mandag den 27. februar 2012

Hvor er det nemt at være klog, når man er rig

Da jeg tændte for ammefjernsynet her til morgen, havnede jeg midt i Go'morgen Danmarks karrierepanel. Det handlede om efteruddannelse, som de tre panelfolk synes er en fremragende idé. Men hvis man er på dagpenge, kan der jo være begrænsninger på, hvad man kan få lov til at bruge tiden på.

Lisbeth Østergaard stiller så det "geniale" spørgsmål, om det kan være en fordel at melde sig ud af dagpengesystemet. Hvortil Christian Stadil svarer, at det kan det godt, for nogle gange virker dagpenge som sådan en fastlåsende fælde, og så sidder man fast i det. Og Sune Bang supplerer med at uddannelse er svaret for 2/3 af verdens befolkning, hvor man så sparer på maden eller sparer på nogle andre ting i en periode for at lave et step op. Og han fortsætter med at mene, at vi måske er en lille smule forkælede her i Danmark, hvor vi tænker, at vi skal ikke gå ned på nogen som helst måde, og at man i en periode må sige, at fint, nu har man ikke så mange penge. Sofia Manning er selvfølgelig enig og mener, at det vil give en enormt stor livsglæde at tilsidesætte noget for at investere i sig selv.

Undskyld mig. Men hvilken verden lever de i? Hvis jeg skal ud og finde livsglæde ved at investere i mig selv, hvem kommer så og betaler mine faste udgifter? Når det i forvejen kører på pumperne med en løn og en gang dagpenge her i huset, har jeg altså meget svært ved at se, hvordan vi skulle få mad på bordet. Og jeg tvivler på, at kreditforeningen, forsikringsselskabet, elselskabet og alle de andre vil tage til takke med et brev om, at de kan få del i min livsglæde.

Hvor åndssvagt!

(http://go.tv2.dk/morgentv/id-48490486.html)

2 kommentarer:

Konen bag hækken sagde ...

Nu så jeg ikke indslaget forleden, og tror heller ikke jeg vil. Hvor bliver man bare træt i håret, når man hører den slags kommentarer. Jeg synes i det hele taget retorikken omkring arbejdssøgende er blevet temmelig hård og unuanceret. Det sjove er at den er hårdere nu, hvor der er så mange der er blevet fyret og har svært ved at finde nyt. Den var slet ikke på det niveau, da det var nemt - eller nemmere - at finde nyt job..

GiSP sagde ...

Det slår mig lige, at det er lidt ligesom i naturen. Når der er blevet for mange af en art - rådyr eller arbejdsløse - så skal vi ha' nogen af dem udryddet, og så er det åbenbart tilladt at skyde løs.