fredag den 24. september 2010

Nemesis

På Facebook har jeg i længere tid måttet lægge øjne til statusopdateringer i stilen:

XXX synes det er så dejligt at begge unger sover sødt.
XXX er vågnet frisk og veludhvilet efter en dejlig nat uden afbrydelser.
XXX blev først vækket kl. 8.30 i dag. Dejligt at have børn, der er gode til at sove.

Og videre og videre i samme stil, og jeg kan nok ikke sige mig helt fri for at have været en anelse undrende over, hvorfor det var nødvendigt at udbasunere, at børnene var gode til at sove. Når man nu i 2½ år har været medlem af den klub, der ikke får 8 timers sammenhængende søvn hver nat, er det ikke så nemt at bære over med, at andre har brug for at blære sig med deres kvalitetssøvn.

Pludselig kom der så en opdatering med en helt anden tone:

XXX er bare så træt efter at X har kastet op hele natten.

Og så kom der ellers en lind strøm af:

XXX synes det var meget hårdt at være oppe i 1½ time, mens X holdt fest.
XXX har næsten ikke sovet, fordi X og X har valgt at være vågne på skift.
XXX lider af søvnmangel og kan slet ikke overskue noget i dag.

Her kunne jeg jo så ikke lade være med at tænke, at når man nu råber så højt, så er risikoen jo, at Nemesis hører det og kommer løbende. Og en lillebitte smule skadefryd var der måske også at spore i den tanke.

........

Men så var det jo, at Kæresten og jeg en aften efter forældremøde i vuggestuen kom til at snakke om, hvor dejligt det er, at Den toårige har været så god til at styre uden om de fleste vuggestue-smittekilder. Og at det da var utroligt, at hun i hele sit lille toårige liv aldrig havde kastet op.

Næste morgen var helt som den slags plejer at være. Bevares, Den toårige havde ikke den store appetit, men var ellers frisk og i hopla, som hun plejer. Så ud i bilen med hende og afsted mod vuggestuen. Jeg havde bare ikke lige set, at Nemesis var med som blind passager.

Og så er der vel ikke så meget andet at sige end, hvor er det godt vi har fået vores egen vaskemaskine!

mandag den 20. september 2010

Vise ord

Dette lille skilt hænger på en anonym bygning for enden af gaden, og det behøver vist ikke at få de store kommentarer med.

fredag den 17. september 2010

Al begyndelse er svær

Jeg sidder i stuen, og far og datter (alias Kæresten og Den toårige) er inde på kontoret ved siden af. På et tidspunkt kan jeg høre, at interessen er faldet på kameraet, og at de er i gang med at tage billeder af hinanden. Og så skal der åbenbart en ny model til.

Far hvisker: "Så skal du sige smil mor og først tage billedet, når hun smiler."
Små fødder tripper hen over gulvet og ind kommer Den toårige med kameraet i hånden. Linsen peger ned i gulvet, men hun siger "Smil mor" og trykker af.
Far forklarer: "Du skal pege på mor, før du trykker på knappen."
Den toårige (med sit karakteristiske opadgående tonefald): "Okay."
Hvorefter hun slipper kameraet med den ene hånd, som jo nu skal bruges til at pege, mens hun trykker på knappen med den anden hånd.

Her er det fine billede af mor i sofaen:

torsdag den 16. september 2010

Fordi jeg siger det!

I april stillede jeg mig mere eller mindre frivilligt op i arbejdsløshedskøen, og siden har jeg været på den obligatoriske rundtur i systemet. I dag havde jeg så fornøjelsen af at stifte bekendtskab med den Anden Aktør, som skal forestille at varetage mine interesser og hjælpe mig tilbage på jobmarkedet. Først brugte vi ca. 1½ time på at høre om det, som jeg allerede har brugt to møder hos A-kassen på at få at vide. Derefter kunne man så sidde pænt og vente på, at det blev ens tur til at tale med en konsulent. Ventetiden blev selvfølgelig brugt på at småsludre med de andre indsatte ... undskyld indkaldte. Alle var af den holdning, at vi var der for at glæde systemet, så de kunne få brugt nogle flere penge i den hellige Beskæftigelsesindsats' navn, og ingen troede på, at bekendtskabet med Anden Aktør reelt kunne gøre andet for dem end at give lidt tidsfordriv og en kop kaffe eller to. Kan det være tilfredsstillende for dem, der sidder inde i systemet, at deres målgruppe har det sådan? Er der i virkeligeheden tale om, at når man nu sender de arbejdsløse på rundtur og lader forskellige konsulenter fortælle dem de samme ting igen og igen, så har konsulenterne jo et arbejde, og så er man fri for at udbetale dagpenge til dem?

