tirsdag den 7. oktober 2014

Kan man dø af ad?

Det kan være svært for nogen at finde ud af, hvornår man skal skrive ad, og hvornår man skal skrive af. Her vælger jeg begge dele lige efter hinanden, og det har en helt logisk forklaring.

På førstesalen i det her gamle hus har vi et uudnyttet depotrum, som - engang, når vi kommer til penge - skal inddrages i boligen. Men nu står det altså ret tomt og råt. Hov råt ... det kan jo godt lede tankerne hen i retning af rotter, og jo tak, dem har vi haft besøg af.

For tre år siden, fik vi for første gang besøg af ubudne gæster (udover edderkopper) i form af mus. Jeg aner ikke, hvordan de kom ind, men ind, det kom de. Det lykkedes dog at få dem udryddet ved hjælp af nogle strategisk godt placerede musefælder.

Året efter blev gæsterne noget større og noget mere ubudne. Jep, her kom rotterne. Heldigvis var de så venlige at blive inde i depotrummet, og der kunne de så lokkes til at blive fladmast i en fælde. Det år var der også en endnu større gæst, nemlig en mår. Ikke helt så klam, men dog alligevel ikke særlig rart, når den gik rundt og lavede lort i etageadskillelsen. Det var dog ikke helt så svært at finde dens indgangsdør, så den blev spærret og farvel mår,.

Sidste år var vi lykkeligt fri for ubudne gæster (igen bortset fra edderkopperne), og vi tænkte, at det måske var fordi, vi havde anskaffet en kat. Den døde så. Desværre. Men vi har fået en ny, så egentlig burde der jo ikke være noget i år ...

Men så begyndte der pludselig at komme fluer.

...

Ad!

...

Så Kæresten åbnede døren til depotrummet og fandt en mast mus i rottefælden. Den havde vist ligget der nogle dage - deraf fluerne. Ad! Men han var jo heldigvis hjemme og kunne tage en tur med fluesmækkeren. Og så skulle man jo tro, at alt var i skønneste orden igen, ikke?

Nej!

For det er jo sådan, at jeg bruger hele dagen på at sidde herhjemme og arbejde. Alene. Og for lidt siden skulle jeg så lige ovenpå og hente noget. Og så var der fluer igen. Og jeg har aldrig slået en flue ihjel. Seriøst. Jeg synes, det er SÅ ulækkert. Altså, jeg har da min andel af edderkoppeliv på samvittigheden, men det er jo fordi, de kan slås ihjel i en støvsuger.

Men der var altså fluer. Så jeg havde to valg: 1) Gå nedenunder og prøve at glemme, at jeg havde set dem, eller 2) gå i gang med at bruge fluesmækkeren.

Så nu har jeg lige slået en bunke fluer ihjel - ligene ligger der stadig som bevis, og så kan Kæresten få lov at fjerne dem, når han kommer hjem.

Men nu jeg tror altså også lige, at jeg dør af AD!

onsdag den 24. september 2014

Aftensmad

Jeg nævnte jo lige i forbifarten, at vi skulle have aftensmad fra Aarstiderne. Vi havde snakket om det længe, og da  hende.dk skrev om det, blev jeg lige inspireret til, at nu skulle det være nu.

Det er SÅ smart, at man bare kan hive en kasse mad ind ad døren om mandagen, og så er der 5 dage, hvor man er fri for at spekulere over, hvad man dog skal finde på til aftensmad.Og jeg skal da også lige love for, at vi har fået prøvet noget lækkert mad, vi aldrig ville have fundet på selv. Vi valgte en kasse til 4 personer, og der er så alt for meget mad til os 4, men jeg tænker, at der vil være for lidt i en kasse til 2 personer. Det er lidt dyrt, men når man så ser på, at jeg ikke kommer hen i supermarkedet og bliver fristet til at putte alt muligt ekstra i kurven, går det nok lige op.

Og så skulle man jo tro, at vi kunne råbe hurra og bare fortsætte med succesen, ikke? Men det er jo lidt svært at ignorere, at i to uger med måltidskasser har de to Liller nærmest ikke spist aftensmad. Så nu er kassen afbestilt og jeg har indtaget min sædvanlige plads foran køledisken.

