Bekymringer

Jeg er vokset op med bekymringer. Min mormors bekymringer. Min mors bekymringer. Og åh jo, jeg har det skam også siddende i generne. Men jeg gør hvad jeg kan for at komme af med den arv.

Min mor har lige ringet. Hun var bekymret over, at hun måske var kommet til at slette en sms. (Er nemlig også blevet temmelig forvirret i løbet af de seneste år.) Min søster og familie er færdige med deres sommerferievisit, og vendte i går bilen sydpå med destination 3.000 km herfra. Og min mor vil sikkert være bekymret til det øjeblik, de triller ind i deres egen garage. Nåm'n der er altså måske kommet en sms. Og den er hun måske kommet til at slette. Og den var måske fra min søster. Og hun skulle jo ikke skrive midt på dagen. Så måske er der sket noget?!

Jeg blev vist lidt træt i stemmen. Som det vist sker lidt for tit. Men lovede at sende en sms til søsteren og spørge, om hun havde sendt en sms. Og da jeg lagde røret på, var jeg bekymret for, om min mor nu gik rundt derhjemme alene og var bekymret og trist.

Lidt senere ringede min mor igen. Stadig bekymret. Nu også bekymret for, om min sms mon forstyrrede mens de kører bil.

Aaaaarrrgghhhh.

I det mindste fik jeg i anden omgang sagt til hende, at jeg synes hun skal øve sig i at gå uden om bekymringerne. For det er ikke til at holde til. For nogen af os.