Nåm'n endelig kom jeg så ind til den der konsulent, som jo så skal være min kontaktperson og hjælpe mig i arbejde. Det vil hun gøre ved at sende mig på deres eget fire ugers jobsøgningsforløb. Jeg protesterede og forklarede, at jeg i tidens løb har været på tre forskellige kurser af den slags, og at det efter min mening er ren spild af tid. Jeg forstod heller ikke helt, at jeg skulle aktiveres allerede i 1. ledighedsperiode, og hertil svarede hun:

"Det skal du, når vi siger det."

Dingdingdingding sagde min indvendige klokke, da jeg på ét sekund røg helt op i det røde felt. Det er jo næsten den samme sætning, som jeg af og til bruger over for Den toårige, når der er noget, hun ikke vil være med til. Måske skal jeg til at finde på en anden begrundelse for, hvorfor hun skal gøre, som jeg siger. ... Eller måske er der bare forskel på at bruge den over for en på to år og en på 39?

Da jeg kom hjem, kontaktede jeg min A-kasse for lige at få styr på det der ret og pligt. Det viser sig så, at man fra 1. ledighedsdag har pligt til at tage imod et eventuelt aktiveringstilbud og fra 2. ledighedsperiode har ret til at blive aktiveret ... hvilket vel i bund og grund er det samme og bare betyder: 

"Du skal gøre som vi siger, når vi siger det."

torsdag den 9. september 2010

Antibefaling

I går blev jeg færdig med at læse Over mit lig af Mikkel Birkegaard.

Intet sted i bogen blev jeg så grebet, at jeg lige måtte læse en side mere. Men jeg læste den færdig, for det gør jeg altid (eller okay, for det meste), når jeg er gået i gang med en bog. Og så ved jeg alligevel ikke helt, om man kan sige, at jeg læste den færdig, for på de sidste 15 sider kunne jeg ikke holde ud at læse. Her lader hovedpersonen sig nemlig torturere og til sidst slå ihjel. Jeg var nødt til lige at kaste et blik på hver side for at se, om der kom en mening med galskaben, men det fortsatte bare med femten siders mishandling. Det var m.o.d.b.y.d.e.l.i.g.t! Og så sluttede den. Og så følte jeg mig noget så snydt.

Har du lyst til at læse den? Det kan ikke anbefales.

onsdag den 8. september 2010

Forunderlige verden

Morgenbillede:

Den toårige sidder på trappen og tager sko på inden afgang til vuggestuen. Hun kigger ud gennem ruden i døren og glemmer det med skoene et øjeblik, for der sker noget sjovt udenfor. "Se mor, himlen flyver." Og tænk, det gjorde den jo ... eller altså, efterårsblæsten pustede alt hvad den kunne på de stakkels skyer, så de tumlede hen over himlen i fuldt firspring.

Hvor er det altså fantastisk at få lov at kigge med, når hele verden skal opleves for første gang.

tirsdag den 7. september 2010

De der roommates

Som jeg har skrevet ude til venstre, deler jeg hus med et ukendt antal edderkopper, og det er altså ikke med min gode vilje!

Da jeg boede hjemme hos mine forældre, tilkaldte jeg altid min far, når der dukkede et bæst op, som skulle hjælpes udenfor eller hjælpes videre til den næste verden. Hvis min far ikke var hjemme, kaldte jeg på min mor. Hvis min mor heller ikke var hjemme, var det hunden, der fik lov til at lege jagthund.

