fjernsynet inde i stuen:

Efter 10 dage i koma beslutter lægerne at vække Jonas.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om lægerne mon var kommet ud af deres koma, før de skulle tage beslutninger om at vække folk.

onsdag den 24. april 2013

Opløftende morgenkommentar

I morges kom StoreLille ud til mig på badeværelset. Da jeg kom ud af bruseren, kiggede hun lidt og sagde så: "Årh mor, du har tykke bryster. Helt her fra og her ned. De er godtnok lange."

...

Og således opløftet (!) vil jeg nu tage hul på min dag og forberede mig til jobsamtale.

lørdag den 6. april 2013

Det rigtige sted

Jeg var egentlig klar til at skrive et dårligt-humør-indlæg om, hvor belastende det er at være to under samme tag, der skal kæmpe sig ud af arbejdsløshedskøen. I går fik vi lige et par timer i totalt spændt venten på optur, da Kæresten havde været til virkelig god samtale et sted, hvor han selv havde sparket døren ind. Spændende job med gode rammer og kun et par stykker mere i konkurrencen, da jobbet jo aldrig havde været slået op. Efter nogle timer ringer de så med beskeden overkvalificeret. Pis osse! Det fjernede igen lige min motivation for at skrive næste ansøgning, fordi den jo alligevel bare ender i et afslag. Jeg blev helt vildt rastløs, trængte til at komme ud og væk ... og valgte at tage i Netto efter mælk i stedet for Fakta, som ligger tættere på. Wauw. Så nej, det ville være et ynkeligt indlæg, som jeg hellere må droppe.

I stedet vil jeg prøve at holde fast i den følelse jeg fik tidligere i dag, da jeg satte LilleLille i klapvognen og gik en tur. Vi er så heldige, at vi kun skal gå 100 meter fra hoveddøren for at komme ud på landet. Så jeg tog turen ned ad Kirkestien, som har marker på begge sider og dejlig lærkesang i luften. LilleLille syntes, det var fantastisk at sidde der i klapvognen og se fremad (hun er vant til at sidde i barnevognen og køre baglæns), og mens jeg gik der, blev jeg igen så grundglad over, at det er her, vi er havnet. Det var egentlig ikke et kriterium for mig, da vi købte huset, men nu hvor vi er her, kan jeg mærke, at det betyder rigtig meget for mig, at være så tæt på land og natur. Og samtidig være så tæt på Århus, at det er nemt at tage ind og gå en tur i de gader, som også kan give mig den bedste følelse. Det er svært at sætte ord på, hvad det gjorde ved mig at gå der. Og faktisk også svært at holde fast i følelsen. Men jeg ved, at den var der. Og jeg ved, at jeg kan finde den igen på næste gåtur. Og det er da perfekt!

tirsdag den 26. marts 2013

Ting, der undrer

- Kæreste har lige haft sidste arbejdsdag. Han blev fyret, fordi der var for lidt at lave. Så det var en lidt fjollet fornemmelse at sidde herhjemme og vente på ham efter sidste arbejdsdag. Han var nemlig nødt til at arbejde to timer over pga. travlhed.

- Hvordan kan man ansætte så dårlige lydfolk på et program som X-Factor? Måske er det de samme, der laver lyd på danske film. Måske er uddannelsen til lydmand simpelt hen for dårlig i Danmark.

- Og apropos uddannelse, så forstår jeg simpelt hen ikke, hvorfor nogen kategorisk nægter at lytte til nogen, der ved noget, i stedet for bare at tromle afsted med sin "nu er det os der bestemmer alt, om I så kan lide det eller ej"-attitude.

- Hvornår har "tænde af" skriftet betydning? Altså, hvis jeg tænder af, så bliver jeg helt vildt sur. Men nu har jeg efterhånden hørt det en del gange i betydningen "miste lysten til sex med". Jaja, jeg ved godt, at det selvfølgelig er "turn off", der oversættes direkte og tromler hen over den oprindelige betydning. Men det er altså patetisk, når man ikke kan udtrykke sig på dansk i stedet for at lave en dårlig oversættelse fra engelsk. (Ja jeg er jo nødt til at følge med trenden og bruger derfor patetisk i betydningen "ynkeligt" og ikke den oprindelige betydning "højtideligt".)

