tirsdag den 21. december 2010

Glædelig jul

Jeg må vist bare indse, at det ikke bliver til noget lige nu med alle de blogindlæg, der har ligget på lur de seneste dage. De er simpelt hen druknet i peberkagebageri, konfektlavning, gaveindkøb og -indpakning, tøjvask (af en eller anden mærkelig grund forsvinder de dagligdags gøremål altså ikke, bare fordi det er december), underholdning af barn og en hel masse andet.

Og i morgen er det store pakke pakkenellikerdag og så starter juletour de famile, hvor alle skal besøges og tilgodeses. Det bli'r til 7 dage på farten, og jeg er næsten allerede helt forpustet.

Så glædelig jul herfra. Jeg vender tilbage på den anden side af julemaden.

torsdag den 16. december 2010

Kursistflokken

Nu er det vist ved at være lidt længe siden, jeg luftede tanken om at skrive lidt om flokken af meddeltagere på det der kursus, jeg har været på. Allerede fra første dag sad jeg og pønsede på et rigtig langt blogindlæg, for alle stereotyperne var der og var lige til at skrive om.

Men så gik tiden og jeg fik ikke lige skrevet, og så skete det jo, at jeg rent faktisk kom til at snakke lidt med stereotyperne i en frokostpause hist og pist. Og lige pludselig levede de måske alligevel ikke helt op til det stempel, de havde fået i panden ved indgangen. Lige pludselig gik det op for mig, at de jo hver især havde en interessant historie at fortælle. Og at hele flokken af nyuddannede piger med langt, lyst hår måske ikke var så ens alligevel.

Så måske er det meget godt, at jeg ikke nåede at skrive og derved udstille min egen forudindtagede holdning til, hvordan mennesker må være, efter jeg lige har nået at kaste et blik på dem. Men det havde nok helt sikkert været et sjovere indlæg.

Der var dog to, der blev i de castede roller på hele kurset: Ham den irriterende og sure, som høstede en masse suk og trætte blikke, hver gang han sagde noget. Og så hende den tykke (mig).

mandag den 6. december 2010

Endnu et godt link

Jeg har ikke selv så meget at sige for tiden. Eller i hvert fald ikke så meget at skrive. Jeg tror det er den sædvanlige smøre med for lidt søvn og for meget træthed, så den springer vi bare over. Men jeg kan dog heldigvis stadig læse, og det gjorde jeg med stor fornøjelse på en ny blog, jeg lige har fundet. Hvis man selv er så "heldig" at have fornøjelsen af dagpengesystemet, giver det et tiltrængt grin. Men man må altså også måbe over, at det virkelig kan foregå sådan, så der er også god læsning, hvis man hører til dem, der får en lønseddel hver måned.

Det sker her: dagpengeland.dk.

fredag den 26. november 2010

Alene hjemme

Jeg er alene hjemme. Altså ikke helt, for Den toårige ligger oppe i sin seng og sover, men jeg er den eneste "voksne", der er hjemme. Og jeg kan altså komme lidt i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde bliver rigtigt voksen, for jeg synes stadig, det er meget mærkeligt at være den, der så har eneansvaret for en toårigs aftensmad, aftenbad og putning. Gad vide, om jeg vænner mig til det på et tidspunkt, eller om jeg stadig vil se mig over skulderen efter den rigtige voksne, når hun bliver større og kommer for at få hjælp til de der ting, man nu engang skal bruge en voksen til.

Nå, men Kæresten er taget på mande-hygge-weekend, og som modtræk havde jeg allieret mig med en veninde, der skulle komme og hygge her hele weekenden. Men der faldt noget akut sygdom ned i hendes familie, og så måtte planerne udskydes.

