Undvigemanøvre

Den toårige er blevet tre for en måneds tid siden. Og jeg skal da lige love for, at der er kommet ekstra meget gang i snakketøjet, og så er hun begyndt at reflektere meget over sin omverden og ikke mindst at kommentere og spørge rigtig meget. Det er fint, og selvfølgelig helt naturligt, at hun nu er interesseret i, hvordan det hele hænger sammen. Og det er altså svært at lade være med at trække på smilebåndet.

For eksempel da hun sad og kiggede på mig, mens jeg var ved at tage badedragt på:
- "Hvad er det, du har der, mor?"
- "Det er hår. Det får du også, når du bliver større."
- "Er din tissekone så inde bagved?"
- "Ja."
- "Må jeg se?"
- "Nej!"

Eller da hun var bekymret for, at fars tissemand så lidt bøjet ud inde under badebukserne.
- "Den er måske gået i stykker. Må jeg mærke, om den er ved at falde af?"
- "Nej!"

Hun har i et stykke tid været meget interesseret i babyer, der er inde i maven, eller som får mælk hos deres mor. (Sikkert fordi nogle af vores venner har fået en lille dreng for kort tid siden.) Og det er selvfølgelig ikke blevet mindre efter hun har fået at vide, at hun skal være storesøster. Det giver anledning til spørgsmål som "Får lillesøster mad nede i maven, når du spiser" og "Er lillesøster helt inde under huden?" Næste spørgsmål var "Tager man så huden af for at få babyen ind i maven?", og da jeg svarede nej, kunne jeg jo godt regne ud hvor det bar henad, så da hun spurgte, hvordan den så kom derind, var jeg allerede i gang med at lave noget andet og skyndte mig at undvige og afbryde med, "Hov, klokken er mange. Vi skal da ud og sige til far, at han skal komme ind nu." Sikke en kryster-mor. Men jeg skal altså bare liiiige have tænkt lidt mere over svaret på det spørgsmål inden jeg er klar til at komme med en forklaring, der passer til en treårig. Det bliver nemt nok at svare på, hvordan lillesøster kommer ud, for det skal ske ved kejsersnit, men jeg må nok også hellere lige tænke lidt over forklaringen på, hvordan hun selv kom ud. Og så må jeg hellere sætte hjernen op i et gear, der fremover kan fremtrylle svar på diverse spørgsmål lidt hurtigere, for det er nok ikke noget, der stopper lige foreløbig.

........
Og når nu Den toårige er blevet Den treårige, har jeg besluttet mig for en navneændring her, så jeg ikke skal omdøbe hende (og lillesøster) en gang om året. Da hun var mindre, kaldte vi hende tit "Hende den lille", og derfor er det jo nærliggende fremover at kalde dem StoreLille og LilleLille.