Hjælp, jeg er min mor

Eller ikke helt, for heldigvis er jeg en gang imellem udstyret med så meget selverkendelse, at jeg kan se, når den er gal.

I dag skulle vi have besøg af to damer, vi ikke kendte. To damer, hvis bedstefar i sin tid ejede vores hus. Derefter overtog deres far, og de er altså vokset op her i huset. Vi glædede os til at høre historier og se gamle billeder. Og så glædede vi os selvfølgelig også til at vise dem, hvad vi har nået at gøre ved huset i den tid, det har været vores. Og så måtte det selvfølgelig gerne tage sig lidt præsentabelt ud. Og vi er altså normalt ikke de mest pertentlige mennesker, så der var lige en del oprydning og rengøring, der måtte klares i løbet af formiddagen. For selvom vi har vidst længe, at de ville komme i dag, er det jo ikke ensbetydende med, at vi havde nået at få muget ud i løbet af ugen.

Så mor og far var travle, og StoreLille startede med at hjælpe til, men mistede så interessen og gav sig til noget andet. Og ville hele tiden gerne have hjælp til et eller andet. Have nogen til at være med i legen. Og snakke. Og spørge. Og jeg blev mere og mere stresset, travl, irriteret, kort for hovedet. Men lige pludselig kom jeg i tanke om, hvordan det var, da jeg var barn. Jeg hadede når vi skulle have gæster, for min mor var helt umulig at komme i kontakt med, inden gæsterne kom, og hun var stresset og sur. Og det har jeg da ikke lyst til at føre videre. Så da der blev kaldt fra stuen, fordi StoreLille havde brug for hjælp til et eller andet, gik jeg ind og hjalp hende. Og så sagde jeg undskyd for, at jeg havde været så irriteret på hende hele formiddagen, for det var jo ikke hendes skyld, at jeg havde travlt. Så det kunne jeg ikke være bekendt, og det var ikke i orden.

Jeg ved ikke, hvor meget af sådan en undskyldning, der egentlig trænger ind, men hun bliver altid (ja, jeg har været nødt til at undskylde andre ting tidligere) lidt stille, og jeg har på fornemmelsen, at hun tager godt imod det. Og det føles i hvert fald rart lige at få det sagt.