Så her sidder jeg med en weekend, hvor jeg skal være alene hjemme, og det har jeg bare aldrig været god til. Altså, dengang jeg boede alene, var det jo bare sådan, det var, men der var lejligheden også så lille, at det hele kunne overskues på en gang. Her er huset temmelig meget større og krinkelkroget, og selvom jeg elsker det og har boet her i et halvt år, har jeg altså stadig ikke helt vænnet mig til huset om natten ... selvom jeg jo ellers har rigelig mulighed for det, når jeg normalt er oppe 3-5 gange i løbet af en nat.

Jeg er ret sikker på, at det hele startede, da jeg var lille, og min søster og kusine (som er 7 år ældre end mig) elskede at skræmme mig med diverse mørke-gemmelege, når vi var alene hjemme. Det har så været medvirkende til, at jeg - uanset hvor irrationelt det end er - ikke bryder mig om at slukke lyset og lægge mig til at sove alene. Får mærkelige fornemmelser og tanker, som løber løbsk og er ret umulige at stoppe.  Og det er altså ikke nu, jeg har brug for beretninger om diverse uhyggelige oplevelser. Derimod ville det være rigtig dejligt hvis nogen har gode råd til, hvordan man bliver voksen på det område. For det er jo lidt uholdbart altid at skulle finde en babysitter til mig, når Kæresten ta'r soveposen under armen for at overnatte et andet sted.

Men i denne weekend er nødplanen (helt uselvisk) at gøre mormor og morfar glade med et besøg i morgen - hvis snevejret altså ikke spænder ben.

onsdag den 24. november 2010

Nemesis igen

Jeg har på fornemmelsen, at Nemesis bor meget tæt på os. I hvert fald er reaktionstiden meget kort.

Denne uges kursus er ikke lige min kop te, og jeg trænger temmelig meget til en fridag. En hel dag bare til mig. Så i går nævnte jeg for en veninde, at jeg måske godt kunne overveje at "have sygt barn" torsdag, så jeg lige kunne få en lille pause.

Men...

Allerede i går aftes fik Den toårige feber. Og i morges græd hun og sagde, at vi skulle puste på øret. Så afbud til vuggestue og kursus og hjemmedag til os begge to. Her til aften er feberen endnu højere, så det bliver hjemmedag igen i morgen. Så okay, jeg får to dage væk fra kurset, men der er jo altså ikke meget hyggefridag over at være hjemme med sygt barn. Derfor er der allerede nu lavet aftale med farmor og farfar, så de rykker ud, hvis det er nødvendigt på fredag.

Og så kan det jo være, at det føles som en hel fridag at være på kursus fredag.

tirsdag den 23. november 2010

En sur servicedame og en superheltemor

Jeg havde set vejrudsigten. Og den gamle vinterjakke kunne simpelt hen ikke klare endnu en sæson ... hvilket man egentlig ikke kan fortænke den i efter 8-9 stykker af slagsen. Så i går begav jeg mig ud i projekt jeg-kan-da-sagtens-nå-at-købe-en-vinterjakke-på-en-time-inden-afhentning-i vuggestuen. Og det kunne jeg faktisk! Så det kunne jeg jo juble lidt over, da jeg stod op til en hvid udsigt i morges.

Nå, men jakkejagten førte mig ind i et stormagasin. Der er vist ingen grund til at nævne navne, men jeg kan jo sige, at det er det, der i lang tid har været kendt for høje priser og dårlig service. Det med servicen er dog blevet bedre efter et ejerskifte eller to. Men det tror jeg ikke, hun var helt klar over, hende der arbejdede oppe i informationen ved siden af jakkeudsalget. Måske har hun arbejdet der dengang servicen skulle være dårlig, og hendes lille bidrag var så at hælde dårlig stemning ud over sine kolleger - måske i håbet om, at de så ville lade det gå ud over kunderne. I den tid jeg var der, nåede jeg i hvert fald at opleve hende spy ild over to unge kolleger. Ikke på den vrede måde. Nej, hun smilede skam. Med munden altså. Men venlighed var der ikke at spore nogen steder.

Måske er hun julesur på forhånd. Måske er hun godt og grundigt træt af sit job. Men bør hun så ikke sige op i stedet for at blive og forpeste luften omkring sig? Jeg havde næsten lyst til at gå tilbage i dag, for at se, om hun stadig var giftig, eller om det måske bare var et morgenskænderi på hjemmefronten, der gav en dårlig dag. Så kunne jeg også have givet hende et tip om, hvor man kan hente lidt godt humør. Jeg har nemlig fundet frem til den der sjove blog, jeg faldt over forleden.

Superheltemor.blogspot.com. Den kan anbefales, og den er ret ny, så det er overkommeligt at læse op fra starten. God fornøjelse!

onsdag den 17. november 2010

Vattet grineflip

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg sover alt for dårligt. Det har jeg gjort næsten siden den nu toårige flyttede ind i min mave, og jeg gør det stadig nu, hvor hun er flyttet på eget værelse.

Jeg ved godt, at det er en efterhånden godt brugt kliché at være mor og søvnig, men det gør det altså ikke mindre invaliderende. Langt de fleste dage er belagt med en tung vatdyne fyldt med humorforladthed og korte lunter. Og i dag var ingen undtagelse efter fire natlige opstandelser. Så jeg slæbte mig hen til det der kursus, mens jeg overvejede, hvordan jeg dog skulle komme igennem dagen.

Der sad jeg så og kæmpede. Jeg havde lavet det, der skulle laves (for man er vel pligtopfyldende), men der var tid til overs og jeg var absolut ikke lige inspireret til at sidde og lege videre selv. Så jeg havnede på en blogrundfart og stødte her på en blog, jeg ikke havde mødt før. Den var simpelt hen så sjov. Og jeg var simpelt hen så træt. Så resultatet blev, at jeg fik totalt grineflip, men da jeg jo sad midt i en slags undervisningssituation, var jeg nødt til at holde det indenbords. Nok meget godt, at vi ikke sidder over for hinanden, for jeg er ret sikker på, at jeg endte med at ligne en, der sad og kæmpede mod en stor tudetur. Til sidst var jeg simpelt hen nødt til at gå ind og læse noget avis i stedet for, så jeg lige kunne få lidt ro på tårekanalerne.

Senere på dagen blev vi pludselig bedt om at rejse os op og lave en fjollet øvelse to og to. Der ramte grineflippet igen, men her var det lidt nemmere at gemme det ind under den generelle stemning i rummet.

Og så var det jo faktisk lidt rart, at den der dumme vatdyne for en gangs skyld var lidt sjov.

.....

Hvad det var for en blog? Ja det er jo så lige det, jeg var for træt til at huske på, og jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg fandt derhen. Det må altså stå hen i det uvisse, indtil jeg tilfældigt støder på den igen.

mandag den 15. november 2010

Til salg

Et stk. cand.ling.merc.-titel sælges. Den er lidt gammel men til gengæld næsten ikke brugt. Nypris: 5½ års hårdt arbejde og en pæn klat studiegæld. Sælges nu til højstbydende.

tirsdag den 9. november 2010

ZZZzzzZZ

Jeg er træt. Og søvnig. Og det har jeg efterhånden været længe. Men lige for tiden er jeg det endnu mere. Derfor bliver det ikke til så meget blogskriveri. Selvom der af og til dukker et blogindlæg op i mit hoved, så når det bare ikke rigtig længere. Ligger ellers der og er helt fint og formuleret og alt muligt, men når jeg så ta'r mig sammen til at tænde computeren, siger det bare pist væk, og så kan jeg simpelt hen ikke huske hvad det lige var, jeg havde indtalt på den mentale diktafon.

Det hjælper heller ikke, at jeg er på kursus for tiden og der får overopfyldt behovet for at sidde ved et tastatur. Men det kunne godt tænkes, at der snart skulle skrives noget om kursistflokken. Bare ikke lige nu. Nu er der vist noget med en pakkekalendergave, der skal strikkes færdig.

torsdag den 28. oktober 2010

Sikke noget lort

Jeg er rigtig glad for vores have. Men jeg er ikke så glad for, at den er blevet til opholdssted for kvarterets katte. Især genboens katte, som tæller 1 voksen og 3 store killinger. Specielt de der killinger har åbenbart ikke fattet, at man som kat graver sine efterladenskaber ned, så et af deres yndlingssteder for den slags er på fliserne i carporten. Heldigvis har vi låg på Den toåriges sandkasse, men hvis man er kat og virkelig vil, så tror jeg faktisk godt, det kan lade sig gøre at dumpe noget ned mellem brædderne.

Man kan godt bede naboer om at holde deres hund hjemme hos dem selv, men af en eller anden grund gælder dette ikke rigtig for katte. I dette tilfælde ville det nok også blive lidt svært at få kontakt til kattenes ejere, da det efter et halvt års genboskab endnu ikke er lykkedes at lokke så meget som et nik ud af dem.

Men altså, når en hund skal ud at "nifle", skal den jo altid sørge for at have sit menneske med i snor, og at dette menneske medbringer et arsenal af plastikposer. Kan man ikke lave sådan en regel for katte? Eller en lov om, at de skal blive på deres egen matrikel?

Det kan man nok ikke. Suk. En dag, når jeg får god til, vil jeg opfinde et katteskræmsel.

torsdag den 14. oktober 2010

Gadespejlet

Når jeg er på besøg hos mine forældre, bliver jeg altid så irriteret over, at de hele tiden  har et øje med i, hvad der sker ude på vejen. Eller. Måske er det meget naturligt at blive opmærksom på bevægelse uden for vinduerne. Men det der irriterer mig er, at de så åbenlyst gør opmærksom på, at de følger med, og hele tiden kommer der lige en bemærkning om, at nu får den og den besøg, eller nu sker der det og det ovre hos genboen osv. Men måske er det bare en naturlig følge af at være vokset op i et lille alle-kender-alle-samfund.

Eller også er det bare helt naturligt, uanset hvor man kommer fra.

Her i lillebyen har jeg i hvert fald måttet erkende, at jeg har lidt svært ved ikke at blive opmærksom på, at genboens store, gamle bil hoster og harker og protesterer mod at blive startet. Når det så sker gentagne morgener på nogenlunde det samme sted i mine morgenrutiner, bliver jeg endndu mere opmærksom. Og så er det, jeg finder ud af, hvorfor det stakkels, gamle lokum skal startes. Og så er det, jeg har lidt svært ved at lade være med at kommentere. Den lettere buttede ca. 10-årige datter skal nemlig køres i skole. Der er ca. 300 meter. Eller måske 400, afhængig af hvilken indgang hun skal sættes af ved. Og så kommer mor og bil hjem igen efter et par minutter. Og så er det, jeg bliver bare lige en smule (eller måske mere end det) forarget.

Måske skal jeg bare se at få købt et gadespejl.

fredag den 8. oktober 2010

Discountsprog

Her på det sidste har jeg fået indtryk af, at man er begyndt at spare på sproget i supermarkederne. Det toppede i går i Aldi, da kassemanden sagde "12" til kunden før mig, og da det blev min tur, var beskeden "7". Ja, jeg skulle bare have en liter mælk og ja, den kostede 7 ... kroner altså, men det gad han åbenbart ikke bruge krudt på at sige.

For nogle måneder siden opdagede jeg også en ny trend blandt kassepersonale m/k. Først bemærkede jeg det her i lillebyen, og så spredte det sig - til min rædsel - også ind til storbyen. Når man var færdig med at betale, sagde de nemlig "bon med?", og hold da op, hvor blev jeg irriteret hver gang. Hvad er der nu i vejen med "vil du have"? Nå, men det er så faktisk en trend, jeg har gået og hygget mig med at være irriteret over i så lang tid, at den nu er ved at vende, og det igen er blevet moderne at tale i hele sætninger.

Jeg kan godt forstå, at det må være temmelig kedsommeligt at sidde og sige de samme små standardfraser om og om igen dag ud og dag ind. Så hermed kommer der en lille op- og udfordring til alt kassepersonale. Prøv at finde så mange kreative måder som muligt at sige netop de små sætninger på - så bliver det måske lidt sjovere både for jer og for os. Hvilket lige får mig til at tænke på at jeg engang så noget i fjernsynet om en retarderet pakke-i-poser-dreng i USA, der hver dag puttede et nyt lille ordsprog eller lignende ned i kundernes poser. Det er da hyggeligt!

fredag den 1. oktober 2010

Så hellere en god kop kaffe

I går kom jeg forbi et kæmpe skilt, der viste, at her boede ErstatningsAdvokaterne. Er det sådan nogle advokater, man kan gå til, hvis det ikke er muligt at få fat i en rigtig advokat? Altså lidt ligesom erstatningskaffe. Det håber jeg faktisk. For den anden mulighed giver endnu dårligere smag i munden end erstatningskaffe og får mig til at tænke på amerikanske film, hvor advokater styrter rundt og deler visitkort ud på hospitalerne. Bvadr.

fredag den 24. september 2010

Nemesis

På Facebook har jeg i længere tid måttet lægge øjne til statusopdateringer i stilen:

XXX synes det er så dejligt at begge unger sover sødt.
XXX er vågnet frisk og veludhvilet efter en dejlig nat uden afbrydelser.
XXX blev først vækket kl. 8.30 i dag. Dejligt at have børn, der er gode til at sove.

Og videre og videre i samme stil, og jeg kan nok ikke sige mig helt fri for at have været en anelse undrende over, hvorfor det var nødvendigt at udbasunere, at børnene var gode til at sove. Når man nu i 2½ år har været medlem af den klub, der ikke får 8 timers sammenhængende søvn hver nat, er det ikke så nemt at bære over med, at andre har brug for at blære sig med deres kvalitetssøvn.

Pludselig kom der så en opdatering med en helt anden tone:

XXX er bare så træt efter at X har kastet op hele natten.

Og så kom der ellers en lind strøm af:

XXX synes det var meget hårdt at være oppe i 1½ time, mens X holdt fest.
XXX har næsten ikke sovet, fordi X og X har valgt at være vågne på skift.
XXX lider af søvnmangel og kan slet ikke overskue noget i dag.

Her kunne jeg jo så ikke lade være med at tænke, at når man nu råber så højt, så er risikoen jo, at Nemesis hører det og kommer løbende. Og en lillebitte smule skadefryd var der måske også at spore i den tanke.

........

Men så var det jo, at Kæresten og jeg en aften efter forældremøde i vuggestuen kom til at snakke om, hvor dejligt det er, at Den toårige har været så god til at styre uden om de fleste vuggestue-smittekilder. Og at det da var utroligt, at hun i hele sit lille toårige liv aldrig havde kastet op.

Næste morgen var helt som den slags plejer at være. Bevares, Den toårige havde ikke den store appetit, men var ellers frisk og i hopla, som hun plejer. Så ud i bilen med hende og afsted mod vuggestuen. Jeg havde bare ikke lige set, at Nemesis var med som blind passager.

Og så er der vel ikke så meget andet at sige end, hvor er det godt vi har fået vores egen vaskemaskine!

mandag den 20. september 2010

Vise ord

Dette lille skilt hænger på en anonym bygning for enden af gaden, og det behøver vist ikke at få de store kommentarer med.

fredag den 17. september 2010

Al begyndelse er svær

Jeg sidder i stuen, og far og datter (alias Kæresten og Den toårige) er inde på kontoret ved siden af. På et tidspunkt kan jeg høre, at interessen er faldet på kameraet, og at de er i gang med at tage billeder af hinanden. Og så skal der åbenbart en ny model til.

