I perioder trækker det altså tænder ud at have en tre-årig. Hele tiden veksles der mellem lutter idyl og rent hysteri-helvede. De sidste par dage har der været en del trods, og til tider har det resulteret i at jeg er blevet vred og endda har skældt ud. Og nogle gange er der bare slet ikke hul igennem, og så må jeg altså bede hende om at gå et andet sted hen og rase ud, og så kan hun komme igen, når hun er klar.
I aftes var vi også igennem turen, men alt blev godt igen, og vi hyggede alle tre i sofaen, inden det blev tid til at tage nattøj på. StoreLille stod hos far, men pludselig kiggede hun på mig og spurgte: "Kan du stadig godt lide mig?"
.......
Og så var det at putteseancen også lige måtte indeholde lidt snak om at jeg a.l.t.i.d kan lide hende, men at jeg nogle gange ikke kan lide hendes opførsel og derfor nogle gange bliver vred. Men at jeg a.l.t.i.d kan lide hende. ALTID. A.L.T.I.D!
2 kommentarer:
Åh ja - den forklarende snak er vigtig, for selvfølgelig kan du altid lide den hun ER, men ikke altid det hun GØR. Jeg har selv en treårig, som eksperimenter meget for tiden med hvor langt hun kan køre os rundt i manegen med sin trods. Pyyh det er hårdt - Men husk: det er en fase, det går over!
Jeg gentager for mig selv, at DET ER EN FASE, hver eneste morgen, når der er et eller andet galt med morgenmaden, så hun bliver nødt til at skrige højt mens tårerne sprøjter ud af øjnene. Men mest af alt synes jeg det er synd for hende, at verden skal vende så forkert hver eneste dag. ;-)
Send en kommentar