Jeg skal have rettet min forskudsopgørelse. Det har jeg skullet længe. Men nu er det halve af året allerede gået, og så bliver det af en eller anden grund bare nemmere og nemmere at udskyde (og glemme) det.
I søndags lavede jeg derfor en note på min telefon, som skulle minde mig om det mandag aften klokken otte. Ja jeg havde jo ikke tid søndag, nemlig, for sådan noget tager garanteret mindst 10 minutter. Jeg informerede også Kæresten om mine planer (hans skal også rettes), og sagde - næsten med løftet pegefinger - at så skulle vi altså også gøre det mandag. Der var ingen undskyldning for at lade være.
Derefter pakkede jeg begge unger og kørte på visit hos mine forældre. Med overnatning. Og i dag kom jeg så hjem igen. Godt brugt af at have forsøgt at dække alles behov bedst muligt. LilleLille, der naturligt bare skal bruge sin mor, når hun skal bruge hende. StoreLille, der er inde i en periode med stort behov for nærkontakt med sin mor. Og min mor, som vel egentlig også havde krav på, at jeg snakkede lidt med hende, når jeg nu var på besøg. (Og min far, men han var ikke så meget hjemme.)
Men altså, godt brugt var (og er) jeg. Og klokken otte, gav telefonen lyd. "Hvem er mon det, der skriver til mig nu", tænkte jeg, og gik ind efter telefonen.
Selvangivelse
stod der i displayet.
Jeg mindede Kæresten om vores aftale, sagde "det gider jeg fandme ikke nu" og satte en ny reminder til i morgen. Det hjælper garanteret!
Det har plaskregnet i dag. Måske er det derfor, regnormen dukker op (igen).
(Og så taler vi ikke om, at det kunne have været ordnet på den tid, det tog at skrive dette indlæg.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar