I dagens tilbageblik hopper vi så hen til tre dage efter slutningen af sidste tilbageblik. Der tog jeg nemlig til korprøve selvom jeg vidste, at jeg ville være helt ude af stand til at koncentrere mig om noder og toner - al min opmærksomhed lå et par timer længere fremme, hvor den nye dreng ville komme og hente mig, så vi kunne tage ud i Festugen og drikke en øl sammen. En øl blev til to eller flere og snakken gik i mange timer. Aftenen sluttede meget ærbart med en aftale om en tur på stranden dagen efter. Den opmærksomme læser ved jo, at jeg var blevet snydt for en strandtur tidligere på sommeren, da en bildør kom i vejen, så nu skulle den forsømte dukkert indhentes. Og resten er
tirsdag den 2. september 2014
Tilbageblik på tilbageblik
For to år siden skrev jeg dette tilbageblik, hvor jeg bl.a. skrev om den nye "dreng" i klassen.
I dagens tilbageblik hopper vi så hen til tre dage efter slutningen af sidste tilbageblik. Der tog jeg nemlig til korprøve selvom jeg vidste, at jeg ville være helt ude af stand til at koncentrere mig om noder og toner - al min opmærksomhed lå et par timer længere fremme, hvor den nye dreng ville komme og hente mig, så vi kunne tage ud i Festugen og drikke en øl sammen. En øl blev til to eller flere og snakken gik i mange timer. Aftenen sluttede meget ærbart med en aftale om en tur på stranden dagen efter. Den opmærksomme læser ved jo, at jeg var blevet snydt for en strandtur tidligere på sommeren, da en bildør kom i vejen, så nu skulle den forsømte dukkert indhentes. Og resten erprivat historie - en historie, som altså indtil videre har varet i 10 år. Det er da vildt!
I dagens tilbageblik hopper vi så hen til tre dage efter slutningen af sidste tilbageblik. Der tog jeg nemlig til korprøve selvom jeg vidste, at jeg ville være helt ude af stand til at koncentrere mig om noder og toner - al min opmærksomhed lå et par timer længere fremme, hvor den nye dreng ville komme og hente mig, så vi kunne tage ud i Festugen og drikke en øl sammen. En øl blev til to eller flere og snakken gik i mange timer. Aftenen sluttede meget ærbart med en aftale om en tur på stranden dagen efter. Den opmærksomme læser ved jo, at jeg var blevet snydt for en strandtur tidligere på sommeren, da en bildør kom i vejen, så nu skulle den forsømte dukkert indhentes. Og resten er
torsdag den 15. maj 2014
Kan man inddrage et mor-kørekort?
Her sidder jeg med fingrene på tasterne og tanker, der hverken vil struktureres eller ud. SKAL simpelt hen have fundet på noget salgsagtigt at skrive, så jeg kan få flere kunder i biksen. Men det er åbenbart ikke der, inspirationen ligger lige nu.
Til gengæld har jeg ingen problemer med at skrive om noget, jeg så i morges. Faktisk er det måske endda meget godt at få det ud gennem fingrene og få luftet min harme.
Da jeg kom trillende hen til vuggestuen med LilleLille i klapvognen, så jeg en anden mor køre derfra efter at have afleveret det ene barn, og så tænker jeg, at hun skulle videre til børnehaven med det andet barn. Mit problem er bare, at det barn sad på skødet af moren. Altså ved rattet. Hvad fanden ligner det! En ting er det dårlige opdragelsesmæssige aspekt - der har man jo vist nok ikke rigtig lov til at blande sig i andre forældres dispositioner. Men at hun udsætter sit barn for fare, har jeg svært ved ikke at blande mig i. Nævnte det for en pædagog, som vil spørge lederen, hvad politikken er ... altså om det måske er lederen, der skal tage en snak med den mor. Hvis ikke, bliver jeg nok nødt til lige at komme med en bemærkning næste gang, jeg støder på hende.
Jeg har helt ondt i maven ved tanken om, hvad der kunne ske. Og ville hun mon bare få et klip i kørekortet, hvis politiet kom forbi, evt. suppleret med en bøde? Eller kunne man forestille sig at tvinge hende til samtaler om, hvordan man passer på de børn, man har sat i verden?

