torsdag den 30. august 2012

Jeg ER altså glad for jer

Kære faste læsere.

Det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på jer. Det gør jeg. Meget. På alle 14. (Hvorfor siger systemet forøvrigt, at Í er 16, når jeg kun kan se 14?) Men nu er jeg altså blevet træt af at se på det der felt med, at siden ikke kan indlæses. Jeg har ikke lige regnet ud, hvad det er man skal nu, så indtil jeg har formået at sætte mig ind i det der Google-noget, så kan man altså ikke se jer. Shame on you, Google!

Kærlig hilsen
GiSP

Tilbageblik

I morges for otte år siden stod jeg op, spiste to stykker toast med pålægschokolade morgenmad, tog et brusebad i delebadeværelset på den anden side af trappeopgangen, tog tøj på, smækkede døren og gik over for at fange bus nr. 25. Mens jeg ventede på bussen, røg jeg sikkert en cigaret. Jeg var glad i maven, forventningsfuld og klar til at tage hul på uge to af mit nye kursus. Ikke så meget på grund af kursusindholdet, men mere på grund af holdet, som bestod af en flok meget forskellige mennesker, og som allerede i løbet af den første uge havde fået en hel fantastisk dynamik.

I bussen sad jeg nok og tænkte på, at jeg hellere ville have cyklet, men det var jo ikke muligt. Et par uger forinden havde jeg nemlig haft den lidt tvivlsomme fornøjelse at støde sammen med en bildør, da jeg på cykel var på vej til stranden. Så i stedet for at ligge og læse en god bog i solen, måtte jeg en tur på skadestuen og derefter ringe efter mine forældre, så de kunne tage mig med hjem til observation for hjernerystelse og tage sig af mig, når nu mine knæ hverken ville bøje eller strække efter mødet med bildøren.

Det var ret ærgerligt at strandturen ikke blev til noget, for den var et billede på en bevidst indsats for at ændre mit liv. Faktisk var det ret stort, at jeg var på vej til stranden. Alene. At jeg tog afsted, fordi jeg havde lyst. Og ikke lod mig begrænse af, at veninderne var på arbejde og derfor ikke kunne tage med. Tidligere på sommeren sad jeg en dag på min søsters terrasse og kiggede op i den blå himmel. Røg en cigaret eller tre, tænkte på alt og ingenting, og fik pludselig en eller anden form for åbenbaring. Nu gad jeg simpelt hen ikke længere vente på, at prinsen på den hvide hest skulle komme og banke på min dør og redde mig ud af det liv, jeg var kørt lidt sur i. Jeg gad ikke engang lede efter ham længere. For det var da meget fint at være alene. Jeg kunne jo gøre, som jeg havde lyst til. Problemet var bare, at jeg sjældent gjorde, hvad jeg havde lyst til. For jeg var jo alene. Men nu skulle det altså være slut. Der var mig i mit liv, og kun mig til at sørge for indhold. Og det var faktisk okay. Kunne jeg mærke lige der.

Nå, men tilbage til morgenen og bus nr. 25. Eller rettere sagt, ud af bus nr. 25. Ind på kursusstedet. Godmorgen, godmorgen til alle de ansigter, som for bare en uge siden var helt nye, og som jeg i løbet af weekenden havde glædet mig til at se igen. Og så var der pludselig et nyt ansigt. En ny "dreng" i klassen, som var kommet på holdet en uge efter opstart. Mit gamle jeg ville have sneget sig hen til min plads, men mit nye jeg smilede og sagde godmorgen til den nye.

Det gjorde jeg så også i morges. Eller altså, smilede gjorde jeg måske ikke, for jeg var som sædvanlig skeløjet af søvnmangel. Men jeg sagde godmorgen til den nye. Som jo altså ikke er så ny længere. Og som hænger på et huslån sammen med mig og er far til mine to små piger.