- Hvorfor kan jeg ikke snart lære at bruge min intuition og fremsynethed til at skåne StoreLille for tårer? Når jeg nu alligevel forudser bump på vejen i forbindelse med aftaler med en del af familien, kunne jeg jo lige så godt holde fast i min intuition og beskytte hende, men jeg falder pladask i hver gang alligevel.

- Hvorfor sidder jeg her og blogger,når jeg burde skrive ansøgninger i stedet for? Altså, man bør da ikke miste motivationen af, at Indbakken i dag har modtaget to mails med nogle ord i stil med "besat til anden side" og henholdsvis "136" og "496 ansøgninger".

Tror bare, jeg går ud og sætter aftensmaden i ovnen i stedet for ...

mandag den 18. marts 2013

Spild af ondt i maven på forhånd

I morges tog jeg den hårde hud på og forsøgte at smøre mig godt og grundigt ind i teflon, så løftede pegefingre kunne prelle af på mig. Jeg var nemlig indkaldt til en times "jobsamtale" på Jobcenteret. Altså ikke en jobsamtale af den spændende slags, men en af dem, hvor vi bl.a. skulle tale om Muligheden og behovet for ret og pligt til tilbud om aktivering. Skal vi tage den igen?

Muligheden og behovet for ret og pligt til tilbud om aktivering.

Selv med min sproglige uddannelse forstår jeg simpelthen ikke den sætning.

Nå, men jeg var forberedt på en omgang "Hvad har du søgt? Hvor meget? Hvor henne? Hvorfor lykkes det ikke? Må jeg se en liste. Lad os bore i dit CV på Jobnet. Du skal på et jobsøgningskursus!" Altså et af de der møder, som man bare skal igennem og så bruge resten af dagen på sofaen med kleenex og slik for at komme ovenpå igen.

Men tænk engang. Efter kun 20 minutter gik jeg derfra med en overraskende god fornemmelse i maven. Min aktivering kommer til at bestå af 6 timers coaching fordelt over 6 uger. Egentlig synes jeg, at coaching-markedet har taget overhånd, men når det nu handler helt specifikt om at få afklaret mine kompetencer og muligheder, så vil jeg gerne være med. Efter de 6 uger bliver jeg tilknyttet en jobkonsulent, som skal hjælpe mig mere målrettet i forhold til virksomhederne. Og hvis der stadig ikke har vist sig et job inden 30. juni, kommer jeg på uddannelsesordningen, som ikke er en økonomisk guldgrube og som vil give lidt hovedbrud i forhold til budgettet, men som alligevel har bedre vilkår end jeg lige havde forstået i første omgang.

Sådan kan man blive så overrasket på en stormende vinterforårsmandag.

torsdag den 21. februar 2013

Adrenalin til morgenkaffen

Børnene var afleveret, der var kaffe i glasset og knækbrød på tallerkenen. Sad ved spisebordet og kiggede på computerskærmen. Indtil jeg registrerede en lille bevægelse inde i stuen. Jeg var alene hjemme, så det kunne jo ikke passe. Gad vide, om der var faldet noget tøj ned fra den stol, der er blevet opholdssted for aftaget børnetøj. Men det kan det jo ikke bare helt af sig selv. Glup, der var en bevægelse igen! Inde under sofaen. Shit, shit, shit. Tanker om rotter og mårer, der dog plejer at nøjes med at boltre sig i etageadskillelsen. Flygt. Ud af huset. Hvad skal jeg tage med? Telefonen, så jeg kan ringe og kommandere Kæresten hjem fra arbejde. 1000 tanker på et milisekund. Og inden jeg når at flytte mig, kommer der en kat spankulerende ud midt på gulvet. Og da jeg rejser mig og spørger, hvor den kommer fra, tager den flugten i fuldt firspring ind i kontoret, op over skrivebordene og ud af det vindue, jeg har glemt at lukke efter morgenens udluftning. Pyyyh. Må vist hellere patruljere området i morgen, når der skal luftes ud.