mandag den 3. marts 2014
Hej mandag
I dag havde jeg en aftale om noget arbejde ude af huset. Og så er det jo typisk, at jeg i går blev ramt af noget mavehalløj. Da jeg stod op i morges, tænkte jeg dog, at det kunne jeg da godt klare, så op med mig og i gang med morgenrutinerne. Kunne dog ikke finde madpakkeentusiasmen frem, så den droppede jeg. Morgenen gik nogenlunde smerte- og gnidningsfrit, og så var jeg klar til afgang. Men hey, hvor er nu bilnøglen? Den lå da lige her. Gjorde den ikke? Lede, lede, lede. Nå, det er der ikke noget at gøre ved. Ind efter ekstranøglen (den uden fjernbetjening), LilleLille ind i bilen og så af sted til vuggestuen ... hvor det gik op for mig, at jeg havde husket ekstratøj, sovetøj, hjemmesko, bamse, sut, fastelavnstøj (altså bare en tylnederdel og et pandebånd med sommerfuglevinger - ikke noget fancy her) og frugt, men glemt madpakken (altså den, som faren havde lavet til barnet). Nå, så kunne faren da få en ekstra gåtur efter aflevering af StoreLille ... som havde fået lov til at sove længe pga. hoste, hoste og atter hoste, der havde forhindret hende i at sove ordentligt. Måske noget med noget mælkeallergi, der er blusset helt op igen. Eller måske noget andet, hun ikke kan tåle, men det vil vi ikke tænke på endnu, så vi dropper den smule mælk, hun kunne tåle og håber på snarlig bedring.
Nå, af sted til arbejdet. Kunne dog godt mærke, at den der kvalme var ret insisterende, så det blev til, at jeg hentede de nødvendige papirer for så at køre hjem igen og lave arbejdet herhjemme. "Jamen kunne hun da ikke bare melde sig syg?" tænker du nu, og jo, det kunne jeg da godt ... hvis det altså ikke var for den dårlige planlægning, der gjorde, at en anden er afhængig af mit arbejde for at kunne arbejde tirsdag og onsdag.
Halv tolv ringede børnehaven så og sagde, at StoreLille var for træt og hostende til at være der, så hjem igen med hende. Købte, efter lægens anbefaling, noget hostestillende på apoteket, men det har vist ikke den store effekt. Lige nu ligger hun og sover, og i morgen må vi vist hellere komme hen til lægen og snakke om noget astmamedicin, så hun ikke hoster halsen og lungerne helt i stykker.
Da det blev tid til at hente LilleLille, tog Kæresten ekstranøglen til bilen (den anden er endnu ikke dukket op), og så ville han (sammen med StoreLille) køre i vuggestuen og derefter en tur i Harald Nyborg. Jeg var lige blevet færdig med dagens arbejde og tænkte, aaaahhh sofatid ... lige indtil Kæresten kom ind igen og sagde, at nu var der knækket et hjulophæng. Jeg tror måske, det knækkede, allerede da jeg var på vej hjem i morges, for der var i hvert fald en mærkelig lyd lige pludselig. Og det passer så meget godt med, at den er knækket helt, da han skulle bakke ud af carporten. Øv! Men sørme da heldigt, at det skete herhjemme og ikke da jeg skulle hjem fra arbejdet eller mens han havde ungerne med i Harald Nyborg.
Så nu sidder jeg her. StoreLille sover oppe i min seng, Kæresten er lige stået op efter en lur (han har haft fornøjelsen af at "sove" ved siden af hosteren i nat), og LilleLille sidder ved skrivebordet over for mig og ser Teletubbies.
Nu må jeg vist hellere komme ind i Netbanken og bestille den der kassekredit.

lørdag den 1. februar 2014
Jeg savner K, fordi vi er blevet kærester
Sådan sagde StoreLille tidligere i dag da vi sammen gik hen for at købe ind. I forgårs fortalt hun, at hende og K er kærester. Og i går kunne hun så fortælle, at de havde kysset ude på toilettet i børnehaven. På hans initiativ. Godt nok en fremmelig, ung mand. Moren var jo lidt interesseret i at høre mere om det kys, og hun ville gerne demonstrere det for mig. Og så instruerede hun mig i, hvordan vi skulle kysse hinanden på kinden. Pyyh. De lægger heldigvis sødt og uskyldigt ud.
Men det er en af flere ting, der i den seneste tid har fået mig til at tænke mere over, at de søde små jo vokser op, og mens de gør det, følger der flere og andre udfordringer med. Jeg ser det som en af de vigtigste forældreopgaver at gøre ungerne klar til at indtage verden og livet. Og det kræver, at man puffer dem ud i den der verden lidt efter lidt, efterhånden som de er klar til at tage et skridt mere. Eller for den sags skyld giver dem lov til at spæne derud, hvis det er den slags børn man har, og det er det vist her.
