fredag den 4. februar 2011

Kan vi sige, det er nok nu?

Jeg tror, 2011 har bestemt sig for, at hele årets ration af virus og baktusser skal skydes af her i de første måneder. Der er jo syge børn overalt. Den toårige (som ellers ikke tidligere har ladet sig kue af diverse vuggestuebakterier) har nu taget hul på sin 3. feberperiode på 4 uger. I den forbindelse kan man da sige, det er heldigt, jeg ikke har arbejde for tiden, for så har vi i det mindste ikke det at stresse over.

Det er så synd for hende, at hun skal have det så dårligt. I denne omgang skydes der fra lægevidenskaben på, at der er tale om mellemørebetændelse x 2 og måske en falsk strubehoste. Så moren har rigtig ondt af det lille pus.

Men moren er også lidt sur på sig selv og meget sur på lægedamen. Den toårige har normalt ikke noget problem med at blive undersøgt, men når man har over 39 i feber og har det rigtig skidt, kan det godt være svært at skulle stå model til. Sidst blev det håndteret rigtig fint af den lægestudernede. Men denne gang ramte akuttiden en af de "rigtige" læger. Som tog den meget hårde stemme på og sagde til grædende og utrygt barn: "jeg kan altså ikke lytte på dig, når du græder, så det er du nødt til at lade være med". Og senere insisterede på, at jeg holdt barnets hænder og pande, da der skulle kigges i hals. Jeg er SÅ træt af, at jeg ikke protesterede. På den anden side havde det nok ikke hjulpet på situationen og trygheden at piske en stemning op. Men jeg ved i hvert fald, hvem jeg ikke bestiller en tid hos næste gang!

2 kommentarer:

Øglemor sagde ...

Åh NEJ, altså! Nu synes jeg sådan set også, at I har haft jeres del af sygdom. Stop så!

(Og mega-dum læge, i øvrigt. Hvis man ikke har tålmodighed med små, kede af det børn, så skulle man måske overveje at lade være med at stå til rådighed for akuttider til... ja, små, kede af det børn, der jo som regel ikke besøger lægen for sjov.)

GiSP sagde ...

Tak. Jeg håber, det også snart begynder at lysne for dig og Øglen. Lige nu muntrer vi os så tre gange om dagen med at tvinge grimtsmagende penicillin ned i halsen på lille syge. Det er grusomt. Hvis bare de kunne have lavet noget, der smager som Panodil Junior...