onsdag den 20. februar 2013

Vi er stadig kørende

Vi vidste, at det var ved at være tiden. Men da indkaldelsen til syn så rent faktisk ankom, skabte det lidt uro og snak frem og tilbage, for hvad nu hvis...? Vi har en gammel bil. Gamle biler har skavanker. Og vores har et par stykker. Og som bekendt har vi ikke en kiste med guld stående på loftet, så vi har vendt sandsynligheden for at skulle lære at være børnefamilie uden bil. Bilen skulle synes senest i slutningen af marts, så vi skulle vist snart tage os sammen til at køre forbi værkstedet og få et overblik over omfanget. Men så kom Kæresten i tanke om, at vi da også kunne køre den til syn, og så ville vi jo automatisk få et vide, hvad der skulle laves. Smart idé, for vi er ikke helt sikre på, om man kan stole på, at en mekaniker kun påpeger det, der er absolut nødvendigt at få lavet. Kald os bare fordomsfulde, men for to år siden havde vi en perfekt kørende bil, som efter synstjek fik den ene skavank efter den anden og tømte vores konto op til flere gange.

I går var så skæbnedagen, hvor bilen skulle synes.



... Og den gik igennem ...



Hold da op. Altså, beskeden var, at den med stor sandsynlighed ikke kan gå igennem næste gang, og at hvis der kommer en større reparation, skal vi nok overveje at lade være. Men hold da op. Vi har stadig bil. På lånt tid, men alligevel ... hurra!

onsdag den 6. februar 2013

Hverdagen er svær at finde

Mandag lykkedes det at få alle mand ud af huset - altså selvfølgelig lige undtagen mig - og jeg gik i gang med en ambitiøs gang forårsrengøring. Ja altså, for når man nu skal rundt i alle hjørner på sådan et stort hus, kan man  lige så godt starte i god tid. Og samtidig håbe, at det kunne lokke forårsvejret lidt nærmere.

Tirsdag var det endelig blevet tid til at tage til Skejby med StoreLille og blive lidt klogere på mælkeallergien. Fik dog ikke meget mere ud af det end et par symptomskemaer der skal udfyldes den næste måned. Derudover fik vi den nedslående besked, at sandsynligheden for at vokse fra det er ret lille, når man er 4 år. Og så fik vi tilbudt noget kostvejledning, men det kan jo sådan set være lige meget nu. For 4 måneder siden ville vi have råbt ja tak, da vi stod og følte os helt alene i en ny verden, men nu har vi jo altså efterhånden fundet ud af det selv. Men åh, hvor blev jeg lige kastet tilbage i frustrationerne over, at det så er sådan hendes (og vores) liv skal se ud. Ovre hos Blogsbjerg bliver der talt om mad for tiden, og det gør ondt i mig, at StoreLille skal være den, der er nødt til selv at have mad med til sociale sammenkomster eller at "være besværlig" og få maden tilberedt specielt til hende. Der er bare et fællesskab omkring mad, som hun bliver sat udenfor med den rådne allergi.

Onsdag skulle så være dagen, hvor jeg genoptog forårsrengøringen og også lige fik skrevet 5 ansøgninger. Men nej, for LilleLille vågnede op med feber. Har fået en tid hos lægen igen-igen, og ser med længsel frem til sidst på måneden, hvor vi skal en tur forbi ørelægen.

Og så var det jo, at jeg i det sidste indlæg mente, at jeg skulle til at forsøge at finde de positive sider i hverdagen, så her er en: Hvor er det godt, at jeg ikke har et arbejde, som jeg ville blive fyret fra pga. alle de børnesygedage.

fredag den 25. januar 2013

Siden sidst

Så gik der sørme lige fire måneder, og her er et lille overblik over, hvad jeg har fået tiden til at gå med i stedet for at skrive:

  • 1 mistanke om mælkeallergi (StoreLille). Så der gik lige lidt tid med at lære at styre uden om alle fødevarer med mælk. Og med hele tiden at være to skridt foran, når vi skulle spise andre steder end hjemme. Hvilket vi skulle en del pga. runde fødselsdage og jul. Hvad er menuen? Husker I at stege kødet i olie i stedet for smør? Hvad med desserten? Okay, jeg tager noget med. Og bager småkager. Og finder ud af, hvordan man laver mælke- og flødefri risalamande. Og ..., og ..., og ... Nu er det heldigvis snart februar, og vi kan komme ud at tale med nogle kloge mennesker på Skejby Sygehus.
  • 3 mellemørebetændelser (LilleLille). Den sidste konstatet i dag. Næste skridt penicillinkur og derefter ørelæge. P.S. Hvordan får man det stads i de små stakler uden at det omgående bliver efterfulgt af en kaskade opkast?
  • 1 halsbetændelse (StoreLille).
  • 3 x skoldkopper (StoreLille, LilleLille og ... tadaah ... mig). Jeg havde jo ikke haft skoldkopper, så det var ret nervepirrende at se de røde prikker bryde frem på først den ene og derefter den anden. Men tilsyneladende sprang de over mig. Tilsyneladende altså. For noget tid senere skulle jeg have taget nogle blodprøver og fik så også lige kigget på skoldkoppetallet ... som kunne vise, at nu havde jeg haft dem. Og helt uden at mærke noget til det. Fantastisk!
  • 1 x snot og feber (LilleLille).
  • 4 x influenza (en til os hver).
  • 1 vuggestuestart (LilleLille). Moren syntes jo selvfølgelig hun var alt for lille til at starte, og ville gerne lave en meget blid indkøring. De kloge pædagoger mener dog, at det er bedre for barnet at blive kørt ind hurtigt. ... det viste sig bare, at vi blev tvunget til den langsomme model: vuggestue, sygdom, vuggestue, sygdom, vuggestue, juleferie med sygdom, vuggestue, sygdom. Det lykkedes næsten at være i vuggestue to uger i streg her i sidste omgang, men selvfølgelig skulle hun så blive syg i dag.
  • Et stort antal skrevne ansøgninger og et lige så stort antal afslag (mig). Det sidste (på en uopfordret ansøgning til et job, jeg virkelig virkelig virkelig gerne ville have) modtaget i går med en meget nedladende tone krydret med et "Held og lykke i din videre jobsøgning". Tak, du. For hvor er jeg da motiveret til igen at skulle forsøge at sælge mig selv lige nu.
  • 1 fyring (Kæresten). Så hvis alt går galt, skal vi klare os på 2 x dagpenge fra april og 1 x dagpenge fra juli. Men det gør det selvfølgelig ikke. Går galt altså. For der venter jo fantastiske job lige om hjørnet til os begge to. Eller en kæmpe Lottogevinst ... eller noget.
  • 1 bule i hovedet (LilleLille, desværre). Lavet for en time siden, da vi havde forsøgt at få penicillin i hende og igen blev belønnet med opkast. Jeg skyndte mig ovenpå med hende, men havde, pga. den ildelugtende masse på hendes og mit tøj, ikke lige mulighed for at bære hende, som jeg plejer op ad trappen. Og selvfølgelig skulle jeg så snuble lige i dag. Og måtte så vælge mellem at falde og kure ned ad trappen med LilleLille under mig, eller at løbe op uden at have balancen og derved hamre først mit og derefter hendes hoved ind i væggen ovenfor trappen. Øv!
Så det er livet set fra min hylde lige for tiden. Måske skulle jeg i næste blogindlæg øve mig lidt i at se de gode indslag i dagligdagen. Bare sådan lige for humørets skyld.