Og så er det jo, at man lige pludselig står over for konflikten mellem reglerne og sådan-gør-vi her i huset og det, der så er reglerne og sådan-gør-vi hjemme hos andre. Tag nu f.eks. bare den med fredagsslikket. Da StoreLille startede i børnehave, snakkede hun meget om, at hun ville have fredagsslik, for det fik alle de andre (faktisk var det det helt store samtaleemne i børnehaven hver fredag). Og jeg måtte jo så bare forklare hende, at hjemme hos os er der ikke noget, der hedder fredagsslik. Hun syntes selvfølgelig, det var helt vildt snyd, og tog ikke til takke med forklaringen om, at det faktisk er hende, der er den heldige - hun må nemlig gerne få slik om mandagen eller om onsdagen, hvis vi lige synes. Men hun havde kun fokus på at få lov til det samme som alle de andre. Men så kommer vi til det med mængderne. For når man får slik her i huset, får man som regel lov til at vælge 1-3 stykker, afhængig af, hvad der ellers lige er blevet spist den pågældende dag. Og med "man" mener jeg naturligvis StoreLille, for LilleLille er ikke blevet præsenteret for slikket endnu, og far og mor har stadig ikke lært at lade være med at tømme skålen i en mundfuld ... når børnene er gået i seng, selvfølgelig. Man skulle jo nødig være et dårligt eksempel. Men altså, nu er hun jo blevet så stor, at hun kan tage med en veninde hjem og se Disney, og der var der fredagsslik i en mængde, som det ville tage hende flere uger at komme igennem herhjemme. Men hun skal jo have lov til at komme ud i verden og se, hvordan det foregår andre steder. (Prøver jeg ihærdigt at overbevise mig selv om.) Jeg er dog noget spændt på, hvad hun siger, næste gang jeg siger, at hun må tage to stykker. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det her jo bare er begyndelsen. Inden vi får set os om, er hun startet i skole, og så taler vi garanteret lige pludselig om, hvornår man må få en telefon (jamen alle de andre har en, mor), hvornår man må få fjernsyn på værelset (= aldrig), (jamen alle de andre har det, mor) og hvornår man må begynde at drikke øl (jamen alle de andre har fået lov, mor). SUK!
Og endelig er der det der med, at der jo kan være farligt ude i den store verden. Derfor var jeg også i et kæmpe dilemma, da hun blev inviteret med en veninde i teateret ... i Aalborg. For det ville jo indebære, at hun skulle køre i bil med andre, altså helt uden at mor og far var med. Og nej, selvfølgelig sker der ikke noget. Eller der kan jo lige så godt ske noget, når vi selv kører. Men puha, hvor har jeg svært ved at lade hende køre med andre. Selv da vi fik LilleLille, og StoreLille kom på sygehusvisit med farmor og farfar, var jeg ved at gå ud af mit gode skind af nervøsitet over bilturen frem og tilbage. Nåm'n jeg syntes jo ikke, jeg kunne bære at sige nej tak til en teateroplevelse for hende, bare fordi det ville betyde, at jeg ville have nerverne hængende uden på tøjet, indtil turen var godt overstået. For man skal jo sende dem ud i verden. Og det kræver jo, at mor kan lære at give slip. Så jeg sagde ja.
... og blev reddet på målstregen af, at en anden blev forhindret i at tage med, så der pludselig blev en ledig plads i bilen til mig.

onsdag den 27. november 2013
Panik før juletid
I spisestuen står et stort, gammelt skab, som Kærestens tipoldefar har lavet. Skabet er så højt, at jeg kun lige med nød og næppe kan nå op i de øverste rum. Hvilket gør det til et genialt sted at gemme ting, som Lillerne ikke lige skal have fingrene i. Derfor var det også der, jeg valgte at gemme pakkerne til årets pakkekalender, hver gang jeg havde køb... eller, altså hver gang nissen var kommet forbi med nogle.
I dag skulle jeg så lige danne mig et overblik, inden det i aften går løs med indpakning. Og så var lågen gået i baglås! Baglås, som i at den ikke kunne åbnes. G.L.U.P! 48 møjsommeligt indkøbte/hjemmelavede gaver låst inde i et gammelt skab. Panik. Skulle jeg virkelig bruge dagen i morgen på at finde 48 nye? Fredag og lørdag kan jeg ikke, for Kæresten skal på mandeweekend, og jeg kan jo ikke tage ungerne med på slæb. Shit, hvad gør jeg?
Kalder på Kæresten og bander over det gamle skab. Han forsøger med nøglen. Og forsøger igen. Og igen. Og endelig. H.U.R.R.A. Skabet gik op. Pakkerne er nu gemt i baggangen i stedet, og julen er reddet.

