Mandag lykkedes det at få alle mand ud af huset - altså selvfølgelig lige undtagen mig - og jeg gik i gang med en ambitiøs gang forårsrengøring. Ja altså, for når man nu skal rundt i alle hjørner på sådan et stort hus, kan man lige så godt starte i god tid. Og samtidig håbe, at det kunne lokke forårsvejret lidt nærmere.
Tirsdag var det endelig blevet tid til at tage til Skejby med StoreLille og blive lidt klogere på mælkeallergien. Fik dog ikke meget mere ud af det end et par symptomskemaer der skal udfyldes den næste måned. Derudover fik vi den nedslående besked, at sandsynligheden for at vokse fra det er ret lille, når man er 4 år. Og så fik vi tilbudt noget kostvejledning, men det kan jo sådan set være lige meget nu. For 4 måneder siden ville vi have råbt ja tak, da vi stod og følte os helt alene i en ny verden, men nu har vi jo altså efterhånden fundet ud af det selv. Men åh, hvor blev jeg lige kastet tilbage i frustrationerne over, at det så er sådan hendes (og vores) liv skal se ud. Ovre hos Blogsbjerg bliver der talt om mad for tiden, og det gør ondt i mig, at StoreLille skal være den, der er nødt til selv at have mad med til sociale sammenkomster eller at "være besværlig" og få maden tilberedt specielt til hende. Der er bare et fællesskab omkring mad, som hun bliver sat udenfor med den rådne allergi.
Onsdag skulle så være dagen, hvor jeg genoptog forårsrengøringen og også lige fik skrevet 5 ansøgninger. Men nej, for LilleLille vågnede op med feber. Har fået en tid hos lægen igen-igen, og ser med længsel frem til sidst på måneden, hvor vi skal en tur forbi ørelægen.
Og så var det jo, at jeg i det sidste indlæg mente, at jeg skulle til at forsøge at finde de positive sider i hverdagen, så her er en: Hvor er det godt, at jeg ikke har et arbejde, som jeg ville blive fyret fra pga. alle de børnesygedage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar