Alene hjemme

Jeg er alene hjemme. Altså ikke helt, for Den toårige ligger oppe i sin seng og sover, men jeg er den eneste "voksne", der er hjemme. Og jeg kan altså komme lidt i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde bliver rigtigt voksen, for jeg synes stadig, det er meget mærkeligt at være den, der så har eneansvaret for en toårigs aftensmad, aftenbad og putning. Gad vide, om jeg vænner mig til det på et tidspunkt, eller om jeg stadig vil se mig over skulderen efter den rigtige voksne, når hun bliver større og kommer for at få hjælp til de der ting, man nu engang skal bruge en voksen til.

Nå, men Kæresten er taget på mande-hygge-weekend, og som modtræk havde jeg allieret mig med en veninde, der skulle komme og hygge her hele weekenden. Men der faldt noget akut sygdom ned i hendes familie, og så måtte planerne udskydes.

Så her sidder jeg med en weekend, hvor jeg skal være alene hjemme, og det har jeg bare aldrig været god til. Altså, dengang jeg boede alene, var det jo bare sådan, det var, men der var lejligheden også så lille, at det hele kunne overskues på en gang. Her er huset temmelig meget større og krinkelkroget, og selvom jeg elsker det og har boet her i et halvt år, har jeg altså stadig ikke helt vænnet mig til huset om natten ... selvom jeg jo ellers har rigelig mulighed for det, når jeg normalt er oppe 3-5 gange i løbet af en nat.

Jeg er ret sikker på, at det hele startede, da jeg var lille, og min søster og kusine (som er 7 år ældre end mig) elskede at skræmme mig med diverse mørke-gemmelege, når vi var alene hjemme. Det har så været medvirkende til, at jeg - uanset hvor irrationelt det end er - ikke bryder mig om at slukke lyset og lægge mig til at sove alene. Får mærkelige fornemmelser og tanker, som løber løbsk og er ret umulige at stoppe.  Og det er altså ikke nu, jeg har brug for beretninger om diverse uhyggelige oplevelser. Derimod ville det være rigtig dejligt hvis nogen har gode råd til, hvordan man bliver voksen på det område. For det er jo lidt uholdbart altid at skulle finde en babysitter til mig, når Kæresten ta'r soveposen under armen for at overnatte et andet sted.

Men i denne weekend er nødplanen (helt uselvisk) at gøre mormor og morfar glade med et besøg i morgen - hvis snevejret altså ikke spænder ben.