mandag den 27. februar 2012

Hvor er det nemt at være klog, når man er rig

Da jeg tændte for ammefjernsynet her til morgen, havnede jeg midt i Go'morgen Danmarks karrierepanel. Det handlede om efteruddannelse, som de tre panelfolk synes er en fremragende idé. Men hvis man er på dagpenge, kan der jo være begrænsninger på, hvad man kan få lov til at bruge tiden på.

Lisbeth Østergaard stiller så det "geniale" spørgsmål, om det kan være en fordel at melde sig ud af dagpengesystemet. Hvortil Christian Stadil svarer, at det kan det godt, for nogle gange virker dagpenge som sådan en fastlåsende fælde, og så sidder man fast i det. Og Sune Bang supplerer med at uddannelse er svaret for 2/3 af verdens befolkning, hvor man så sparer på maden eller sparer på nogle andre ting i en periode for at lave et step op. Og han fortsætter med at mene, at vi måske er en lille smule forkælede her i Danmark, hvor vi tænker, at vi skal ikke gå ned på nogen som helst måde, og at man i en periode må sige, at fint, nu har man ikke så mange penge. Sofia Manning er selvfølgelig enig og mener, at det vil give en enormt stor livsglæde at tilsidesætte noget for at investere i sig selv.

Undskyld mig. Men hvilken verden lever de i? Hvis jeg skal ud og finde livsglæde ved at investere i mig selv, hvem kommer så og betaler mine faste udgifter? Når det i forvejen kører på pumperne med en løn og en gang dagpenge her i huset, har jeg altså meget svært ved at se, hvordan vi skulle få mad på bordet. Og jeg tvivler på, at kreditforeningen, forsikringsselskabet, elselskabet og alle de andre vil tage til takke med et brev om, at de kan få del i min livsglæde.

Hvor åndssvagt!

(http://go.tv2.dk/morgentv/id-48490486.html)

fredag den 24. februar 2012

Der er jo nogen, der skal være professorer

Sådan sagde børnehavepædagogen til mig i går, da jeg spurgte, hvordan det gik med vores fælles projekt vedr. StoreLille. Pigen er nemlig intelligent. Åbenbart en del over gennemsnittet. Og det er jo godt. Men åbenbart også et problem, når man er 3½. I hvert fald fik vi for en måneds tid siden at vide, at de var i gang med at lære hende, at hun altså ikke skal bestemme alt, bare fordi hun er hurtig til at gennemskue ting. Når man nu kan tænke abstrakt og bruge sin fantasiverden, kan det nemlig være et problem at lege med jævnaldrende, som ikke lige er der endnu og derfor ikke vil være med til de regler, man sætter for legen. Det kan også være svært at have tålmodighed til at lege med dem, der ikke har helt så meget styr på ordene, som man selv har.

De andre børn ville gerne lege med hende, men når de spurgte, sagde hun tit nej, og ville hellere sidde selv med noget puslespil eller en tegning. Hun ville også meget gerne hjælpe, hvis en anden havde problemer med puslespillet. Børnehaven foreslog, at vi både der og hjemme skulle arbejde med, at tage lidt af bestemmelysten fra hende. Og samtidig lære hende at vente lige et øjeblik længere, før hun blev frustreret og ked af det, hvis noget ikke lige gik hendes vej. Og det virker. Men der er åbenbart et stykke vej endnu.

Hun er en glad pige, og hun elsker at have legeaftaler. Herhjemme ser vi ikke problemet så udtalt, som de gør i børnehaven, så det kan være lidt svært at sætte sig ind i det. Når jeg kommer for at hente hende, sidder hun nogle gange og laver noget selv, men hun er også tit i gang med en leg med andre. Og fortæller glad, hvem hun har leget med i løbet af dagen. Og så længe barnet ikke selv ser noget problem i forhold til at være en del af gruppen, så er der vel heller ikke et problem, eller hvad? Det gør lidt ondt i morhjertet, at man ikke bare kan glæde sig over, at hun er en glad og dygtig pige, men at der lige skal være fokus på et problem. Men jeg kan selvfølgelig godt se, at det er vigtigt at gøre hvad vi kan for at hjælpe hende med at finde sin plads i gruppen.

I går sagde pædagogen: "Intelligente børn har det bare svært socialt". Og der ramte hun noget. Jeg har også altid haft nemt ved tingene i skolen, men har altid haft svært ved at begå mig i store grupper. Med andre ord havde jeg selvtilliden i orden, men ikke noget selvværd. Det har derfor været vigtigt for mig, at få puttet masser af selvværd ind i StoreLille, og det siger de, at hun har. Så jeg må indrømme, at jeg er ved at være lidt forvirret over, hvad hendes problem så er.

De har også luftet tanken om, at hun skal rykke i storebørnsgruppe et år for tidligt og derefter for tidligt i skole eller evt. blive i storebørnsgruppen i 2 år, hvis hun ikke lige har fået det sociale med. Her er jeg også ret ambivalent. Jeg startede selv i skole et år for tidligt, og der er både fordele og ulemper. Selvfølgelig skal vi passe på, at hun ikke kommer til at kede sig. Hun skal udfordres. På den anden side, skal hun ikke gøres anderledes ved at være 2 år, hvor man normalt kun er i et år. Og hun skal også have lov at være et barn, der leger og bare går i børnehave uden krav. Men så er jeg jo egentlig også tilhænger af, at børn skal lære, når de er motiverede for det, så måske er det bare med at komme afsted? Åh, det er svært! Heldigvis skal der ikke tages nogen beslutninger det første halve års tid, så vi må jo bare vente og se det an.

Og glæde os over, at hendes selvværd og intelligens nok vil gøre, at vi ikke kommer til at se hende sådan her:

fredag den 10. februar 2012

Man må gerne græde over spildt blod

I går stod vi lidt tidligere op end tidligt. LilleLille skulle have taget blodprøver, og jeg ville gerne nøjes med at have fornøjelsen af buskørsel den ene vej. Derfor måtte vi skynde os lidt ekstra fra morgenstunden, StoreLille blev afleveret i børnehaven tidligere end normalt, og LilleLille og jeg kunne så køre med Kæresten ind til byen. Det lykkedes næsten at komme afsted til planlagt tid, og Kæresten kom kun lidt for sent på arbejde.

På ambulatoriet sørgede tre hvidklædte damer for henholdsvis at holde, trøste og stikke i LilleLille, mens moren sad på en stol og var kylling. Vi kunne selvfølgelig også bare sige, at der ikke var plads til mig ved briksen, men sandheden er jo, at jeg ikke er voldsomt god til det der med nåle. Og så tænkte jeg, at ingen jo havde nogen glæde af også at skulle tage sig af en besvimet mor. Så jeg holdt mig i baggrunden, mens stakkels, stakkels lille pige skreg og græd. Med tårer! Åh altså, at se små tårer løbe ned over det lillebitte ansigt. Av.

Men blodprøven blev overstået. Jeg fik trøstet LilleLille, som heldigvis faldt ret hurtigt i søvn igen. Og vi kom med bussen hjem. Altså efter lige at have ventet i de der 20 minutter, som jeg fortalte om i går.

I dag skulle jeg så ringe til lægen og få svaret. Er LilleLilles gulsot på vej retur, eller hvad skal der eventuelt gøres ved det? Men der var bare ikke noget svar. For blodprøverne var gået i stykker! Vi tager den lige igen. Blodprøverne var gået i stykker!!! Lægen forstod ikke helt, hvad det var, de havde skrevet, men det korte af det lange er, at vi må afsted igen.

Jeg venter til på mandag, så det stakkels barn ikke skal stikkes to dage i træk. Men altså! Helt ærligt! Fjolser!

torsdag den 9. februar 2012

Bus-logik

LilleLille, som heldigvis var faldet i søvn igen efter at have skreget og sprøjtet tårer ud over blodprøveambulatoriet, blev pakket ned i barnevognen. Et hurtigt kig på uret sagde 8 minutter til busafgang. Det skulle kunne lade sig gøre. Afsted i friskt tempo - altså så friskt, som jeg nu kan præstere 4 uger efter snittet - og hen mod stoppestedet. 30 meter før målet kunne jeg så se bussen. Den kom lige på slaget. Og da der ikke stod nogen og ventede, kørte den videre. ØV! Men måtte jo så bare vente på den næste bus, som ville komme om 15 minutter ... 16 ... 17 ... 18 ... 19 ... 20.

Hvorfor er det, at busser altid er forsinkede? Altså lige undtagen når man har brug for det!

søndag den 5. februar 2012

Manden, der ville vide, hvem der havde lavet lort

Efter morgenmaden sad jeg i spisestuen med LilleLille og kunne konstatere, at der var en velkendt lugt fra hendes ble. StoreLille gik derfor ud i køkkenet og sagde:

"Faar, hun har lavet lort."

"Hvem har lavet lort?", spurgte han så.

.....

Vi er fire personer i huset. Tre af os kan omtales som hun. Den ene hun er den, der overbringer beskeden. Så er der to tilbage. LilleLille. Og mig. Kan godt forstå, at han havde brug for at få præciseret, hvem der havde lavet lort!