Far hvisker: "Så skal du sige smil mor og først tage billedet, når hun smiler."
Små fødder tripper hen over gulvet og ind kommer Den toårige med kameraet i hånden. Linsen peger ned i gulvet, men hun siger "Smil mor" og trykker af.
Far forklarer: "Du skal pege på mor, før du trykker på knappen."
Den toårige (med sit karakteristiske opadgående tonefald): "Okay."
Hvorefter hun slipper kameraet med den ene hånd, som jo nu skal bruges til at pege, mens hun trykker på knappen med den anden hånd.

Her er det fine billede af mor i sofaen:

torsdag den 16. september 2010

Fordi jeg siger det!

I april stillede jeg mig mere eller mindre frivilligt op i arbejdsløshedskøen, og siden har jeg været på den obligatoriske rundtur i systemet. I dag havde jeg så fornøjelsen af at stifte bekendtskab med den Anden Aktør, som skal forestille at varetage mine interesser og hjælpe mig tilbage på jobmarkedet. Først brugte vi ca. 1½ time på at høre om det, som jeg allerede har brugt to møder hos A-kassen på at få at vide. Derefter kunne man så sidde pænt og vente på, at det blev ens tur til at tale med en konsulent. Ventetiden blev selvfølgelig brugt på at småsludre med de andre indsatte ... undskyld indkaldte. Alle var af den holdning, at vi var der for at glæde systemet, så de kunne få brugt nogle flere penge i den hellige Beskæftigelsesindsats' navn, og ingen troede på, at bekendtskabet med Anden Aktør reelt kunne gøre andet for dem end at give lidt tidsfordriv og en kop kaffe eller to. Kan det være tilfredsstillende for dem, der sidder inde i systemet, at deres målgruppe har det sådan? Er der i virkeligeheden tale om, at når man nu sender de arbejdsløse på rundtur og lader forskellige konsulenter fortælle dem de samme ting igen og igen, så har konsulenterne jo et arbejde, og så er man fri for at udbetale dagpenge til dem?

Nåm'n endelig kom jeg så ind til den der konsulent, som jo så skal være min kontaktperson og hjælpe mig i arbejde. Det vil hun gøre ved at sende mig på deres eget fire ugers jobsøgningsforløb. Jeg protesterede og forklarede, at jeg i tidens løb har været på tre forskellige kurser af den slags, og at det efter min mening er ren spild af tid. Jeg forstod heller ikke helt, at jeg skulle aktiveres allerede i 1. ledighedsperiode, og hertil svarede hun:

"Det skal du, når vi siger det."

Dingdingdingding sagde min indvendige klokke, da jeg på ét sekund røg helt op i det røde felt. Det er jo næsten den samme sætning, som jeg af og til bruger over for Den toårige, når der er noget, hun ikke vil være med til. Måske skal jeg til at finde på en anden begrundelse for, hvorfor hun skal gøre, som jeg siger. ... Eller måske er der bare forskel på at bruge den over for en på to år og en på 39?

Da jeg kom hjem, kontaktede jeg min A-kasse for lige at få styr på det der ret og pligt. Det viser sig så, at man fra 1. ledighedsdag har pligt til at tage imod et eventuelt aktiveringstilbud og fra 2. ledighedsperiode har ret til at blive aktiveret ... hvilket vel i bund og grund er det samme og bare betyder: 

"Du skal gøre som vi siger, når vi siger det."

torsdag den 9. september 2010

Antibefaling

I går blev jeg færdig med at læse Over mit lig af Mikkel Birkegaard.

Intet sted i bogen blev jeg så grebet, at jeg lige måtte læse en side mere. Men jeg læste den færdig, for det gør jeg altid (eller okay, for det meste), når jeg er gået i gang med en bog. Og så ved jeg alligevel ikke helt, om man kan sige, at jeg læste den færdig, for på de sidste 15 sider kunne jeg ikke holde ud at læse. Her lader hovedpersonen sig nemlig torturere og til sidst slå ihjel. Jeg var nødt til lige at kaste et blik på hver side for at se, om der kom en mening med galskaben, men det fortsatte bare med femten siders mishandling. Det var m.o.d.b.y.d.e.l.i.g.t! Og så sluttede den. Og så følte jeg mig noget så snydt.

Har du lyst til at læse den? Det kan ikke anbefales.

onsdag den 8. september 2010

Forunderlige verden

Morgenbillede:

Den toårige sidder på trappen og tager sko på inden afgang til vuggestuen. Hun kigger ud gennem ruden i døren og glemmer det med skoene et øjeblik, for der sker noget sjovt udenfor. "Se mor, himlen flyver." Og tænk, det gjorde den jo ... eller altså, efterårsblæsten pustede alt hvad den kunne på de stakkels skyer, så de tumlede hen over himlen i fuldt firspring.

Hvor er det altså fantastisk at få lov at kigge med, når hele verden skal opleves for første gang.

tirsdag den 7. september 2010

De der roommates

Som jeg har skrevet ude til venstre, deler jeg hus med et ukendt antal edderkopper, og det er altså ikke med min gode vilje!

Da jeg boede hjemme hos mine forældre, tilkaldte jeg altid min far, når der dukkede et bæst op, som skulle hjælpes udenfor eller hjælpes videre til den næste verden. Hvis min far ikke var hjemme, kaldte jeg på min mor. Hvis min mor heller ikke var hjemme, var det hunden, der fik lov til at lege jagthund.

Jeg har også en søster, men hende nyttede det ikke noget at kalde på. Vi sad engang en hel aften inde på mit værelse og ventede på, at vores forældre skulle komme hjem. Der var nemlig et stankelben i gangen, og sådan en utilregnelig, flagrende fætter er man altså nødt til at holde afstand til.

Min studenterhybel delte jeg med både bænkebidere og langbenede edderkopper. Derfor stod min støvsuger altid fremme, og jeg tør slet ikke gætte på, hvor meget kryb der i løbet af næsten 10 år har måttet lade livet i den. I en årrække var jeg så heldig at min meget gode veninde også var min nabo. Hvis der dukkede et kryb op, som ikke var egnet til støvsugeren, bankede jeg på hos hende. Hun var lige så bange, som jeg var, men alligevel kom hun mig altid til hjælp. Det er da en god veninde!

Fra studenterhybelen flyttede jeg op i Kærestens lejlighed på 3. sal. Skønt at bo så højt oppe, at edderkopperne bliver forpustede og giver op på vej op ad trappen.

Nu bor vi så i det her gamle hus. Og Kæresten er jo ikke altid hjemme til at komme mig til undsætning. Og vi har ingen hund.

Forleden hørte jeg en lille barnestemme kalde inde fra stuen: "Mooaar. Se mor, en sommerfugl." Den måtte jeg jo lige ind at kigge på, og jeg kunne så konstatere, at der ikke var tale om et sommerfugl, men om en natsværmer - og en natsværmer med en krop så stor som min lillefinger. GYS. Men hvad gør den gode mor? Hun siger: "Ja, det er da en fin sommerfugl, men nu hjælper vi den lige udenfor." Og så står hun der og bakser med et bæst, som insisterer på at flakse rundt i det ene vindue, der ikke kan åbnes. Men ved hjælp af to fluesmækkere (der gerne måtte have været et par meter længere), lykkedes det endelig at få sendt den ubudne gæst afsted.

En anden dag skulle Den toårige sove lur i barnevognen. Igen var Kæresten ikke hjemme, og hvad gør man så, når en gigantisk edderkop mener, at den skal sove med? Ja, man kunne måske lægge barnet ned til den, for hun ville jo nok være ligeglad. Men det var jo ikke til at holde ud at tænke på. Så ud skulle den, og med to stykker køkkenrulle mellem den og mig, gik det faktisk også.

I dag stod projektet så på at male køkkenvinduer. Meget tidligt i processen gik det op for mig, at der boede en ikke bare STOR, men også TYK, edderkop inde i den ene vinduesramme. Og det kunne jo sagtens få selv de bedste maleintentioner til at forsvinde i en fart. Men jeg blev stædig og malede videre ... og sørgede for at holde det vindue så lidt åbent som muligt og skynde mig videre i en fart. Men jeg gjorde det!

Måske er der alligevel håb for sådan en inkarneret insektofobiker som mig.

onsdag den 1. september 2010

Morgenhygge

I morges skulle jeg mødes med en veninde til morgenmad og latte(r), så efter aflevering af Den toårige i vuggestuen, bevægede jeg mig ind i byen, parkerede bilen i mit gamle kvarter og tilbagelagde det sidste lille stykke på gåben.

Undervejs passerede jeg et af de mange telte, der er skudt op i byen i denne (fest)uge. Det var et mindre et af slagsen, og da det var morgen ... eller okay, måske tidlig formiddag ... var der endnu ikke åbnet for festivitassen. I stedet indeholdt teltet et helt andet, og nok ikke tiltænkt, scenarie. To landevejsriddere havde indtaget det med barnevogn og hund. Den ene lå stadig på "gulvet" og sov, godt gemt i sin sovepose, hunden lå ved siden af og hyggede sig, og den anden ridder sad ved et af bordene og læste i en bog.

Jeg blev lidt ramt af blufærdighed ved at gå der og glo ind på deres private morgenhygge, men det var altså lige netop, hvad det lignede. Morgenhygge, som den kunne udspille sig hvor som helst i en helt almindelig lejlighed.

Og sådan fik jeg lige en lille uventet og tankevækkende oplevelse på vej til min egen morgenhygge.

tirsdag den 31. august 2010

Sensommersuk

I dag er sommeren fløjet sydpå. Altså forstået på den måde, at min søster, svoger og nevø, som bor langt herfra, er fløjet hjem efter endnu et langt sommerbesøg. Sådan har det været i mange år, og hver gang er det lidt vemodigt, når de tager afsted.

Denne gang pressede vemodet lidt mere på en normalt. Måske fordi jeg er blevet opmærksom på, at deres afrejse markerer sommerens afslutning. Måske fordi jeg synes, at Den toårige skulle have lidt mere hverdagsagtig fornøjelse af moster, onkel og fætter, som hun er så glad for. Måske fordi jeg nu igen står lidt mere alene med lidt mere skrantende mor.

Og udenfor er himlen grå.

Men indenfor er der dog en lille solstråle, og man kan da kun blive lidt gladere og varm om hjertet, når et par års indoktrinering har båret frugt: Den toårige skal op og puttes af far. Siger godnat til mor med kys og kram og siger derefter (helt upfordret, skal lige understreges) "Jeg elsker dig mor".

SUK.

fredag den 27. august 2010

Hvornår skal vi så køre hjemmefra?

Vores aftensmad bliver serveret på en restaurant i Vestjylland i dag, så jeg ville lige konsultere en ruteplan for at finde ud af det ideelle afgangstidspunkt.









Nu sidder jeg så og spekulerer over, om jeg mon har glemt at holde mig opdateret med nyheder. Er det mon en del af den nye finanslov, at der er puttet et ekstra (og for mig ukendt) antal minutter ind i hver time, så vi på den måde kommer til at arbejde mere?

torsdag den 26. august 2010

Åbningsfest?

Næh, det bli'r det vist ikke helt til.

Jeg har ellers i et stykke tid haft et mylder af potentielle blogindlæg i hovedet, og i dag tog jeg mig så endelig sammen til at oprette en ny blog ... den gamle (gisp.smartlog.dk) er vist definitivt afgået ved døden, så jeg tænkte, at en frisk start i nye omgivelser var på sin plads. Men der skete åbenbart et eller andet, mens jeg indrettede min nye hylde på nettet: mylderet forsvandt, og jeg har nu ikke en eneste idé til noget, der kan skrives. Jeg satser dog kraftigt på, at der dukker noget op hen ad vejen.

Velkommen til.