søndag den 10. juni 2012

Kortvarig udgangstilladelse

Jeg har været på udgang. For første gang i 5 måneder har jeg været afsted helt uden børn. Meget mærkelig oplevelse at sidde i bilen kun med følgeskab af den, nu gennem fire år, allestedsnærværende træthed og uden lyden af et konstant "Moooaar?" fra bagsædet. Nåm'n jeg kørte ind og hentede veninden og så blev kursen sat mod midtbyen, hvor der var bestilt bord på en restaurant. Hvilket, vi så fandt ud af, ikke er nødvendigt, når der er fodbold i fjernsynet. Men så var der da mere plads til os ved buffeten og ro til at få snakket. Og det er ret rart at finde ud af, at sådan en bølgelængde sagtens kan indstilles, selvom der er gået et stykke tid, og der de sidste mange gange har været små satelitter der har kredset omkring os og kommet med forstyrrende afbrydelser. (Jeg har i skrivende stund sådan en satellit i fast kredsløb omkring min stol, hvilket ikke gør noget godt for koncentrationen.)

Nå, men vi fik fulgt op på nutidig status på forskellige emner, vi fik set lidt tilbage, fik fælles flashbacks til gamle grin, og havde det i det hele taget rigtig hyggeligt. Kaffen blev indtaget på en café, hvor jeg ikke har været ret meget de seneste år. Og jeg ved ikke, hvad de har gjort ved deres spejl i mellemtiden, men da jeg kom op på toilettet og mine øjne strejfede spejlet, fik jeg et voldsomt chok: "AAAARRRRRGGH, hvem er dog det fede læs?" Og sådan kan man så blive hevet tilbage til den grumme virkelighed. Men der var det også alligevel ved at være tid til at bryde op i erkendelsen af, at der ikke er meget sjov i at være sent ude, når man ved, at man skal tidligt op.

Og der skal jeg da love for, at jeg fik ret, for her er natten i glimt:

23:30 - Lyset slukkes.
01:30 - LilleLille ligger uroligt, men ikke nok til at skulle have mad, så jeg slumrer lidt.
02:30 - LilleLille bliver fodret og lægges tilbage i tremmesengen.
..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest .....
04:00 - Festen ebber ud, og jeg kan lægge mig og prøve at sove lidt.
05:00 - LilleLille vågner. Får lidt at spise og - oh fryd - falder i søvn.
05:10 - LilleLille løftes forsigtigt, meget forsigtigt (!) i seng igen.
05:15 - Lytter panikslagent til bevægelse fra tremmesengen, men der bliver ro igen.
06:15 - LilleLille vågner, får tilbudt mad, men er ikke interesseret.
..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest ..... fest .....
06:50 - Kæresten vågner og tager LilleLille med nedenunder.
07:05 - Jeg øver mig igen i at falde i søvn og får vist held med det.
07:20 - StoreLille råber "Moooaar". Kæresten løber op ad trappen.
07:21 - StoreLille siger "Mooaar". Kæresten går ned til LilleLille.
07:22 - StoreLille græder "Mooaar".
07:23 - Jeg står op, henter hende ind i sengen. Jeg hviler lidt, mens hun hopper.

Gi'r op og står op.

Godmorgen og velkommen hjem til Døgndriften.

5 kommentarer:

Øglemor sagde ...

Man skulle tro, at du sov hjemme hos os i øjeblikket. G*ddammit altså - er det ikke den ene, der er vågen, så er det med garanti den anden. Og det ender altid med "Gi'r op og står op". :-)

Men tillykke med udgangstilladelsen - der er nu noget særligt over at skulle være væk fra begge børn lige pludselig. Underligt - ja. Vemodigt - jovist. Dejligt - ohhh yeah! :-)

(I øvrigt kender jeg godt til den der type degenererede spejle, "din" café har. Sådan nogle hænger der nemlig også hjemme hos mig. Må klage over dem, der hvor jeg har købt dem...)

Ninapb sagde ...

Det var altså virkelig hyggeligt. Men sikke da en nat...

Jeg vågnede på det tidspunkt, du stod op - da var jeg ikke særlig populær!

GiSP sagde ...

Øglemor: Jeg tror faktisk også, at spejlene herhjemme har det lidt på samme måde, men af en eller anden grund slog det bare noget hårdere, når jeg nu havde forsøgt at gøre mig lidt lørdagspæn for at være ude blandt mennesker.
Og jeg skal helt sikkert have flere udgangstilladelser! ... også for at jeg kan vænne mig lidt til det, inden jeg ved ammestop har planer om at være væk en h.e.l weekend. (Det ved jeg ikke, om jeg tør.)

Ninapb: Vil du også fodres og derefter holde fest, når du vågner tidligt? For så kan jeg da måske egentlig godt forstå den pludseligt dalende popularitet.

Ninapb sagde ...

Præcis sådan vil jeg ha' det!!
-er det forkert?? ;-)

GiSP sagde ...

Nøh, øøh. Men måske meget smart lige at få det med i samlivskontrakten? ;-)