torsdag den 14. april 2011

De tre F'er

For nogle dage siden mødte jeg en, jeg ikke har set i 10 år. Vi vidste godt, at vi begge er flyttet til den samme lilleby, men stødte altså først ind i hinanden nu. Eller stødte ind i er måske så meget sagt. Jeg fik øje på hende og overvejede et øjeblik at lade som ingenting, men tog mig så sammen og sagde hendes navn. Og blev så efter lidt ventetid nødt til at sige mit eget også, før det gik op for hende hvem jeg var. Straks tænkte jeg, at det jo er alle de ekstra kilo, jeg har raget til mig, som var skyld i, at jeg var uigenkendelig. Og jeg har vist før skrevet om det der med graviditet, rygestop og sovestop som har sat sig på mine sideben og alle andre steder. Et lidt grimmere ord for det er Fed, og her har vi så det første F.

Det der sovestop gør jo også, at jeg er blevet ret så tung i det i overført betydning. Altså træt. Og langt de fleste dage føler jeg mig helt Færdig, før dagen overhovedet er begyndt. Og her var så det andet F.

Behøver jeg nu at nævne det tredje F, eller er der mon nogen, der allerede har gættet, hvad det er? Nemlig. Fyrre. Det tredje F rammer om få timer.

Og mit næste indlæg kommer vist til at handle om de tanker, jeg gør mig om det. Men det bliver ikke nu. Nu er jeg nemlig færdig for i dag, og vil placere mit fede legeme i sofaen og vente på, at det tredje F kommer snigende.

4 kommentarer:

Ninapb sagde ...

Hurraaaaah! Tillykke med 40-ningen!

De to første F'er har vel i virkeligheden en masse af gøre med det fjerde F.
Som Forhåbentlig snart har lært at sove om natten uden af vække hverken det femte F eller mor.
FOR FANDEN der er mange F'er at holde styr på! ;-)

GiSP sagde ...

For filan, jeg forsøger at finde en finurlig fortsættelse til din kommentar. Men jeg må fortælle, at jeg er for flad efter første fejring og om få øjeblikke vil forføje mig op under fjerene, og jeg formoder at ikke engang femten flodheste vil kunne få mig ud af drømmeland foreløbig. Forhåbentlig vågner jeg så og er klar til næste fejring med flere flinke og festlige folk.

HelleA sagde ...

Som 39 ½ år gammel er jeg jo nærmest forpligtet til at blive fast læser af denne blog. Det kan kun blive Festligt, Farverigt og Forrygende at Fylde Fyrre. (Du kan nok høre at jeg allerede er i fuld gang med at piske en stemning op over det...)

Glæder mig til at følge din blog

GiSP sagde ...

Fanfare og flag får du lige som velkomst. Fantastisk, at der er nogen, der kigger med.