Er der nogen, der kender en måltidskasseudbyder, der laver lidt mere børnevenlige kasser?



søndag den 14. september 2014

Stilhedssøndag med sokker og skrivning

Her er stille. Helt stille. De sædvanlige lyde af StoreLille, der hører mgp-sange, og LilleLille, der snakker med alle dukkerne og laver mad til dem, er her ikke i dag. Det eneste, der høres er to forskellige rytmer af klippediklap på to tastaturer tilsat lidt Elverhøj i baggrunden. Her skrives. Så egentlig er det en lidt fjollet pause-overspringshandling at skrive. Men pyt.

Når jeg ikke skriver her, skriver jeg på en formandsberetning, som jeg skal holde om en uges tid. Det er ikke kendetegnende for mig at være ude i så god tid, men jeg kan se frem til en virkelig travl uge med deadlines både her og der og en bog, der pludselig kom ind fra højre - eller i hvert fald dumper ned i min postkasse i morgen - og gerne vil hasteoversættes. Og så er der jo ikke andet for end at prøve at arbejde lidt foran, hvor man kan.

Overfor mig sidder Kæresten. Han skriver også. På en artikel, som havde deadline den 1. september, så her kan man vist ikke lige tale om at arbejde foran.

Udenfor er det koldt, så jeg er spændt på om Lillerne - som de skrivende forældre var nødt til at sende til søndagsunderholdning hos farmor og farfar - får opfyldt deres ønske om noget gåtur og en legeplads. Indenfor har det i hvert fald været nødvendigt at finde både sokker og tyk striktrøje frem, og frokosten bestod af skoldhed hyldebærsuppe af bær fra egen have.

Senere, når skrivningen er indstillet og Lillerne er hentet hjem, forestiller jeg mig, at det kunne være hyggeligt med noget sofa, strik og buldrende brændeovn. Men jeg tænker, at det bliver overhalet indenom af børn, der skal i bad, aftensmad (fra Aarstiderne - mere om det en anden gang), der skal laves og mandagstasker, der skal pakkes.

Pause slut!

tirsdag den 2. september 2014

Tilbageblik på tilbageblik

For to år siden skrev jeg dette tilbageblik, hvor jeg bl.a. skrev om den nye "dreng" i klassen.

I dagens tilbageblik hopper vi så hen til tre dage efter slutningen af sidste tilbageblik. Der tog jeg nemlig til korprøve selvom jeg vidste, at jeg ville være helt ude af stand til at koncentrere mig om noder og toner - al min opmærksomhed lå et par timer længere fremme, hvor den nye dreng ville komme og hente mig, så vi kunne tage ud i Festugen og drikke en øl sammen. En øl blev til to eller flere og snakken gik i mange timer. Aftenen sluttede meget ærbart med en aftale om en tur på stranden dagen efter. Den opmærksomme læser ved jo, at jeg var blevet snydt for en strandtur tidligere på sommeren, da en bildør kom i vejen, så nu skulle den forsømte dukkert indhentes. Og resten er privat historie - en historie, som altså indtil videre har varet i 10 år. Det er da vildt!

torsdag den 15. maj 2014

Kan man inddrage et mor-kørekort?

Her sidder jeg med fingrene på tasterne og tanker, der hverken vil struktureres eller ud. SKAL simpelt hen have fundet på noget salgsagtigt at skrive, så jeg kan få flere kunder i biksen. Men det er åbenbart ikke der, inspirationen ligger lige nu.

Til gengæld har jeg ingen problemer med at skrive om noget, jeg så i morges. Faktisk er det måske endda meget godt at få det ud gennem fingrene og få luftet min harme.

Da jeg kom trillende hen til vuggestuen med LilleLille i klapvognen, så jeg en anden mor køre derfra efter at have afleveret det ene barn, og så tænker jeg, at hun skulle videre til børnehaven med det andet barn. Mit problem er bare, at det barn sad på skødet af moren. Altså ved rattet. Hvad fanden ligner det! En ting er det dårlige opdragelsesmæssige aspekt - der har man jo vist nok ikke rigtig lov til at blande sig i andre forældres dispositioner. Men at hun udsætter sit barn for fare, har jeg svært ved ikke at blande mig i. Nævnte det for en pædagog, som vil spørge lederen, hvad politikken er ... altså om det måske er lederen, der skal tage en snak med den mor. Hvis ikke, bliver jeg nok nødt til lige at komme med en bemærkning næste gang, jeg støder på hende.

Jeg har helt ondt i maven ved tanken om, hvad der kunne ske. Og ville hun mon bare få et klip i kørekortet, hvis politiet kom forbi, evt. suppleret med en bøde? Eller kunne man forestille sig at tvinge hende til samtaler om, hvordan man passer på de børn, man har sat i verden?

mandag den 3. marts 2014

Hej mandag

I dag havde jeg en aftale om noget arbejde ude af huset. Og så er det jo typisk, at jeg i går blev ramt af noget mavehalløj. Da jeg stod op i morges, tænkte jeg dog, at det kunne jeg da godt klare, så op med mig og i gang med morgenrutinerne. Kunne dog ikke finde madpakkeentusiasmen frem, så den droppede jeg. Morgenen gik nogenlunde smerte- og gnidningsfrit, og så var jeg klar til afgang. Men hey, hvor er nu bilnøglen? Den lå da lige her. Gjorde den ikke? Lede, lede, lede. Nå, det er der ikke noget at gøre ved. Ind efter ekstranøglen (den uden fjernbetjening), LilleLille ind i bilen og så af sted til vuggestuen ... hvor det gik op for mig, at jeg havde husket ekstratøj, sovetøj, hjemmesko, bamse, sut, fastelavnstøj (altså bare en tylnederdel og et pandebånd med sommerfuglevinger - ikke noget fancy her) og frugt, men glemt madpakken (altså den, som faren havde lavet til barnet). Nå, så kunne faren da få en ekstra gåtur efter aflevering af StoreLille ... som havde fået lov til at sove længe pga. hoste, hoste og atter hoste, der havde forhindret hende i at sove ordentligt. Måske noget med noget mælkeallergi, der er blusset helt op igen. Eller måske noget andet, hun ikke kan tåle, men det vil vi ikke tænke på endnu, så vi dropper den smule mælk, hun kunne tåle og håber på snarlig bedring.

Nå, af sted til arbejdet. Kunne dog godt mærke, at den der kvalme var ret insisterende, så det blev til, at jeg hentede de nødvendige papirer for så at køre hjem igen og lave arbejdet herhjemme. "Jamen kunne hun da ikke bare melde sig syg?" tænker du nu, og jo, det kunne jeg da godt ... hvis det altså ikke var for den dårlige planlægning, der gjorde, at en anden er afhængig af mit arbejde for at kunne arbejde tirsdag og onsdag.

Halv tolv ringede børnehaven så og sagde, at StoreLille var for træt og hostende til at være der, så hjem igen med hende. Købte, efter lægens anbefaling, noget hostestillende på apoteket, men det har vist ikke den store effekt. Lige nu ligger hun og sover, og i morgen må vi vist hellere komme hen til lægen og snakke om noget astmamedicin, så hun ikke hoster halsen og lungerne helt i stykker.

Da det blev tid til at hente LilleLille, tog Kæresten ekstranøglen til bilen (den anden er endnu ikke dukket op), og så ville han (sammen med StoreLille) køre i vuggestuen og derefter en tur i Harald Nyborg. Jeg var lige blevet færdig med dagens arbejde og tænkte, aaaahhh sofatid ... lige indtil Kæresten kom ind igen og sagde, at nu var der knækket et hjulophæng. Jeg tror måske, det knækkede, allerede da jeg var på vej hjem i morges, for der var i hvert fald en mærkelig lyd lige pludselig. Og det passer så meget godt med, at den er knækket helt, da han skulle bakke ud af carporten. Øv! Men sørme da heldigt, at det skete herhjemme og ikke da jeg skulle hjem fra arbejdet eller mens han havde ungerne med i Harald Nyborg.

Så nu sidder jeg her. StoreLille sover oppe i min seng, Kæresten er lige stået op efter en lur (han har haft fornøjelsen af at "sove" ved siden af hosteren i nat), og LilleLille sidder ved skrivebordet over for mig og ser Teletubbies.

