lørdag den 7. maj 2011

Tandlæger - oh gru!

Jeg har været ved tandlægen. Det skulle jeg egentlig have været for 9 måneder siden, men jeg har udsat og udsat. Og så lige udsat lidt mere. Lige indtil en veninde tog mig i hånden og sagde: "Kom, nu skal vi hen og bestille tid ved tandlægen." Og vi fik endda en tid samme dag. Ærgerligt, at der ikke er rum til dobbeltbehandling, ligesom det massagerum vi så, da vi var i spa fornylig. Eller måske egentlig meget godt, nu jeg tænker mig om.

Nå, men jeg havde altså udskudt det der besøg, fordi jeg jo godt var klar over, at den  var gal. Og så snyder jeg dem jo bare ved ikke at komme, for så ved de jo slet ikke at den er gal. Men det er den altså. Min graviditet havde den dumme bivirkning, at jeg udover et barn også fik paradontose.Og jeg har altså ikke været så god til at bekæmpe her det sidste års tid. For efter graviditeten har jeg været velsignet med en enorm træthed, som gør det ret så svært at tage sig (mig) sammen til at stå og fægte med små dumme mellemrumstandbørster hver dag.

Men som altid med sådan noget, er det jo faktisk kun mig selv, jeg har snydt. Så jeg kan nu se frem til (læs: frygte) tre tandlægebesøg mere - og det bliver jo nok ikke helt billigt. Hun mente også, at jeg havde nogle plomber, der snart skal skiftes, men at vi lige venter lidt her oven i alt det andet. Og der knækker min film altså. For nej, der er jo ingen grund til at skifte plomber. Altså andet end, at det varmer i tandlægens lomme.

Og så var det, at min søster fortalte om sin tandlæge. Som siger, at eftersyn er gratis. Altså som i nul huller = nul regning. Og at gamle plomber bare skal sidde så længe de overhovedet kan. Og som er smadder god til at lade være med at gøre ondt, når han skal lave noget. Åh, ham vil jeg også have. Bare ærgerligt, at han er 3.000 km væk. Må huske at lægge en tandlægetid ind i næste ferie sydpå.

7 kommentarer:

Mai sagde ...

Tandlæger er udspekulerede! Jeg har en, som siger, at det jo kun er en simpel tandudtrækning, hvis vi tage et par visdomstænder nu - venter vi, kan det enten blive meget dyrere, eller gå i sig selv. Hmm.

Øglemor sagde ...

Jeg skulle SÅ meget have været tandlæge. SÅ ville jeg grine hele vejen ned til banken og fortælle alle, der gad høre på det, om hvor høj min timeløn var. (Men ok - så skulle jeg også have hænderne ind i en masse munde, og det ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om).

Jeg havde også udsat og udsat og udsat et tandlægebesøg. Jeg plejer at gå hver 4. måned, fordi jeg har mærkelige tænder, men pludselig var der gået halvandet år. Ups. Og tandlægen havde da også sin strengeste mine på, da hun fortalte om, hvor slemt det kunne være for "sådan nogle tænder som mine" (også noget begyndende paradontose-agtigt). Men det var sjovt at se hendes ansigtsudtryk, da hun efter tandtjekket måtte konstatere, at det aldrig havde set så pænt ud. Så min konklusion må være at gå sjældnere til tandlæge ;-)

Jeg vil også have din søsters tandlæge. Hvis vi samler mange bloggere nok, tror du så ikke, han sponsorerer en tur ned til hans klinik?

GiSP sagde ...

Mai: Det er lige før, man skal læse til tandlæge selv for at være sikker på, at det er rigtigt hvad de siger.
Øglemor: Tænk engang, at du er rigtig dygtig til at passe på dine tænder, og så er det faktisk bare tandlægen, der ødelægger dem. Og ja, måske skal vi lave et bureau, der arrangerer rejser til god tandlæge ... og så gør det jo heller ikke noget, at han har klinik i en rigtig skøn by.

Ninapb sagde ...

Man skal altså vælge sine venner med omhu!! (godt du straffede hende med en tom cd-æske bagefter!!) ;-)

I en anden stol, ikke langt derfra, slap jeg med røntgenbilleder og udsigten til måske at skulle have fjernet en visdomstand på et tidspunkt.

GiSP sagde ...

Hey, så slap du for tandrensningen, som receptionsdamen ellers var meget overbevist om, var livsnødvendig. Heldige dig.

HelleA sagde ...

Hej du,
Jeg har givet dig en award - håber meget, at du vil tage imod den.
Syns din blog er skøn!

De bedste hilsner fra Helle

Ninapb sagde ...

Næh.. men jeg valgte den til frivilligt. Det er næsten lige så godt! ;-)