fredag den 17. juni 2011

Skoldkoppeskærmydsler

Jeg var sådan et barn, der åbenbart ikke kunne få børnesygdomme. Min mor gjorde ellers hvad hun kunne og sørgede for, at jeg besøgte alle, der var syge, så de kunne puste lidt på mig. Men det hjalp ikke. Til gengæld har det nok været meget rart for de syge at få lidt selskab i stedet for at ligge der og lide i isolation.

Da jeg var tre måneder havde jeg en eller anden sygdom, men lægen sagde, at jeg nok var for lille til, at det ville tælle i immunforsvaret. På et tidspunkt, hvor jeg alligevel skulle have taget en blodprøve, blev jeg dog nysgerrig, og fik derfor tappet lidt ekstra, som blev undersøgt for antistoffer for Røde hunde. Og bingo. Det var der. Og det er jo den sygdom, man altid får at vide er slem, hvis man er gravid. Så ingen ko på den is.

Så jeg blev gravid. Og udover et møde med en mand, der havde Lussingesyge (som jeg aldrig havde hørt om før), som så lige førte til lidt unødvendig bekymren, så gik det fint og jeg fik den nu snart treårige.

På et tidspunkt kunne jeg læse mig til, at man bliver særlig slemt ramt, hvis man får Skoldkopper som voksen, så jeg tænkte, at jeg nok hellere på et tidspunkt måtte få undersøgt, om jeg havde haft det eller ej. Det ville jo ikke være særlig fedt at skulle passe et skoldkoppesygt barn mens man selv var endnu mere syg. Men tiden gik, og jeg fik ikke rigtig gjort noget ved det, for der skal altså alligevel noget til, før jeg helt frivilligt beder om at få stukket en nål ind i armen. En dag, hvor jeg alligevel var hos lægen, blev jeg dog ramt af overmod og spurgte, om hun ikke syntes, jeg skulle få det undersøgt. Hendes holdning var, at det kunne jeg da godt, hvis jeg gerne ville vide det, men eftersom man jo ikke kunne gøre noget ved det, var det måske ikke helt så nødvendigt. Nå? Jeg havde da ellers læst, at man kunne vaccinere. Nej, det vaccinerer man ikke for, var svaret. Og ja, så kunne det jo egentlig være lige meget.

Altså lige indtil nu.

Sidste fredag så jeg nemlig et opslag om, at der er Skoldkopper i vuggestuen. Og søndag havde vi så et feberbarn, som i løbet af dagen fik lidt røde knopper rundt omkring. Søndag aften tænkte jeg så, at jeg hellere måtte prøve at kigge lidt på nettet og gøre mig lidt klogere. Og der kunne jeg så se, at gravide er i en særlig risikogruppe. (Og ja. Det er jeg. Gravid. Havde egentlig ikke tænkt mig at proklamere det endnu, men altså...). Man skal jo være på den sikre side, så jeg bestemte mig for at ringe til vagtlægen for lige at høre, hvordan jeg nu skulle forholde mig.

Han holdt i lang tid fast i, at det jo ikke var sikkert, at det var Skoldkopper, som havde ramt den toårige. Og at det jo ikke var sikkert, at jeg ikke havde haft det. Jeg blev ved med at henvise til, at hvis jeg havde været udsat for smitte, skulle jeg behandles forebyggende med noget, der hedder ZIG. Ja, det er ikke nemt at være læge i dag op imod det der internet. Han indrømmede dog, at han ikke vidste noget som helst om det, men først læste lidt på computeren, derefter i den store bog, og så måtte han give mig ret. Men det var jo ikke lige noget de havde. Og det havde apoteket måske heller ikke. Men han ville lige forhøre sig og så ringe tilbage. Det gjorde han en halv time senere, og her kunne han fortælle, at han havde været vidt omkring og var endt med at tale med bagvagten på en afdeling i Skejby. Denne havde sagt til ham, at jeg skulle komme ud og få taget en blodprøve, som jeg så ville kunne få svar på i løbet af 30 minutter. Okay. Tak for hjælpen og afsted med mig sent søndag aften.

Da jeg endelig fandt den rigtige afdeling, var de noget uforstående. For man kunne da ikke få svar på noget i aften. Og sikkert heller ikke i morgen, for det var jo pinse. Men fordi jeg nu var kørt helt derud, ville de da gerne stikke i mig, og så måtte jeg jo lige ringe og finde ud af hvordan og hvornår, jeg så kunne få svaret. Så lidt blod fattigere kørte jeg hjem igen med delvist uforrettet sag.

Næste dag ringede jeg så og talte med en meget sød sygeplejerske, som meget gerne lige ville undersøge sagen for mig. Da hun ringede tilbage, kunne hun fortælle, at der tidligst ville være svar tirsdag, men så ville hun få en læge til at ringe til mig. Tak for det. Og så gik de næste par dage med at vente, ringe op og blive ringet op. Heldigvis har jeg stadig bevaret mit indtryk af, at der kun er meget sympatiske mennesker ansat på det sygehus. Nå, men så var der besked om, at svaret ville komme torsdag kl. 14.00. Men nej, for så manglede de det der stof, som der skulle testes op imod. Så fredag ville svaret komme. Og det gjorde det så. Og på trods af, at alle har understreget for mig, at 98% af den voksne befolkning har haft Skoldkopper, ja så hører jeg altså til de sidste 2%. Jeg har IKKE haft det. Og hvad gør vi så nu? Jo, nu tager vi derud i aften, så den toårige kan blive stukket i armen. Og så har de lovet, at vi får svar i morgen (lad os nu se), på om det er Skoldkopper hun har. Og gad vide, hvad vi så gør, hvis det er det. For det der ZIG skal vist gives inden fem dage efter, at man har været udsat for smitte. Og det vil jo være lidt sent nu.

Ved 2% af de gravide, der får Skoldkopper, fører det til misdannelser hos fosteret. Og jeg vil altså ikke være blandt de 2%. Nu er jeg i den meget lille gruppe, som ikke har haft det. Og man havner vel ikke i sådan en lille gruppe to gange. Vel?

5 kommentarer:

Mai sagde ...

Nej det ville jo være lsi belt usandsynligt - det sker ikke. :-) Jeg måtte lide den tort at sidde udenfor SFO'en allerede meget tidligt i min 3. graviditet og proklamere til alle nysgerrige forældre og personale, hvorfor jeg ikke gik ind - der vr lussingesyge. Held og lykke - og tillykke forresten.

Mai sagde ...

Lsi belt = dobbelt! Damn you autocorrect.

GiSP sagde ...

Haha. Gad vide hvad Lsi belt betyder. Og gad vide, hvem der har lavet den der autocorrect.

Nå, men planerne i dag blev ændret fra blodprøve på Skejby til podning på Skejby til tjek hos vagtlægen. Og så var det jo jeg sagde, at jeg jo så lige så godt kunne have holdt fast i den tid vi havde ved egen læge i dag. Altså før jeg fik at vide, at der skulle tages blodprøve. Men så fik vi da lige brugt et par timer på det. Og heldigvis kunne vagtlægen ret skråsikkert sige, at hun ikke har Skoldkopper, så jeg går fri denne gang. Og ved, hvordan jeg skal reagere, hvis hun bliver smittet.

Så jeg er lettet. Og MEGET overrasket over, hvor mange læger jeg er stødt på i løbet af denne uge, som ikke aner noget om, hvad man gør i sådan en situation. Godt at jeg kan belære dem via internettet. (Men ikke særligt betryggende, dog.):-p

HellePelleFrikadelle sagde ...

Altså, sikke da et hurlumhej - men godt det viste sig, at det så slet ikke var skoldkopper barnet havde... Håber ikke I skal udsættes for flere besværligeheder på dén konto.

Ninapb sagde ...

Hold da op!!! Man kunne godt finde på at blive lidt bekymret.. -bare sådan generelt, nu da der heldigvis ikke er grund til det :-)