Jeg har også en søster, men hende nyttede det ikke noget at kalde på. Vi sad engang en hel aften inde på mit værelse og ventede på, at vores forældre skulle komme hjem. Der var nemlig et stankelben i gangen, og sådan en utilregnelig, flagrende fætter er man altså nødt til at holde afstand til.

Min studenterhybel delte jeg med både bænkebidere og langbenede edderkopper. Derfor stod min støvsuger altid fremme, og jeg tør slet ikke gætte på, hvor meget kryb der i løbet af næsten 10 år har måttet lade livet i den. I en årrække var jeg så heldig at min meget gode veninde også var min nabo. Hvis der dukkede et kryb op, som ikke var egnet til støvsugeren, bankede jeg på hos hende. Hun var lige så bange, som jeg var, men alligevel kom hun mig altid til hjælp. Det er da en god veninde!

Fra studenterhybelen flyttede jeg op i Kærestens lejlighed på 3. sal. Skønt at bo så højt oppe, at edderkopperne bliver forpustede og giver op på vej op ad trappen.

Nu bor vi så i det her gamle hus. Og Kæresten er jo ikke altid hjemme til at komme mig til undsætning. Og vi har ingen hund.

Forleden hørte jeg en lille barnestemme kalde inde fra stuen: "Mooaar. Se mor, en sommerfugl." Den måtte jeg jo lige ind at kigge på, og jeg kunne så konstatere, at der ikke var tale om et sommerfugl, men om en natsværmer - og en natsværmer med en krop så stor som min lillefinger. GYS. Men hvad gør den gode mor? Hun siger: "Ja, det er da en fin sommerfugl, men nu hjælper vi den lige udenfor." Og så står hun der og bakser med et bæst, som insisterer på at flakse rundt i det ene vindue, der ikke kan åbnes. Men ved hjælp af to fluesmækkere (der gerne måtte have været et par meter længere), lykkedes det endelig at få sendt den ubudne gæst afsted.

En anden dag skulle Den toårige sove lur i barnevognen. Igen var Kæresten ikke hjemme, og hvad gør man så, når en gigantisk edderkop mener, at den skal sove med? Ja, man kunne måske lægge barnet ned til den, for hun ville jo nok være ligeglad. Men det var jo ikke til at holde ud at tænke på. Så ud skulle den, og med to stykker køkkenrulle mellem den og mig, gik det faktisk også.

I dag stod projektet så på at male køkkenvinduer. Meget tidligt i processen gik det op for mig, at der boede en ikke bare STOR, men også TYK, edderkop inde i den ene vinduesramme. Og det kunne jo sagtens få selv de bedste maleintentioner til at forsvinde i en fart. Men jeg blev stædig og malede videre ... og sørgede for at holde det vindue så lidt åbent som muligt og skynde mig videre i en fart. Men jeg gjorde det!

Måske er der alligevel håb for sådan en inkarneret insektofobiker som mig.

onsdag den 1. september 2010

Morgenhygge

I morges skulle jeg mødes med en veninde til morgenmad og latte(r), så efter aflevering af Den toårige i vuggestuen, bevægede jeg mig ind i byen, parkerede bilen i mit gamle kvarter og tilbagelagde det sidste lille stykke på gåben.

Undervejs passerede jeg et af de mange telte, der er skudt op i byen i denne (fest)uge. Det var et mindre et af slagsen, og da det var morgen ... eller okay, måske tidlig formiddag ... var der endnu ikke åbnet for festivitassen. I stedet indeholdt teltet et helt andet, og nok ikke tiltænkt, scenarie. To landevejsriddere havde indtaget det med barnevogn og hund. Den ene lå stadig på "gulvet" og sov, godt gemt i sin sovepose, hunden lå ved siden af og hyggede sig, og den anden ridder sad ved et af bordene og læste i en bog.

Jeg blev lidt ramt af blufærdighed ved at gå der og glo ind på deres private morgenhygge, men det var altså lige netop, hvad det lignede. Morgenhygge, som den kunne udspille sig hvor som helst i en helt almindelig lejlighed.

Og sådan fik jeg lige en lille uventet og tankevækkende oplevelse på vej til min egen morgenhygge.