Nu må jeg vist hellere komme ind i Netbanken og bestille den der kassekredit.

lørdag den 1. februar 2014

Jeg savner K, fordi vi er blevet kærester

Sådan sagde StoreLille tidligere i dag da vi sammen gik hen for at købe ind. I forgårs fortalt hun, at hende og K er kærester. Og i går kunne hun så fortælle, at de havde kysset ude på toilettet i børnehaven. På hans initiativ. Godt nok en fremmelig, ung mand. Moren var jo lidt interesseret i at høre mere om det kys, og hun ville gerne demonstrere det for mig. Og så instruerede hun mig i, hvordan vi skulle kysse hinanden på kinden. Pyyh. De lægger heldigvis sødt og uskyldigt ud.

Men det er en af flere ting, der i den seneste tid har fået mig til at tænke mere over, at de søde små jo vokser op, og mens de gør det, følger der flere og andre udfordringer med. Jeg ser det som en af de vigtigste forældreopgaver at gøre ungerne klar til at indtage verden og livet. Og det kræver, at man puffer dem ud i den der verden lidt efter lidt, efterhånden som de er klar til at tage et skridt mere. Eller for den sags skyld giver dem lov til at spæne derud, hvis det er den slags børn man har, og det er det vist her.

Og så er det jo, at man lige pludselig står over for konflikten mellem reglerne og sådan-gør-vi her i huset og det, der så er reglerne og sådan-gør-vi hjemme hos andre. Tag nu f.eks. bare den med fredagsslikket. Da StoreLille startede i børnehave, snakkede hun meget om, at hun ville have fredagsslik, for det fik alle de andre (faktisk var det det helt store samtaleemne i børnehaven hver fredag). Og jeg måtte jo så bare forklare hende, at hjemme hos os er der ikke noget, der hedder fredagsslik. Hun syntes selvfølgelig, det var helt vildt snyd, og tog ikke til takke med forklaringen om, at det faktisk er hende, der er den heldige - hun må nemlig gerne få slik om mandagen eller om onsdagen, hvis vi lige synes. Men hun havde kun fokus på at få lov til det samme som alle de andre. Men så kommer vi til det med mængderne. For når man får slik her i huset, får man som regel lov til at vælge 1-3 stykker, afhængig af, hvad der ellers lige er blevet spist den pågældende dag. Og med "man" mener jeg naturligvis StoreLille, for LilleLille er ikke blevet præsenteret for slikket endnu, og far og mor har stadig ikke lært at lade være med at tømme skålen i en mundfuld ... når børnene er gået i seng, selvfølgelig. Man skulle jo nødig være et dårligt eksempel. Men altså, nu er hun jo blevet så stor, at hun kan tage med en veninde hjem og se Disney, og der var der fredagsslik i en mængde, som det ville tage hende flere uger at komme igennem herhjemme. Men hun skal jo have lov til at komme ud i verden og se, hvordan det foregår andre steder. (Prøver jeg ihærdigt at overbevise mig selv om.) Jeg er dog noget spændt på, hvad hun siger, næste gang jeg siger, at hun må tage to stykker. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det her jo bare er begyndelsen. Inden vi får set os om, er hun startet i skole, og så taler vi garanteret lige pludselig om, hvornår man må få en telefon (jamen alle de andre har en, mor), hvornår man må få fjernsyn på værelset (= aldrig), (jamen alle de andre har det, mor) og hvornår man må begynde at drikke øl (jamen alle de andre har fået lov, mor). SUK!

Og endelig er der det der med, at der jo kan være farligt ude i den store verden. Derfor var jeg også i et kæmpe dilemma, da hun blev inviteret med en veninde i teateret ... i Aalborg. For det ville jo indebære, at hun skulle køre i bil med andre, altså helt uden at mor og far var med. Og nej, selvfølgelig sker der ikke noget. Eller der kan jo lige så godt ske noget, når vi selv kører. Men puha, hvor har jeg svært ved at lade hende køre med andre. Selv da vi fik LilleLille, og StoreLille kom på sygehusvisit med farmor og farfar, var jeg ved at gå ud af mit gode skind af nervøsitet over bilturen frem og tilbage. Nåm'n jeg syntes jo ikke, jeg kunne bære at sige nej tak til en teateroplevelse for hende, bare fordi det ville betyde, at jeg ville have nerverne hængende uden på tøjet, indtil turen var godt overstået. For man skal jo sende dem ud i verden. Og det kræver jo, at mor kan lære at give slip. Så jeg sagde ja.

 ... og blev reddet på målstregen af, at en anden blev forhindret i at tage med, så der pludselig blev en ledig plads i bilen til mig.