søndag den 14. september 2014

Stilhedssøndag med sokker og skrivning

Her er stille. Helt stille. De sædvanlige lyde af StoreLille, der hører mgp-sange, og LilleLille, der snakker med alle dukkerne og laver mad til dem, er her ikke i dag. Det eneste, der høres er to forskellige rytmer af klippediklap på to tastaturer tilsat lidt Elverhøj i baggrunden. Her skrives. Så egentlig er det en lidt fjollet pause-overspringshandling at skrive. Men pyt.

Når jeg ikke skriver her, skriver jeg på en formandsberetning, som jeg skal holde om en uges tid. Det er ikke kendetegnende for mig at være ude i så god tid, men jeg kan se frem til en virkelig travl uge med deadlines både her og der og en bog, der pludselig kom ind fra højre - eller i hvert fald dumper ned i min postkasse i morgen - og gerne vil hasteoversættes. Og så er der jo ikke andet for end at prøve at arbejde lidt foran, hvor man kan.

Overfor mig sidder Kæresten. Han skriver også. På en artikel, som havde deadline den 1. september, så her kan man vist ikke lige tale om at arbejde foran.

Udenfor er det koldt, så jeg er spændt på om Lillerne - som de skrivende forældre var nødt til at sende til søndagsunderholdning hos farmor og farfar - får opfyldt deres ønske om noget gåtur og en legeplads. Indenfor har det i hvert fald været nødvendigt at finde både sokker og tyk striktrøje frem, og frokosten bestod af skoldhed hyldebærsuppe af bær fra egen have.

Senere, når skrivningen er indstillet og Lillerne er hentet hjem, forestiller jeg mig, at det kunne være hyggeligt med noget sofa, strik og buldrende brændeovn. Men jeg tænker, at det bliver overhalet indenom af børn, der skal i bad, aftensmad (fra Aarstiderne - mere om det en anden gang), der skal laves og mandagstasker, der skal pakkes.

Pause slut!

Ingen kommentarer: