tirsdag den 7. oktober 2014

Kan man dø af ad?

Det kan være svært for nogen at finde ud af, hvornår man skal skrive ad, og hvornår man skal skrive af. Her vælger jeg begge dele lige efter hinanden, og det har en helt logisk forklaring.

På førstesalen i det her gamle hus har vi et uudnyttet depotrum, som - engang, når vi kommer til penge - skal inddrages i boligen. Men nu står det altså ret tomt og råt. Hov råt ... det kan jo godt lede tankerne hen i retning af rotter, og jo tak, dem har vi haft besøg af.

For tre år siden, fik vi for første gang besøg af ubudne gæster (udover edderkopper) i form af mus. Jeg aner ikke, hvordan de kom ind, men ind, det kom de. Det lykkedes dog at få dem udryddet ved hjælp af nogle strategisk godt placerede musefælder.

Året efter blev gæsterne noget større og noget mere ubudne. Jep, her kom rotterne. Heldigvis var de så venlige at blive inde i depotrummet, og der kunne de så lokkes til at blive fladmast i en fælde. Det år var der også en endnu større gæst, nemlig en mår. Ikke helt så klam, men dog alligevel ikke særlig rart, når den gik rundt og lavede lort i etageadskillelsen. Det var dog ikke helt så svært at finde dens indgangsdør, så den blev spærret og farvel mår,.

Sidste år var vi lykkeligt fri for ubudne gæster (igen bortset fra edderkopperne), og vi tænkte, at det måske var fordi, vi havde anskaffet en kat. Den døde så. Desværre. Men vi har fået en ny, så egentlig burde der jo ikke være noget i år ...

Men så begyndte der pludselig at komme fluer.

...

Ad!

...

Så Kæresten åbnede døren til depotrummet og fandt en mast mus i rottefælden. Den havde vist ligget der nogle dage - deraf fluerne. Ad! Men han var jo heldigvis hjemme og kunne tage en tur med fluesmækkeren. Og så skulle man jo tro, at alt var i skønneste orden igen, ikke?

Nej!

For det er jo sådan, at jeg bruger hele dagen på at sidde herhjemme og arbejde. Alene. Og for lidt siden skulle jeg så lige ovenpå og hente noget. Og så var der fluer igen. Og jeg har aldrig slået en flue ihjel. Seriøst. Jeg synes, det er SÅ ulækkert. Altså, jeg har da min andel af edderkoppeliv på samvittigheden, men det er jo fordi, de kan slås ihjel i en støvsuger.

Men der var altså fluer. Så jeg havde to valg: 1) Gå nedenunder og prøve at glemme, at jeg havde set dem, eller 2) gå i gang med at bruge fluesmækkeren.

Så nu har jeg lige slået en bunke fluer ihjel - ligene ligger der stadig som bevis, og så kan Kæresten få lov at fjerne dem, når han kommer hjem.

Men nu jeg tror altså også lige, at jeg dør af AD!