onsdag den 22. maj 2013

Åh hvilken herlig dag

Jeg har fået lidt arbejde på min gamle arbejdsplads. Og så er det jo selvfølgelig sådan, at når man endelig skal afsted til noget bestemt, så er der et barn, der får feber. Heldigvis kunne farmor træde til, og når hun alligevel kom i bil, kunne jeg jo låne den, så Kæresten kunne tage vores egen på arbejde og slippe for to busture.

LilleLille blev afleveret i vuggestuen. Farmor ankom. Bilnøglen blev overdraget. Farvel-farvel og lad os tales ved om, hvordan det går med StoreLille. Ud på landevejen ... i en bil, der opførte sig lidt mærkeligt. Og mere mærkeligt. Indtil jeg til sidst bestemte mig for at vende om og trille hjem igen. Det nåede jeg bare ikke, inden koblingen bestemte sig for at stå helt af, og så var det slut med den køretur. Ringe til farmor, som ikke vidste, om de havde autohjælp. Skrive sms til farfar, som er indlagt på sygehuset. Finde papir med Falcks telefonnummer, ringe til Falck og få at vide, at der ikke var noget abonnement. Ringes op af farfar, som kunne fortælle, at de ikke har autohjælp. Ringe til Kæresten, som måtte forlade sit arbejde for at hente mig og køre mig frem til mit arbejde. Arbejde 3 timer. Få kollega til at køre mig hjem. Hente LilleLille i vuggestuen. Vente på, at Kæresten kom sent hjem. Spise aftensmad. Farvel og tak for i dag til farmor, som Kæresten kørte hjem. Putte børn.

Glemte jeg at nævne den der regn, der bare har væltet ned hele dagen uden pause? Og at der i morgen venter en dag med hjemmearbejde (var så forudseende at tage noget med hjem, hvis nu StoreLille ikke på mirakuløs vis blev helt frisk til i morgen), en dag, hvor Kæresten igen kommer sent hjem, og en dag med ikke bare et men nu hele to feberbørn.

Livet er skønt!

2 kommentarer:

Øglemor sagde ...

Åhja - det er en af de gode dage, du har haft der (!) Universet kender bare ikke altid lige sin besøgstid, kan vi konkludere. Håber, alle mand så småt er ved at være friske, at bilen er bugseret i sikkerhed, og at du snart kan komme ind på pinden igen...

GiSP sagde ...

I dag skinner solen (lidt endnu, skyerne er på vej), StoreLille er frisk (men hjemme), bilen bliver hentet af mekanikeren, og jeg har først en aftale med arbejdet igen mandag, så der er håb om, at det lykkes. Men der er mere og mere der taler for selvstændighedsvejen, selvom aftenarbejde efter pasning af syge børn godtnok må være et spørgsmål om viljestyrke. ;-)