lørdag den 1. februar 2014

Jeg savner K, fordi vi er blevet kærester

Sådan sagde StoreLille tidligere i dag da vi sammen gik hen for at købe ind. I forgårs fortalt hun, at hende og K er kærester. Og i går kunne hun så fortælle, at de havde kysset ude på toilettet i børnehaven. På hans initiativ. Godt nok en fremmelig, ung mand. Moren var jo lidt interesseret i at høre mere om det kys, og hun ville gerne demonstrere det for mig. Og så instruerede hun mig i, hvordan vi skulle kysse hinanden på kinden. Pyyh. De lægger heldigvis sødt og uskyldigt ud.

Men det er en af flere ting, der i den seneste tid har fået mig til at tænke mere over, at de søde små jo vokser op, og mens de gør det, følger der flere og andre udfordringer med. Jeg ser det som en af de vigtigste forældreopgaver at gøre ungerne klar til at indtage verden og livet. Og det kræver, at man puffer dem ud i den der verden lidt efter lidt, efterhånden som de er klar til at tage et skridt mere. Eller for den sags skyld giver dem lov til at spæne derud, hvis det er den slags børn man har, og det er det vist her.

Og så er det jo, at man lige pludselig står over for konflikten mellem reglerne og sådan-gør-vi her i huset og det, der så er reglerne og sådan-gør-vi hjemme hos andre. Tag nu f.eks. bare den med fredagsslikket. Da StoreLille startede i børnehave, snakkede hun meget om, at hun ville have fredagsslik, for det fik alle de andre (faktisk var det det helt store samtaleemne i børnehaven hver fredag). Og jeg måtte jo så bare forklare hende, at hjemme hos os er der ikke noget, der hedder fredagsslik. Hun syntes selvfølgelig, det var helt vildt snyd, og tog ikke til takke med forklaringen om, at det faktisk er hende, der er den heldige - hun må nemlig gerne få slik om mandagen eller om onsdagen, hvis vi lige synes. Men hun havde kun fokus på at få lov til det samme som alle de andre. Men så kommer vi til det med mængderne. For når man får slik her i huset, får man som regel lov til at vælge 1-3 stykker, afhængig af, hvad der ellers lige er blevet spist den pågældende dag. Og med "man" mener jeg naturligvis StoreLille, for LilleLille er ikke blevet præsenteret for slikket endnu, og far og mor har stadig ikke lært at lade være med at tømme skålen i en mundfuld ... når børnene er gået i seng, selvfølgelig. Man skulle jo nødig være et dårligt eksempel. Men altså, nu er hun jo blevet så stor, at hun kan tage med en veninde hjem og se Disney, og der var der fredagsslik i en mængde, som det ville tage hende flere uger at komme igennem herhjemme. Men hun skal jo have lov til at komme ud i verden og se, hvordan det foregår andre steder. (Prøver jeg ihærdigt at overbevise mig selv om.) Jeg er dog noget spændt på, hvad hun siger, næste gang jeg siger, at hun må tage to stykker. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det her jo bare er begyndelsen. Inden vi får set os om, er hun startet i skole, og så taler vi garanteret lige pludselig om, hvornår man må få en telefon (jamen alle de andre har en, mor), hvornår man må få fjernsyn på værelset (= aldrig), (jamen alle de andre har det, mor) og hvornår man må begynde at drikke øl (jamen alle de andre har fået lov, mor). SUK!

Og endelig er der det der med, at der jo kan være farligt ude i den store verden. Derfor var jeg også i et kæmpe dilemma, da hun blev inviteret med en veninde i teateret ... i Aalborg. For det ville jo indebære, at hun skulle køre i bil med andre, altså helt uden at mor og far var med. Og nej, selvfølgelig sker der ikke noget. Eller der kan jo lige så godt ske noget, når vi selv kører. Men puha, hvor har jeg svært ved at lade hende køre med andre. Selv da vi fik LilleLille, og StoreLille kom på sygehusvisit med farmor og farfar, var jeg ved at gå ud af mit gode skind af nervøsitet over bilturen frem og tilbage. Nåm'n jeg syntes jo ikke, jeg kunne bære at sige nej tak til en teateroplevelse for hende, bare fordi det ville betyde, at jeg ville have nerverne hængende uden på tøjet, indtil turen var godt overstået. For man skal jo sende dem ud i verden. Og det kræver jo, at mor kan lære at give slip. Så jeg sagde ja.

 ... og blev reddet på målstregen af, at en anden blev forhindret i at tage med, så der pludselig blev en ledig plads i bilen til mig.