torsdag den 2. april 2015

Forventningens glæde

Forventningens glæde er størst, sagde Kierkegaard. Men jeg er ikke enig!

Lige nu burde jeg have været meget tæt på at ankomme til Flensborg. Ja, meget eksotisk, jeg ved det. Men økonomien er ikke til den store påskeferie, og da jeg virkelig, virkelig, virkelig trænger til at komme væk og se noget andet, var det jo et oplagt valg. Bare en endagstur, men muligheden for at få noget lidt anderledes luft i lungerne har jeg glædet mig til i ugevis.

Men jeg sidder ikke i en bil. Jeg sidder hjemme i det sædvanlige rod på den sædvanlige kontorstol og veksler mellem at arbejde og tage mig af børn. Og den ene af dem ligger i stuen og kaster op. Jamen er det ikke skønt?

For længe siden annoncerede jeg, at jeg ville holde fri i påsken. Som i holde helt fri. Ikke noget arbejde overhovedet! Men jeg har ikke lige været så aktiv på det seneste, som jeg burde. Og de sidste tre dage har de to mindste i huset holdt påskeferie, og når man er alene med de to hele dagen, så er der altså ikke tid til andet end at servicere og underholde. Og så kom der også lige en opgave, hvilket jo er dejligt, men jeg skulle jo holde påskeferie ... Jeg kan måske nok godt nå det, jeg skal, efter påske, men når jeg nu alligevel befinder mig inden for 3 sekunders radius af hjemmekontoret, kan jeg vel lige så godt arbejde. Det var derfor, det ville være så fint med en tur væk. Det var derfor, jeg havde glædet mig sådan til at komme til Flensborg. Pis!