lørdag den 9. november 2013
Luksus i sigte
Kæresten og jeg var i biografen i går. Det har vi ikke været siden ... øøøhm ... siden ... i hvert fald ikke siden, vi flyttede fra midtbyen for 3½ år siden. Vi så "Kvinden i buret" og den kan helt klart anbefales. Normalt bliver jeg altid skuffet, hvis jeg læser bogen først og ser filmen bagefter, men her manglede jeg faktisk ingenting fra bogen. Alt det vigtige var med og den var fantastisk godt lavet. Eneste utilfredsheder var, at vi først skulle bruge 25 minutter på reklamer og forfilm og derefter, at den danske biografkultur ikke har ændret sig i den evighed, vi ikke har været der. Folk begynder stadig at fumle efter deres overtøj, inden billedet fra sidste scene er helt væk, og i samme splitsekund rulleteksten kommer på, tændes lyset. Det irriterer mig helt vildt, at man ikke kan få lov at blive i stemningen lidt endnu, sidde der i mørket og høre musikken (som nok er der af en årsag) og bare fordøje det, man lige har set, før man rejser sig op og bevæger sig ud til lyden af alle andres kommentarer til filmen.
Nå, men vi havde aftenen fri til en biograftur, fordi Lillerne var på prøveovernatning hos farmor og farfar. Kæresten har nemlig booket et herregårdsophold til os i næste weekend. Hvis jeg havde været inde over planlægningen, ville jeg jo nok have valgt en enkelt overnatning, men faren syntes da sagtens, at ungerne kunne passes i to nætter. Han havde bare lige glemt at tage højde for, at LilleLille aldrig har prøvet det før, og at StoreLille ikke har prøvet det, siden hun blev storesøster. Tanken om at kaste dem ud på dybt overnatningsvand, med mor og far mere end to timers kørsel væk, skar langt ind i morhjertet. Og overdøvede fuldstændig lysten til at tage afsted. Så der blev altså arrangeret en prøveovernatning, og vi fik en ekstra friaften. Overnatningen gik fint, så mon ikke man kan krydse fingre for, at det samme er tilfældet i næste weekend? Så der er vist ikke andet at sige, end: Yay - vi skal på forkælelsesweekend!
(Og så håber jeg, at jeg vil være i stand til at sidde roligt i bilen i stedet for at få øje på farlige situationer alle vegne i min frygt for, at der sker os noget, når vi nu er afsted begge to uden børn. Og at jeg kan slippe dem mentalt bare en gang imellem og forsikre mig om, at de ikke går i stykker af et par dage uden os.)

mandag den 14. oktober 2013
Weekend i nervepirrende venten
I lørdags kom der brev fra kommunen. Gad vide, hvad de ville? Jeg havde jo lige fået brev om, at min ansøgning om fodindlæg vil blive behandlet om 14 dage, så det kunne ikke være det? Mystisk. Nå, men så måtte jeg jo hellere åbne og se efter.
I kuverten lå der et kort brev. En ny kontanthjælpsreform træder i kraft pr. 1. januar, og det kan have betydning for dig. Kan have? Hvad mener I? Har det, eller har det ikke betydning for mig? Se mere i vedlagte brochure. Hmm. Samlevende får nu gensidig forsørgelsespligt. Det gælder for personer på kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Uddannelseshjælp? Er det mon Særlig uddannelsesydelse, de mener? Det er en overgangsordning, der betyder, at nedsættelsen kun sker med halv kraft i 2014. Hvad betyder det? Får man så det halve udbetalt, eller får man det hele i det halve år, eller hvad pokker mener de?
Gisp. Hvad er nu det for noget? Først får jeg brev om, at jeg kan få Særlig uddannelsesydelse frem til 29. juni, og nu sender de så det her? Betyder det så, at der er lukket for kassen d. 31. december? Shit. Så skal jeg virkelig i gang med at have fundet nogle kunder i biksen. Åh nej. Hvad gør vi, hvis det virkelig er rigtigt? Pis. Hvorfor får man også sådan et brev på en lørdag, hvor man ikke kan gøre noget som helst.
Vente, vente, vente. Forsøge at fortrænge. Det går jo nok. ... paniiiik. Nej, fortræng.
Endelig mandag! (Har jeg mon nogensinde sagt det før?)
Opringning til jobcenteret. Vores telefonvagter er begge optaget - vil du prøve igen senere? Ja, selvfølgelig er de optaget. Alle ringer jo ind i panik. Endelig kom jeg igennem. Nåeh, nej, det brev skulle du ikke have haft. Vi fik en meddelelse i fredags om, at det ved en fejl var blevet sendt ud til dem på Særlig uddannelsesydelse. L.e.t.t.e.l.s.e. Farvel og tak.
Og undren. Hvorfor formulerer man sig så vagt. Og hvordan sker det, at et brev bliver sendt ud til en masse forkerte. Ja, jeg ved godt, at jeg ser ud til at modtage kontanthjælp, når jeg logger på jobcenterets side, men hvorfor så ikke oprette en ny kategori? Og er det virkelig helt umuligt at sende en mail ud, når man opdager fejlen fredag? Det ville i hvert fald have sparet mig for en weekend med flere end de sædvanlige hovedbrud!

Abonner på:
Opslag (Atom)