tirsdag den 7. september 2010

De der roommates

Som jeg har skrevet ude til venstre, deler jeg hus med et ukendt antal edderkopper, og det er altså ikke med min gode vilje!

Da jeg boede hjemme hos mine forældre, tilkaldte jeg altid min far, når der dukkede et bæst op, som skulle hjælpes udenfor eller hjælpes videre til den næste verden. Hvis min far ikke var hjemme, kaldte jeg på min mor. Hvis min mor heller ikke var hjemme, var det hunden, der fik lov til at lege jagthund.

Jeg har også en søster, men hende nyttede det ikke noget at kalde på. Vi sad engang en hel aften inde på mit værelse og ventede på, at vores forældre skulle komme hjem. Der var nemlig et stankelben i gangen, og sådan en utilregnelig, flagrende fætter er man altså nødt til at holde afstand til.

Min studenterhybel delte jeg med både bænkebidere og langbenede edderkopper. Derfor stod min støvsuger altid fremme, og jeg tør slet ikke gætte på, hvor meget kryb der i løbet af næsten 10 år har måttet lade livet i den. I en årrække var jeg så heldig at min meget gode veninde også var min nabo. Hvis der dukkede et kryb op, som ikke var egnet til støvsugeren, bankede jeg på hos hende. Hun var lige så bange, som jeg var, men alligevel kom hun mig altid til hjælp. Det er da en god veninde!

Fra studenterhybelen flyttede jeg op i Kærestens lejlighed på 3. sal. Skønt at bo så højt oppe, at edderkopperne bliver forpustede og giver op på vej op ad trappen.

Nu bor vi så i det her gamle hus. Og Kæresten er jo ikke altid hjemme til at komme mig til undsætning. Og vi har ingen hund.

Forleden hørte jeg en lille barnestemme kalde inde fra stuen: "Mooaar. Se mor, en sommerfugl." Den måtte jeg jo lige ind at kigge på, og jeg kunne så konstatere, at der ikke var tale om et sommerfugl, men om en natsværmer - og en natsværmer med en krop så stor som min lillefinger. GYS. Men hvad gør den gode mor? Hun siger: "Ja, det er da en fin sommerfugl, men nu hjælper vi den lige udenfor." Og så står hun der og bakser med et bæst, som insisterer på at flakse rundt i det ene vindue, der ikke kan åbnes. Men ved hjælp af to fluesmækkere (der gerne måtte have været et par meter længere), lykkedes det endelig at få sendt den ubudne gæst afsted.

En anden dag skulle Den toårige sove lur i barnevognen. Igen var Kæresten ikke hjemme, og hvad gør man så, når en gigantisk edderkop mener, at den skal sove med? Ja, man kunne måske lægge barnet ned til den, for hun ville jo nok være ligeglad. Men det var jo ikke til at holde ud at tænke på. Så ud skulle den, og med to stykker køkkenrulle mellem den og mig, gik det faktisk også.

I dag stod projektet så på at male køkkenvinduer. Meget tidligt i processen gik det op for mig, at der boede en ikke bare STOR, men også TYK, edderkop inde i den ene vinduesramme. Og det kunne jo sagtens få selv de bedste maleintentioner til at forsvinde i en fart. Men jeg blev stædig og malede videre ... og sørgede for at holde det vindue så lidt åbent som muligt og skynde mig videre i en fart. Men jeg gjorde det!

Måske er der alligevel håb for sådan en inkarneret insektofobiker som mig.

2 kommentarer:

Ninapb sagde ...

Det er lidt utroligt hvad man kan overkomme når man ikke har andre valg. Og måske endda kan vænne sig til!?

Awdr.... ;-)

GiSP sagde ...

Ja, og jeg gjorde det endda igen i dag. (Og der var ingen, der hørte mit skrig og så, hvor tæt jeg var på at falde ned fra køkkenbordet, da det viste sig, at bæstet ikke er flyttet endnu. Heldigvis skal vinduet nu "kun" males to gange mere.)